Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Tordengud med dosmerhat

José Saramago gør den gammeltestamentlige spektakelgud til en menneskelig dompap. Det er ingen stor kunst
Kultur
18. oktober 2013

Fantastiske, umådelige, indimellem isnende klare José Saramago (1922-2010) kunne også skrive jævnt, lidt anstrengt, for ikke at sige kværulerende. Det synes jeg, han gør i denne lille roman, der skulle blive hans sidste.

Bogen er pixiudgaven – mindre og dårligere – af Jesusevangeliet (1991), romanen, der i sin tid gjorde hans forhold til sit portugisiske hjemland eller rettere dele af det yderst anstrengt. Saramagos evangeliske genfortolkning af Kristus som en stadig mere fortvivlet-rasende gudssøn, der forsøger at undgå sin skæbne, og død og ødelæggelse i at spredes i hans navn, blev dengang det katolske kleresi for meget. Senere blev det hele også Saramago for meget, der som svar på balladen forlod landet og bosatte sig på det askegrå Lanzarote.

I den nye – seneste og sidste – roman er det ikke Jesu, men Kains evangelium, der fortælles. Eller genopdigtes. Hin udstødte brodermorder, mærket i panden, en fredløs på jorden, men beskyttet af Gud. Også Kain ser med stigende skepsis på Vorherre. Ikke så underligt. Under sin omkringflakken oplever han i hastig rækkefølge og takket være romanens sindrige fremtids-nutider (altid til rådighed stående nutider, som lande, der grænser op til hinanden) Guds massakre på Sodoma og Gomorra, Babelstårnet, de dansende omkring guldkalven, Jeriko. Og sådan kunne man jo blive ved. Ikke så sært altså, at han får nok af blodig og afstumpet selvretfærdighed. Ikke så sært heller, at han om bord på Noahs ark (som bekendt resultatet af endnu et guddommeligt massemord) retter et terroranslag mod arterne, der skulle have ført hele denne rædselsfulde historie videre.

Ingen brændende tordenbusk

Der er vittige optrin, f.eks. det om den for sent ankomne engel (den ene vinge skæv), da Abraham står klar til at ofre Isak. Heldigvis er Kain på pletten. Der er flere af Saramagos snurrige digressioner, f.eks. de såkaldte ’topografiske detaljer’, der skal overbevise læseren om, at her er skam intet opdigtet. Og så er der naturligvis Saramago-stilens vandmærke, den hæsblæsende ud i ét-tekst, der springer mellem panoramisk beretning, fortællerkommentarer, dialog og lige så rask ud af fiktionen som tilbage igen.

Hvad der derimod mangler, er tekstens brændende tornebusk, der – som i Jesusevangeliet – lyser det religionskritiske ærinde op, scene for scene og ud i verdenshistoriens fortvivlede mørke, hvor jo den egentlige tragedie ligger.

I Kain, pixiudgaven, kommer vi for hastigt til den samme noget letkøbte pointe. For at stable Kains harme snusfornuft op over for en antropomorfiseret dompap (jaloux, hævngerrig, smålig …), tordenguden med dosmerhat, er jo ingen kunst.

Værre endnu: Sammenlignet med de gammeltestamentlige fortællingers spektakel og paradokser virker det som flad kunst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Jeg har ikke læst Kain, men de fleste af Saramagos andre bøger. Ingen er dårlige. Elefantens rejse, som jeg troede var den sidste, er vidunderlig læsning. Herold Bloom erklærer S. for en af verdens bedste forfattere. Der skulle altså være en svipser her til sidst?
Det kunne måske også være, at han som ateist, kommunist og en til hver en tid revser af magthaverne blev for meget for T.T.? Det er jo også en mulighed, men det kan da også være, at T.T. har ret.
Jesusevangeliets slutord 'tilgiv giv ham(Gud)for han ved ikke, hvad han gør/har gjort, synes jeg er en god pointe for en ateist.