Læsetid: 5 min.

Simuleret inderligt og inderligt simuleret

Amerikanske Miley Cyrus vinder en betinget arbejdssejr på sit romantisk vingeskudte og kalkuleret liderlige album. Mens svenske Icona Pop er sjovere, fordi de trykker speederen i bund og giver fuld hals
Miley Cyrus. Foto: Scanpix

Miley Cyrus. Foto: Scanpix

5. oktober 2013

Er popstjernen blevet jordisk? Ikke større end livet, men ramt af det? Vi ved allerede, at vi bare kan række ud efter dem på Twitter (eller sådan ser det i hvert fald ud). Vi ved, at de tager de samme stoffer som os, og at de bare vil knalde lige som os (eller sådan ser det i hvert fald ud). Og så er det tydeligt, at de for tiden tager den almindelige teenagers rebelske attitude på sig, en attitude, der belejligt for popstjernerne støder voksenfolket, fordi den skubber grænserne for offensiv seksuel udstråling. Belejligt fordi: hud = $.

Altså intet nyt under solen. Men der er et nyt spejlbillede for endnu en retningsløs generation. Når den tidligere Hannah Montana-skuespiller, amerikanske Miley Cyrus, siger, at hun kan gøre, hvad hun vil, så spejler hun alverdens teenagere, der lige som alle de foregående vil have frihed til at fyre et eller andet og helst det hele af. Cyrus taler så formentlig også for sig selv og om det enorme pres, som medierne og musikindustrien lægger på hende. Hvilket også er en form for forældrepres.

Cyrus er blevet 20, og her på hendes fjerde soloalbum, Bangerz, er hun gammel nok til allerede at være blasert, desillusioneret og romantisk vingeskudt. Hør den bretteastonelliske kulde og tvangshedonisme på »We Can’t Stop« eller »Love Money Party«. Eller kærlighedskvalerne på »Wrecking Ball« og »Someone Else«: »I used to believe love conquers all/Cause that’s what I’ve seen in the movies«.

Men hun er også ung nok til at være naiv. »I’m a female rebel,« lyder det på endnu en præcist produceret demografisk velanalyseret sang på den tidligere Disney-stjernes nye pengemaskine af en plade, der spiller stensikkert på Cyrus’ friske interesse i sine egne og andres kønsorganer. »A little bit of dirt never hurt nobody/Now I got dirt all over my body«.

Men hendes krop er ikke rebelsk, bare fashionabelt afklædt. Den støder ingen med sine slanke, veltrænede former. Helt igennem autoritetstro i sin kontrolmaniske perfektion. Der kommer ingen optøjer i nogen gader over nogen som helst krop, som lever op til de vedtagne normer.

Fuld pedal mod intetheden

Men vent, dér er afkørslen til motorvejen. Kom, tryk speederen i bund. Lad os skride ud på den asfalterede metafor for frihed, fortabelse, selvovergivelse. Tænd for radioen: »If a ten-ton truck/Kills the both of us/To die by your side/Well, the pleasure, the privilege is mine,« sang Morrissey i The Smiths tilbage i 80’erne. Døden passede selvfølgelig The Smiths-forsangeren fint. Skift kanal og årti: Skrat-skrat-skrat »I threw your shit into a bag and pushed it down the stairs/I crashed my car into the bridge/I don’t care, I love it«. Udødeligheden passer Icona Pop bedre på deres hit »I Love It«.

Den svenske duo tager ingen fanger på deres andet album This Is ..., og de samler heller ikke nogen blaffere op. For fuld pedal mod intetheden som en slags teenage-Thelma & Louise. Caroline Hjelt og Aino Jawo synger om at eje verden, om festen som livets essens, om hvad der står skrevet i stjernerne: At de er stjerner.

Som hos Miley Cyrus, så arbejder en række sangskrivere for de to piger – og som hos Cyrus, så er pigerne også selv medsangskrivere på de fleste sange. Og som hos Cyrus og en milliard andre popstjerner, så er det mænd og kun mænd, der producerer sangene. I’m just saying ...

Nå, men This Is ... er virkelig et sjovt album. Bremsen er sluppet, og der bliver sunget af fuld hals, ja, du kan virkelig høre de to pigers kroppe vibrere i omkvædene. Det lyder simpelthen som en kollektiv fysisk nydelse for dem at give den gas, altså en fornemmelse af at indspilningsakten i sig selv var en fest. Og det er også værd at bemærke, at der kan være mindelser om ABBA’s mest ekstatiske vokalharmonier.

Icona Pop er for alle utidige mennesker, der bare vil hyle mod månen en gang imellem – og glemme, hvorfor de gjorde det og måske også til hvilken musik. Og duoen er for alle med en svaghed for Max Martin, Robyn, Patrik Berger, Miike Snow, kort sagt moderne svensk pop i overhalingsbanen. Og dertil: Russiske t.A.t.U., der også havde deres egen fest inden for poppens snævre rammer.

Anstrengelsen er mere tydelig hos Miley Cyrus, og det er kalkuleringen også. Genreskiftene fra de countryfarvede ballader på pixelleret hest over den lumre trap-hiphop og de moderigtige dubstep- og eurodancereferencer til den noget nær obligatoriske Pharrell Williams-produktion sikrer en bred demografisk opbakning. Et shoppingkatalog over genkendelige kropsligheder og følsomheder.

Hvis ikke man kan leve med det kollektive kompromis i pop, at accepten af normalitet giver mulighed for en bredere dialog, så er der ikke nogen nydelse at hente her. Spørgsmålet for dig, kære læser, er, om du kan finde en sanselighed, en lyst, en kropslighed i popproduktioner eller ej.

Jeg tænder på personlig idiosynkratisk opposition, men jeg skal virkelig heller ikke afvise et kollektivt knald. Om det så er kalkuleret liderligt eller liderligt kalkuleret, simuleret inderligt eller inderligt simuleret. I sidste ende er det ikke så vigtigt i popmusik, for lakken skinner så smukt, og det dunker så overrumplende under motorhjelmen – også her på Bangerz’ bedste skæringer. Ikke mindst når damen stikker af i sin firhjulstrækker: »Round and round and away we go«.

Forførelsen fuldføres på de bedste numre på et typisk popalbum: Alt for mange fillers, for få killers. Men de er der: »Wrecking Ball« er en ti kilometer høj, skuffet skyskraber. »4x4« drives af et bundsjofelt groove. »#Getitright« er typisk Pharrell på en halvdårlig dag, hvilket stadig er en god dag for poppen. Og den knejsende »FU« blander dubsteppens gurglende bas med en simulering af det dolkende klaver fra Screamin’ Jay Hawkins’ soulforbandelse »I Put A Spell On You«.

Både Miley Cyrus og Icona Pop sender fra en ungdom, der trykker speederen i bund for at slippe for virkeligheden. Deres popsange er små flugtruter i sig selv, og når de er nået til vejs ende, så viser det sig, at vi er tilbage, hvor vi kom fra. Men med lidt lettere hjerte.

Både Miley Cyrus og Icona Pop længes mod den imaginære, endeløse motorvej eller det næste illegale high. Hashet forår, MDMA-ungdom, fortabt sex, romantisk dødskørsel. Så ja, popstjernen er blevet jordisk. Men vil ikke være ved det. Lige som så mange af os andre.

 

Miley Cyrus: ’Bangerz’ (RCA/Sony).

Icona Pop: ’This Is ...’ (Big Beat/Atlantic/Warner)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer