At Søren Sætter-Lassen er på benene igen er et mirakel. Det er velsagtens også et resultat af uendelige træningstimer og stædighed. For 13 måneder siden fik han en kulissevæg ned over sig under en prøve på Lulu i Skuespilhuset – en væg, der knuste hans ene ben og brækkede fire af hans ryghvirvler. Alligevel hopper manden nu rundt på en vindeltrappe i Faderen med en næsten uhyggelig farlighed i kroppen.
Søren Sætter-Lassen funkler. Hvis han havde hundredvis af nuancer i rollen som Richard III, så har han nu tusindvis af nuancer som Faderen. Hans stemme beordrer og hvisler og truer i Strindbergs mareridtsreplikker. Det er stort. Og hans vildeste trumf i Faderen er faktisk, at han favner sin groteske rolle med grænseløs medfølelse. For derved føler man som tilskuer også medfølelse med Strindbergs ellers så uelskelige mandefigur. Faderen er et kønsfanatisk skuespil fra 1887. I dag virker stykket nærmest uspilleligt i sin mandschauvinisme. Mange iscenesættere nedtoner da også stykkets kvindehad og gør det til et symbolsk ægteskabsdrama. Og dermed bliver Strindbergs fadertvivl mindre afgørende – altså faderens paranoia over måske ikke at være biologisk far til den teenagedatter, som han ellers elsker så højt.
Men nu har instruktøren Thomas Bendixen altså gjort det: Han har fortolket Faderen som en helt almindelig magthistorie. Han har læst stykket 1:1 – og han har blæst på politisk korrekthed.
Dette greb viser sig at være overraskende velgørende. For dermed forvandles hustruen til stykkets manipulerende skurk – og ægtemanden til den psykisk ustabile. Og så går alt op.
Ublu Jørgensen
Bodil Jørgensens hustru giver lykkeligvis Søren Sætter-Lassen netop den modstand, som han skal have. Hendes ublu vrængen kender ingen grænser, når hun stolt fortæller den afvæbnede ægtemand om sin plan.
Bodil Jørgensen spiller hustruen helt ud til kanten af skamløshed – i sin påtaget tækkelige kjole. Og man aner, hvordan hendes krop bobler lystfuldt og hævngerrigt inde under det lange, skødesløse skørt.
Til gengæld er det ærgerligt, at instruktøren ikke har fået de to mænd omkring det kæmpende ægtepar til at blive egentlige medsammensvorne. Både Peter Gilsforts læge eller Henrik Jandorfs præst bliver næsten usynlige over for Sætter-Lassen – som om de bliver til hans marionetter i stedet for hans modstandere.
Dreven Ghita
Ghita Nørby, derimod, skal nok få klinet sig ind i spillet med sin uomgængelige aura. I rollen som den gamle amme trisser hun rundt i smygende sort kjole og guldkors om halsen. Sjældent har Ghita Nørby været så klassisk rolig som her med håret samlet i nakken. Hendes stemme kurrer med på Søren Sætter-Lassens stemningsskift, som om hun skiftede humør sammen med sine evindelige yndlingsskriftsteder.
Og i den afsluttende scene, hvor hun fortæller om hans barndom, hvor hun narrede ham til at få trøje på, så løfter forestillingen sig til den slags uafrystelige guldstund, som man næsten ikke tør drømme om: til sitresekunder af sandhedsdrama.
I rollen som datteren imponerer den lillebitte, 24-årige Lea Maria Høyer Stensnæs. Hun læner sig ind mod Søren Sætter-Lassen, så hans hånd stryger hen over hendes lyse hår – og så hans fingre sitrer, som om hun var en af de meteorsten, som han så kærligt lægger under sit spektroskop. Med den Strindbergske uhyrlighedslogik er det netop hendes renhed, der tænder hans mistro. Og Søren Sætter-Lassen personificerer denne eksplosionsfare med ekstrem trusselspræcision.
Desuden har Jakob Femerling Andersen en forfriskende potens i rollen som ritmesterens fritgående og alt for pigeglade oppasser. Sammen med en skrupelløshed, som Strindberg ville bifalde.
Monstrøs mol
Maja Ravns scenografi har samme monstrøse uvirkelighed over sig som Strindbergs vildfarne fadertanker. Ritmesterens himmelhøje arbejdsværelse er i hvert fald overproportioneret med enorme vinduesrammer ud mod virkeligheden, der først kommer til syne, da hustruen tvinger sin forskermand til at opgive sin forskning – og dermed gå til grunde.
Det er i denne ensomhedsverden, at Søren Sætter-Lassen brillerer. I Åsa Frankenbergs drømmelys og til Jonas Vests lyddesign, hvor Chopins klavertoner drypper mol ned over Strindbergs ulyksalige faderfigur:
Sætter-Lassens autistiske særlingefigur, der pludselig får fat i fligen af sin egen skilsmisse – og af lutter emsighed holder fast og trækker til. Uden at forstå, at han selv ryger med i faldet.
’Faderen’. Tekst: August Strindberg. Oversættelse: Sven Holm. Iscenesættelse og bearbejdelse: Thomas Bendixen. Scenografi: Maja Ravn. Lys: Åsa Frankenberg. Lyd: Jonas Vest. Skuespilhuset, Store Scene. Til 18. januar. www.kglteater.dk
