Læsetid: 3 min.

Sprogcirkusset er i byen

Henning Mortensens Europa i det 20. århundrede har en klovn som omrejsende hovedskikkelse. En klovn, der bliver plejehjemsbibliotekar ved Odense Å og således rummer, ja, det hele
15. oktober 2013

 

Henning Mortensens 534 siders roman foregår to steder, jeg ikke drømmer om at være: i cirkus og på plejehjem. Det har dens gavtyveagtige oldingebarn af en jegfortæller ikke helt fået mig til at glemme. Klovnens rejse er ikke forførende på dén måde. Den er et rum for tanken, en enorm konstruktion, og tak for det i grunden.

Titlens klovn er Albert Palopoli, en temperamentsfuld og bedrøvelig skikkelse, født i et cirkus i Frankrig. Hans rejse slutter i Danmark og varer hele det 20. århundrede. Så længe, fordi hans skæbne er at være udødelig eller i hvert fald at blive meget, meget gammel.

Således har han også oplevet meget, specielt to verdenskrige, og det, han ikke har set med egne øjne, har han fået fortalt og læst sig til. Eller forestillet sig. På plejehjemmet ved Odense Å skriver han det hele ned. Voila, her har vi romanen.

Henning Mortensen har samlet barnet og oldingen i én figur, klovnen. Klovnen rummer så godt som alle modsætninger, gråden og latteren især, foruden dumheden og klogskaben. Han bevæger sig og bevæger, han er den omrejsende, men samtidig lukket inde i manegens cirkel.

Klovnens iboende paradokser er velkendte, men at få lejlighed til at tænke over dem med Henning Mortensens sprog er purt og nyt:

»Klovnen lever i et helvede, som han momentant mildner ved at kaste sit eget lys ind i det.«

Mortensen er optaget af klovnens mange masker, Alberts rejse er også en rejse i skiftende identiteter. Et artistisk kneb, der gør ham til den ondeste sabotør i den franske modstandsbevægelse.

Det smukke ufuldkomne

Den omskiftelige identitet indfanges skønt og sandt i en samtale i en togkupé mellem Albert (her i skikkelse af bumsen Bambin) og en pudsigt udseende dreng, den eneste på togrejsen, der kan se det morsomme og dermed udgør et øjeblikkeligt publikum:

»Jeg spørger drengen om, hvad han hedder.

– Bernard.

– Og hvor bor du?

– Bagved kirken.

Jeg nikker og smiler og tænker på, at det ufuldkomne svar er et smukt svar, og drengen spørger herefter mig, hvor jeg bor.

– I et telt, svarer jeg.«

 

Dobbeltspillet og medbetydningerne får lige den tand ekstra, fordi toget, de to sidder i, er forsinket på grund af sabotage. En aktion, klovnen har medvirket i. Om den sabotage er han tavs, men han smører tykt på i sin fortælling.

Klovnen er også ensomheden selv, fordi han først er klovn foran publikum. Dét publikum ender med at være en sovende forsamling til lysbilledforedrag på plejehjemmet i Odense. »Endnu er ingen dog blevet kaldt hjem under mine foredrag.« Sådan ser et lyspunkt ud!

Det giver mening, at klovnen forvandler sig til bibliotekar. En vrissen bibliotekar i en kælder, endda. For Henning Mortensens roman handler om at skabe fiktioner. At få adgang til uvirkeligheden og dermed virkeligheden. Cirkusnumrene med navne som ’de lammede lemmer’ og ’La Bestia’ er fiktioner, bøgerne på biblioteket er fiktioner – ligesom alle de sange og fortællinger, ordmennesket Albert samler op på sin rejse er det. »I grunden har jeg ingenting at sige. Jeg blev klovn, og jeg blev bogmenneske (…).« Endnu et paradoks, at romanen blev så lang så.

For Albert er også et gammelt sludrechatol, hvilket en af plejehjemsbeboerne gør ham opmærksom på. Og der er noget sludrevornt over Mortensens roman, en masse det-siger-sig-selv-markeringer, som netop fordi de siger sig selv ikke behøvede at være der. Måske er det det gammelkloge barn og den barnlige olding, der sammen skaber denne snakkesalige hyggetone, godmodigheden selv.

Frem for sludrechatollet foretrækker jeg den kommode, der optræder som et sprogligt billede i et digt, en af nazisterne så stolt nævner, at hans datter har skrevet. Kommoden har tre skuffer, den øverste er »én stor rodebutik«, den mellemste kan ikke åbnes, og ingen ved, »om den er fuld eller tom«, den nederste er bundløs og alligevel fyldt til randen med spøgelser, kærlighedsbreve og »alle de dødsannoncer, Sophie har klippet ud af aviserne«. Sådan en kommode er Mortensens roman som mest.

Henning Mortensen: Klovnens rejse. Roman. Gyldendal. 534 sider, 300 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu