Læsetid: 3 min.

Portræt af spionen som ung mand

Var dobbeltagenten Kim Philby i virkeligheden tripleagent? Robert Littell bidrager med nye spekulationer og masser af humor til den sejlivede myte om historiens mest berømte spion
4. oktober 2013

I kølvandet på det økonomiske krak i 1929 mistede en pæn portion yngre britiske intellektuelle fra overklassen troen på kapitalismen og vendte sig i stedet mod kommunismen. I forvejen var mange af dem trætte af den forkludrede situation i Europa, som stormagterne havde skabt efter Første Verdenskrig. De anskuede derfor Stalins Sovjetunionen som det sidste bolværk mod Hitler og fascisterne.

Også på den tid var miljøet på universiteterne specielt frugtbart for radikale diskussioner, og en af de mest markante kommunistiske grupper blev da også til på Cambridge University, hvor spionringen The Cambridge Five opstod i 1930’erne. Hvor mange der egentlig var med i gruppen, gættes der endnu på, og bøger skrives der også stadig om dem, senest Robert Littells Unge Philby, som vi netop har fået i fremragende dansk oversættelse af Ib Poulsen.

Kim Philby er tillige en af historiens mest berygtede dobbeltagenter. I 1933 drog han til Wien for at støtte kommunisternes opgør mod diktatoren Dollfuss; siden dækkede han Den Spanske Borgerkrig som journalist, inden han ved starten af Anden Verdenskrig blev hvervet til den britiske efterretningstjeneste. Efter krigen blev han udstationeret i Washington, hvor han fungerede som forbindelsesofficer mellem det engelske Secret Service og USA’s CIA.

Ved afsløringen af The Cambridge Five blev det kendt, at Philby, allerede inden han gik ind i det britiske efterretningsvæsen, var begyndt at spionere for Sovjetunion, hvortil han i 1963 flygtede og boede resten af sit liv.

Både Graham Greene og John le Carré har ladet sig inspirere af Kim Philby – til Harry Lime fra Den tredje mand og Bill Haydon i Konge, Dame, Es, Spion – og spørgsmålet er selvfølgelig, hvad Robert Littell kan bidrage med til portrættet af den myteomspundne dobbeltagent.

Charles de Gaulle gæsteoptræder

På opfindsom vis lader Littell sin historie om Philby fortælle gennem tolv personer, der alle kendte den unge spion. Allerede her understreger forfatteren, at nej, dette er ikke det endelige portræt af den gådefulde mand, som hverken hans sovjetiske eller britiske overordnede tilsyneladende lærte at kende. Det er derimod andres bud på, hvem han var, og hvad der drev ham, Littell præsenterer os for – virkelige menneskers stemmer i fiktionaliseret form.

Blandt dem, der kommer til orde, er kolleger, venner og kærester samt Moskva-agenten Litzi Friedmann, som han gifter sig med i Wien, filmstarletten Frances Dobble, der var glødende Franco-tilhænger, og Guy Burgess, Philbys venstreorienterede medstuderende fra Cambridge, der sjældent kunne åbne munden uden at gøre opmærksom på sin homoseksualitet.

Hver af dem har sin egen opfattelse af, hvem Kim Philby i virkeligheden var, og ingen af dem synes at være enige. Men noget tyder på, at han måske slet ikke var så idealistisk, som myten om har gjort ham til. Måske var det blot anerkendelse fra sin far, han higede efter. Måske var han ligefrem tripleagent!

Denne alternative opfattelse af Philby – som godt nok har været luftet tidligere, uden nogen har kunnet påvise den – er båret af lige dele detaljeret research, skarpe replikker og humor af både den lettilgængelige og underspillede slags. Til sidste kategori hører et besøg i 1940 ved Maginotlinjen, hvortil Philby inviteres sammen med en gruppe journalister. Den franske pressechaperone er ved at revne af stolthed, men en enkelt oberst – ”;en C. de Gaulle ifølge metalnavneskiltet, der sad lige over hans brystlomme”; – er dog ikke tryg ved fæstningerne: ”;Dem vil tyskerne ikke angribe – de går ganske enkelt uden om dem”;.

Robert Littell (født 1935) er en af spiongenrens helt store mestre, og atter demonstrerer han hvorfor: Unge Philby savner måske lidt spænding. Til gengæld afvikler den sit sindrige plot i et inciterende anslag og en raffineret tone, der underholder fra start til slut, hvor forfatteren ovenikøbet selv fortæller, hvorfor hans portræt af spionen som ung mand faktisk meget vel kan være sandt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu