Tvangstanker og kunstnerisk frihed

Febrilske og fabelagtige. Depressive og desperate. Carl Fredrik Hills vanvittige tegninger, som nu kan opleves på Kunsthal Charlottenborg, fremstår som dugfriske revolutioner af tegningens mulighedsrum

	Udstillingen ’Hill Hill Hill Hill Hill’ fylder tre rum på Charlottenborg og består af 97 tegninger fra sindssygetiden og her et enkelt maleri, ’Det ensomme træ’, fra før sygdommens udbrud. Naturen hos Carl Fredrik Hill er de udsatte egne, hvor mennesket er ude af sig selv.

Udstillingen ’Hill Hill Hill Hill Hill’ fylder tre rum på Charlottenborg og består af 97 tegninger fra sindssygetiden og her et enkelt maleri, ’Det ensomme træ’, fra før sygdommens udbrud. Naturen hos Carl Fredrik Hill er de udsatte egne, hvor mennesket er ude af sig selv.

Johanna Rylander
21. oktober 2013

Krystalklare hallucinationer og maniske og megalomaniske drømmespor.

De stærkeste af tegningerne på udstillingen Hill Hill Hill Hill Hill hoverer infernalsk og suverænt over alle smålige antagelser om virkelighedens indretning. Bedst kan de måske anskues som en art psykiske kartografier, der ombryder og optrævler kroppens grænseflader i afsindige kompositioner af rå skønhed.

Den svenske kunstner Carl Fredrik Hill blev i en alder af 28 år ramt af en skizofren psykose. Før da var han en ambitiøs og hårdtarbejdende landskabsmaler, men med begrænset succes. Den skizofrene psykose ændrede markant Hills kunst, og i de efterfølgende 28 år – frem til sin død i 1911 – producerede han i tusindvis af tegninger, der sidenhen har fascineret et væld af kunstnere. Inspirationen fra Hill’s naturbilleder ses direkte hos eksempelvis Georg Baselitz og Per Kirkeby.

Himmelråbende desperation

Udstillingen Hill Hill Hill Hill Hill fylder tre rum på Charlottenborg og består af 97 af disse tegninger fra sindssygetiden og et enkelt maleri fra før sygdommens udbrud. Udvalget og sammensætningen er foretaget af kunsthallens direktør Jacob Fabricius. Tegningerne er udvalgt, så de med visse forbehold kan siges at falde i to grupper. De voldsomme naturbilleder har fået én sal. Arkitektur og -figurbillederne en anden. Interessant nok er den motiviske forskel afspejlet af en ret stor metodisk og udtryksmæssig forskel: Maleriet der bærer titlen »Det ensomme træ« har passende nok fået en sal helt for sig selv. Det er en meget åben, elegant og generøs præsentation af Hills værk, og den er lykkeligt befriet for formidlingsmæssig omklamring. Naturscenerierne i den ene sal er bygget op af grove konturlinjer, fejende eller huggende streger og snit, der falder i rytmiske og stærkt ekspressive skraveringer. Kul og -kridttegninger, hvis voldsomhed antager bibelske dimensioner (Hill tegnede en hel del syndflodsbilleder). Her lever mennesket på jorden som en forpjusket og nedblæst palme eller et svajende grantræ, der knejser majestætisk, trodsigt og tåbeligt op mod en blind himmel, hvis storme før eller siden knækker rygraden på alt det forsøgsvise liv, der vokser op. Af jorden. At vokse op – som et grantræ i en af Hills tegninger – er således at vokse ind i sin egen undergang. Vi ser katedraler, der synker i havet, og vi ser en afsindig himmelråbende desperation. I bogstaveligste forstand. I en tegning ser vi Hills gentagne signatur dække hele himlen, hvilket mest af alt ligner en krigserklæring og et point of no return på vej ind i afsindets totale isolation.

Visse motiver forekommer mejslet ud. Som om tegnehandlingen også er en skulpturel proces. Vi kan inden for den samme tegning bevæge os fra en nærmest overfortegnet grafisk beslutsomhed til en mere sart og sagligt registrerende fremdrift for at ende i sært opløste æteriske virkninger og vage antydninger. Det er råt og usentimentalt, men også fuldt af patos, ensomhedsfølelse og megalomani. Naturen hos Hill er de udsatte egne. Der, hvor mennesket er ude af sig selv, og man må leve foruden alt medmenneskeligt.

Indsatte eksistenser

Hvis naturbillederne skildrer en udsat eksistens, der i ensomhed og desperation forsøger at hævde sin suverænitet i naturen – og det i et formsprog, der bibeholder forbindelsen til en form for ’realisme’ – så skildrer figurtegningerne til gengæld et overbefolket mytisk rum, der forekommer dybt hallucinatorisk. Den grove og voldsomme streg er her erstattet af en kartografisk linjeføring. Dette stilistiske skift bunder muligvis i det forhold, at disse tegninger i udgangspunktet er ’aftegninger’ fra ugeblade og kunstbøger. Alligevel ligner det ikke rigtig noget, vi kender. Som sitrende febersyner konfronterer tegningerne os med nogle helt fundamentale spørgsmål om grænsedragning: hvor går grænsen mellem mig og den anden, mellem ude og inde? Hvornår findes jeg i en flok, og hvornår er jeg alene? Hvornår er jeg menneske, og hvornår er jeg dyr?

