Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

En pissemyres overmenneskeleg

Nicolas Bro brillerer som klam skurkeloppe i Danmarks første fine superheltefilm, ’Antboy’. Her leges stilsikkert med en børneversion af superheltegenren, men for simpelt med børnene
Nicolas Bro spiller skurken, Loppen. Og han er den klammeste, mest grumsede skurk med blodtank på ryggen, som noget barn kunne forestille sig.

SF Film

Kultur
3. oktober 2013

Myren er det perfekte kravl at lade et dansk barn mutere med i en superbørneheltefilm, for den er et perfekt billede på middelmådighed i en individualitetskultur, hvor det er trist, frem for solidarisk dejligt, at være én sølle pissemyre ud af millioner.

Netop sådan er lille Pelle Nøhrmann (Oscar Dietz) i Danmarks første superheltebørnefilm, Antboy. Pelle er ikke et stakkels mobbeobjekt i sin folkeskoleklasse. Han er usynlig i den fede flok af ubærligt normale, og så er han, og måske derfor, forgabt i skolens sublime skønhed, den populære pyntedukke med lipgloss på trutmund, Amanda (Cecilie Alstrup Tarp).

En dag bliver Pelle bidt af en genmanipuleret myre og overtager dens superevner (kravle på vægge, tisse syre, bide hårdt, løfte sygt tunge ting) og begynder at lege superhelteleg med klassens dedikerede – og karikerede – tegneserienørd, Wilhelm (Samuel Ting Graf). De to syr Pelle et kostume og finder et navn til ham og sender så ’Antboy’ af sted på barnlige heltemissioner. Når Pelle transformeres til superhelt, så handler det om det lille menneskes drøm om sig selv som overmenneske. Det kommer aldrig til at handle om barnet som faktisk overmenneske. Målgruppen, som utvetydigt er børn, lærer at perspektivere mindreværdskomplekser, ikke at opdyrke egen storhed. For i filmen viser venner, ikke lækre duller eller mange muskler, sig at være det bedste middel mod ondskab. Det gør på fineste vis Antboy til en slags præpubertær belæring om mennesket i forlængelse af den type Spiderman, som især Andrew Garfield i seneste filmversion gjorde sitrende sårbar.

Derfor er det også fedt og sjovt og charmerende, at Pelle som Antboy sidder bag på sin vens cykel, med kappen blafrende, i parcelhuskvartererne, når han skal ud og redde nogen. At mor ringer til Pelles mobilhjelm for at få ham til at tage rismælk med hjem, mens han er i gang med at klatre op ad skolegårdens væg for at redde et medbarn i nød. At han, ret antifallisk, bruger sin penis til at pisse en lås over med syretis. Og at sukker udgør den nederste kæmpeetage af myrens, og dermed Antboys, kostpyramide. Så kunne man endelig få sig et livsnødvendigt bælte med chokoladebarer rundt om maven på sin superheltedragt. Score!

Genrebørneleg

Antboy-universet ikke et superhelteunivers, der søger at vise nye veje, eller som nuancerer de holdbare klichéer fra genren. Det fine ved Kenneth Bøgh Andersens superpopulære Antboy-bogserie, og i genre-fanboy Ask Hasselbalchs filmatisering, er derimod netop tanken om superheltelegen som barnets leg. I filmens visuelle stil med hurtigt monterede kampscener i slowmotion, cool tegneseriesekvenser og med Peter Peters effektive Hollywood-pompøse superheltesoundtrack, står den forskel klart. Den spillefilmsdebuterende instruktør, uddannet fra Kunstakademiet og Super16, understreger oplevelsen af, at det er Pelles drøm om at blive et naivt sublimt væsen, vi ser udfolde sig, mere end det er drømmen, der faktisk udfolder sig.

Den mildest talt klodsede dialog virker, når man fornemmer, at klichéerne mimer superhelteuniversets faste fraser med et twist af børneuniversets pissemyrehed. Andre gange mangler indlevelsen totalt hos børneskuespillerne, der springer fra det ene dramatiske klimaks til det andet og lirer deres akavede, ikkemundrette replikker af. Og generelt sker der alt for meget og på en lidt for klodset en facon, til at etablere de karikerede karakterer og afvikle konflikt og løsning på 77 minutters spilletid. På den måde savner børnebogsfilmatiseringen nuancer og kant.

Til gengæld er skurken, Loppen, i filmversionen spillet helt fremragende dunkelt af Nicolas Bro. Han er den klammeste, mest grumsede skurk med blodtank på ryggen, som noget barn kunne forestille sig. Og det er jo det, børnekultur også skal – perspektivere, udpege og plante sig i drømme.

’Antboy’Instruktion: Ask Hasselbalch. Manuskript: Anders Ølholm. Dansk. (Biografer over hele landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her