Oprejsning til Morrissey

I denne uge lykkedes det den britiske sanger Morrissey at få udgivet sin selvbiografi som en ’Penguin Classics’ – noget som ellers er forbeholdt anerkendt verdenslitteratur. Det har vakt en del debat og er i ugens løb blandt andet blevet kaldt et udtryk for »ultimativ narcissisme« fra Morrisseys side. Samtidig har flere litterater meldt ud, at serien ’Penguin Classics’ – som blandt andet rummer forfattere som Homer, Hemingway, Joyce og Aristoteles – har devalueret sig selv, og aviser som The Guardian, The Independent og The Telegraph har kritiseret forlaget for at »kaste sig på knæ for et gnavent popikon«.

Også på de sociale medier er der blevet lavet en del sjov med den tidligere The Smiths-sangers selvopfattelse, ligesom der er blevet gættet livligt på, hvem der mon bliver den næste, der får udgivet en bog som en ’Penguin Classics’.

Oprejsning

Senere på ugen skulle Morrissey dog få en vis oprejsning. Bogen med den beskrivende titel Autobiography har nemlig høstet gode anmeldelser i flere af de selvsamme britiske medier. Mest positiv er The Telegraph, hvor musikredaktør Neil McCormick skamroser bogen og ligefrem kalder Autobiography for »den bedst skrevne musikalske selvbiografi siden Bob Dylans Chronicles.« Han kommer også ind på debatten:

»Med typisk prætention er Morrisseys første bog blevet udgivet som en Penguin Classics. Det retfærdiggøres af en smukt afmålt prosastil, der kombinerer poetisk sprogbrug med gode observationer.«

BBC er også positiv og beskriver bogen som »underholdende læsning« med et »laugh-out-loud moment« på omtrent hver anden side. Stadig positiv, men lidt mere forbeholden er The Guardian. Bogen er »næsten en triumf«, skriver avisen og tilføjer: »Morrissey er genial, når han skriver om popmusik, men alt for mange sider handler om retssager og fejder.« Hos The Independent er man generelt mindre begejstret, og igen er det de mange sider om diverse retssager, der kritiseres: »Desværre er det superstjernens barnlige anklager, der til sidst overtager scenen. Det når sin bedøvende kulmination med 50 sider om retssagen fra 1996.« En sag mellem Morrissey og den tidligere The Smtihs-trommeslager Mike Joyce om fordeling af royalties.

Samme delte anmeldelse får bogen i New York Times: »Man forstår udmærket hans holdning (i retssagen, red.), men man behøver ikke at høre så meget om det,« skriver avisen, som dog også kalder bogen for »skarp« og »indlevende«.

The Independent, som er mest kritisk, når til sidst i anmeldelsen frem til den stik modsatte konklusion af The Telegraph: »Morrisseys ry vil ikke tage skade af det her. Men det vil Penguin Classics’.«

I The Observer prøver anmelder Stuart Maconie at afslutte debatten om Penguin Classics ved at slå det hele hen som en spøg.

»Så er der sagen om, at bogen fik Penguin Classics-status, hvilket har medført et forudsigeligt surt opstød hos det litterære etablissement. Men det er, venner, en joke. En joke som nogle af hans hyldekammerater i Penguin Classics-sektionen, Joyce og D.H. Lawrence, ville have nydt.«