Vi ser mennesker, der vokser sammen med møbler, og vi ser ansigter, der mangedobles og spredes i rummet som bølger. Vi ser legioner af ryttere pible frem på en bordflade i en stue befolket af elefanter. Vi ser tegninger af dans og klaverspil, hvor linjerne pludselig bryder fri af motivet for at overgå til deres egen abstrakte klanglige væren.

Hill opløser og udvisker ikke forskelle i et illusionistisk trylleri a la surrealisme. Tværtimod. Hills værker er hårde som et topografisk kort. Alt er lagt frem og blotlagt i stregen, hvis hastige fremdrift lader sig følge fra start til slut. Det er i grunden ikke Hills motiver, der er usædvanlige, det er grænsedragningen, der er uhørt. Det er disse mærkværdige topologiske infiltrationer og deformationer af forholdet mellem figur og rum. I nogle af de mest forbløffende tegninger har pennen ikke sluppet papiret. I en labyrintisk linjeføring dannes og misdannes hænder, fødder, hoveder, dansende kvinder og enorme arkitektoniske søjlekonstruktioner. Det er svært at afgøre, om stregen er en tvangstanke, eller om den er brudt ud i en absolut kunstnerisk frihed. Er den planlagt eller planløs? Drømmer den om nye ’kropskort’? Og er det deri, det skizofrene består? I stregens uhørte grænsedragning, der skaber disse helt igennem forrykte forbindelser i billedrummet?

Skizofren kropsdannelse

Hvorfor vise Hill netop nu? Hvad angår det os og vores tid? Det er i en eller anden forstand ligegyldige spørgsmål. Hill fascinerede jo allerede i går og vil også gøre det i morgen.

Når spørgsmålet alligevel fremsættes, så er det fordi, der helt oplagt er noget i den skizofrene kropsdannelse i Hills tegninger, der vækker genklang i forhold til den generelle skizofrene kropsdannelse i vores tidsalder. Der findes ikke længere nogen hel krop. Det er netop tabet af denne sidste helhed – forestillingen om kroppens helhed – som begrædes i samtidens nostalgiske dyrkelse af holistiske kosmologier. Vores kød oversættes hele tiden til digital kode, og vores kroppe er i det hele taget blevet uadskillelige fra en teknologi, der nu beskrives i biologiske termer, mens vi i stigende grad beskriver os selv i døde maskinelle termer. Vi er dysfunktionelle zombier og overkommunikative skærmarbejdere på én og samme gang.

Denne almene skizofrene psykose mangler vi endnu et sprog for. Går man for alvor ind i Hills tegninger, så er der grundlag for et nyt sprog. Samtiden har med andre ord en masse at lære af de ubegribelige, mirakuløse og tragiske tosserier, der i ét væk flød fra kunstnerens hånd. Det er mægtige Hill’sner til dette nu!

Kunsthal Charlottenborg, ’Carl Fredrik Hill: Hill Hill Hill Hill Hill’. Til 17. november

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vikaren

Informations faste kunstanmelder Michael Jeppesen er på orlov til  januar 2014. I hans fravær vil skiftende skribenter tage sig (k)ærligt af kunsten.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Hans Ditlev Nissen

"Det er netop tabet af denne sidste helhed – forestillingen om kroppens helhed – som begrædes i samtidens nostalgiske dyrkelse af holistiske kosmologier."
Det er ikke rigtigt. Hvis man har mistet evnen til at forestille sig sin krop som en helhed, må det være umuligt at finde hoved og hale i holistiske kosmologier. De opfatter jo kroppen som et mikrokosmos og forudsætter bestemt "forestillinger om kroppens enhed". De påstår så, at kroppen er næsten ubegrænset forbundet med alt muligt andet, og trækker derfor på bevidstheden om at vores grænser både kan være lukkede og åbne.
Det er måske derfor Ferdinand Ahm Kragh tar afstand fra holistiske kosmologier ved at kalde dem "nostalgiske"? Det ku være interessant at vide hvor han har sin vrangforestilling fra.

Det er osse en fejl, når han skriver: "Vi er dysfunktionelle zombier og overkommunikative skærmarbejdere på én og samme gang."
Han sku ha skrevet: 'Jeg er en dysfunktionel zombie og overkommunikativ skærmarbejder på én og samme gang.'
Hvem ku dette "Vi" henvise til? Ikke mig for eksempel, selv om jeg har mere end en enkelt skrue løs. Men så måske anmelderen OG hans kæreste? 'Vi' journalister? 'Vi' ak-og-ve-mikere?

Læs osse denne kommentar fra et mere fornuftigt menneske, Lise Lotte Rahbek:
http://www.information.dk/comment/774400#comment-774400

anbefalede denne kommentar