Læsetid: 4 min.

Det sidste suk

Imre Kertész’ sene dagbøger tilbyder et enestående kig ind i nobelprisforfatterens værksted og hans altid overvågne kulturkritik. Men værket er også et vidnesbyrd om et sidste hovedværk, der ikke kan skrives og en stor forfatter og tænker, der er ved at forlade den europæiske scene
11. oktober 2013

I mange år har en af mine absolutte yndlingsbøger været Imre Kertész’ dagbogsværk Galejdagbog, en samling små dagbogsoptegnelser og refleksioner i aforismens form, som trods deres lidenhed er et vanvittigt vidnesbyrd om vores skæbnesvangre europæiske kultur efter 1945. Det er umiddelbart romanerne, hvor Kertész som ungarsk jøde skriver om sine erfaringer som deporteret og overlever fra Auschwitz og Buchenwald, der har gjort ham til en af de vigtigste europæiske efterkrigsforfattere, men personligt har jeg altid haft en helt særlig svaghed for dagbogsværket, fordi det i rørende grad forener en nådesløs kulturkritik med den største menneskekærlighed i en helt usentimental form, som kun er hans.

Nu har Galejdagbog fået konkurrence af forfatterens seneste dagbogsværk, Letzte Einkehr. Tagebücher 2001-2009. Ubærligt at dette bliver Kertész’ sidste værk, ligesom det interview, vi optrykker på de foregående sider, er det sidste interview, han giver. Han har næsten tabt kampen til den Parkinsons sygdom, der ramte ham for ti år siden.

Dagbøgerne skildrer tiden fra 2001, fra han er ved at blive en meget læst forfatter uden for Ungarn, og før han modtager Nobelprisen i oktober 2002. Han er flyttet fra det Ungarn, som han afskyer, fordi landet ikke kan se sig selv i øjnene, ikke har et civilisatorisk fundament at klare omstillingen på og kun vanskeligt kan rumme en kritiker som ham. Efter i årtier at have levet i største afmod og afsavn, har han nu fået succes som forfatter i Vesten, er blevet velhavende, kan rejse i hele verden og er flyttet til Berlin og lever det liv, som han altid har drømt om sammen med sin Magda.

Men det nye frie liv gør ham alligevel ulykkelig. Han er gammel, får konstateret Parkinson, og det gradvise kropslige forfald viser sig dag for dag. Han forfølges af tanker om at have levet det helt forkerte liv, at alt er nyttesløst og at kun meget få forstår dybderne af den kulturkritik, han formulerer i sin værker. Dagbøgerne skildrer årene frem til 2009, hvor han trods svækkelse kæmper for at få skrevet sit sidste værk, romanen Letzte Einkehr, som er tænkt som et sidste kompromisløst værk, essensen af hele forfatterskabet så at sige, men han klarer det ikke på grund af sin tiltagende sygdom. Et fragment fra det kuldsejlede romanprojekt er trykt op midt i det dagbogsværk, der bærer samme titel, og vidner om, hvad det kunne være blevet til.

Det føjelige menneske

Kongstanken, som Kertész også præsenterer i interviewet på foregående side og som præger hans værker, er at mennesket er et føjeligt væsen. I stand til hvilke grusomheder det skal være. Holocaust forstår han ikke som undtagelsen eller afvigelsen fra vores vestlige kultur, men som konsekvens heraf. Heraf kommer hele den grundtanke, at vores kultur har beredt vejen til Auschwitz. Den er ikke dens modsætning, men dens logiske følge. Derfor kan han også i dagbøgerne skrive, at Hitler ikke var undtagelsen, men en verden, der kunne praktiseres, fordi forudsætningerne var til stede i kulturen. Og Auschwitz skete, fordi det grundlæggende var muligt. Det ene skridt afløste det andet i en helt naturlig følge. Det onde er ikke undtagelsen, lyder en anden af hans grundtanker, det er derimod det gode.

I sine sene optegnelser kommer det kultursyn til udtryk som en ekstrem følsomhed over for enhver kritik af Israel, som han kun kan se som nyt påskud for jødehetz og antisemitisme. Det handler for ham om, at antisemitismen er så grundlæggende i den europæiske kultur, at den finder enhver ny anledning til at stikke hovedet frem. Derfor er Kertész’ kritik ikke et realpolitisk udsagn, men en kulturanalyse. Underforstået: Hvis vi ikke forstår dybderne af vores egne impulser, forstår vi ikke, hvordan vi som enkeltindivider er i hænderne på helt andre og farlige kræfter, som er del af os.

Lige så konsekvent og radikal er han i sin kritik af islam. Han taler i dagbøgerne igen og igen om den daglige elendighed i Europa og mener med den eftergivenheden i forhold til islam. Islam er for ham alt det, der truer civilisationen, demokratiet, borgerligheden. Igen er det ikke en realpolitisk kommentar, men en kulturanalyse, han bedriver. Kertész mener, at vi i Europa er styret af den samme slags blindhed og eftergivenhed, som førte til Hitlers diktatur og jødeforfølgelsen.

Desillusionen præger dagbogsværket. Men også et helt enestående klarsyn og mangel på sentimentalitet. Derfor er det så stærk læsning. Men bogen er også fuld af den ironi, som også præger forfatteren. Som når han skildrer et besøg i Buchenwald, hvor han blev befriet fra i 1945, og nu kan komme tilbage og skrive sig ind i gæstebogen! Eller når han skriver om, at Nobelprisen er et dødskys, om at have givet for meget af sig selv til offentligheden og om at være blevet til en institution, et varemærke for hele Holocaust-industrien. Og ja, Holocaust-trætheden. Hvorfor bliver folk ved med at sende ham bøger om det, når de i stedet hellere skulle sende vittighedsbøger!

Kertész er en mand som er klar til døden. Og med dette værk siger han farvel. Et fuldstændigt klarsynet farvel. Han bliver en stemme, som vi slet ikke kan undvære. På den anden side har han givet os så ufatteligt meget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu