Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Det uciviliserede Europa

Mario Vargas Llosas nye roman ’Kelterens drøm’ er en smukt komponeret, men rigeligt stofmættet historisk roman om den glemte Roger Casement, der bevidnede folkemord i Congo og Peru – og skrev dagbøger, der kostede ham dyrt
Kultur
1. november 2013

Året er 1916. I den latinamerikanske forfatter Mario Vargas Llosas nye roman Kelterens drøm venter hovedpersonen Roger Casement i sin dødscelle i det engelske Pentonville-fængsel på at blive enten benådet eller henrettet. Ganske vist er han en berømthed, tilmed adlet, men han har også som irer konspireret mod Det Britiske Imperium. En alliance mellem irske nationalister og et hjælpsomt Tyskland stod for ham som en god idé, hvis Irland skulle vinde sin frihed i ly af Første Verdenskrig.

Den irske Påskeopstand 1916 floppede, og Casement blev arresteret for højforræderi. Mens hans netværk arbejder på at få ham benådet, bliver hans hus ransaget, og hans dagbøger dukker op – fulde af beskrivelser af homoseksuelle møder mellem Casement og en række indfødte, unge drenge. Skandalen ruller, og pludselig virker enhver tanke om benådning håbløs. Llosa holder sin læser på pinebænken i dødscellen, mens han fortæller Casements historie i tilbageblik. Som 20-årig ville Casement til Afrika. Chancen bød sig for at rejse til Congo og møde sit store idol, amerikaneren Henry Morton Stanley (»Dr. Livingstone, formoder jeg?«).

Lemlæstelse, tortur og drab

Joseph Conrads Mørkets Hjerte er inspireret af de samme forfærdende begivenheder, som Casement dokumenterede i sin efterfølgende rapport fra 1904. Europa havde opdaget gummiets muligheder, og Belgiens kong Leopold 2. tappede sin nye koloni. Congos indfødte ’underskrev’ et dokument, hvor de forpligtede sig til at overlade deres jord til de hvide og uden løn arbejde med at samle kautsjuk (naturgummi, red.) ind. Lemlæstelse, tortur og drab på dem, der ikke opfyldte kvoten, blev hverdagskost.

Den kyniske Stanley mener, at »det sker alt sammen til deres eget bedste ... med deres mentale stade er de tættere på en flodhest eller en krokodille end på Dem og mig«. Derfor skal de indfødte lære civiliserede sprog, komme ud af deres hedenskab og »udskifte deres barbariske skikke med moderne, veluddannede menneskers levevis«.

Ironien er blodig. Hvem er barbarerne her?

Casement gemmer stoisk sin vrede til rapporten, der vakte enorm opsigt. Senere udsendes han af Det Britiske Imperium for at undersøge forholdene på britisk ejede gummiplantager i Peru. Her er det indianerne, det går ud over, og igen er vildskaben gruopvækkende og meningsløs. Kautsjukindsamlere, mænd, kvinder og børn, blev fanget som slaver og ført til kautsjukstationerne, »hvor de blev udbyttet på urimeligste vis, hængt op i fodblokken, brændemærket med glødende jern og knive og pisket, til de forblødte, hvis ikke de leverede et minimumsmål på tredive kilo kautsjuk hver tredje måned.« Flugt blev straffet med kidnapning og tortur af familiemedlemmer.

Det kræver sin læser at se til, mens mennesker pines og myrdes af SS-agtige ’arbejdsledere’, og det er næsten ufatteligt, at et samlet Vesten få årtier senere går til kamp mod det nazistiske Tyskland for forbrydelser mod menneskeheden – så indfedtet i skyld og blod, som kolonimagterne selv var.

Irland som mishandlet koloni

At se Europa som uciviliseret kræver et andet blik, og det har naturligvis netop peruvianeren Vargas Llosa. Llosa fortæller om den hjemvendte Casements pludselige indsigt i, at også Irland er en udbyttet, mishandlet koloni, som fortjener sin frihed, så man begriber historien i den sammenhæng, Casement så.

Casement fremstilles som brav og retskaffen, en menneskeretsforkæmper og oplysningsmand, som sætter sig for at bekæmpe undertrykkelse, når han møder den. Men også realpolitisk så naiv, at han allierer sig med fjenden. Conrad, som han mødte kortvarigt i Afrika, beskriver ham da også som en mand, der var »kun følelse«.

Følelserne mærker man dog ikke meget til i romanen, hvor Casement fremtræder elskelig, men uspændende. Blandt andet fordi Llosa vælger at afskrive hans passion for unge mænd og drenge i The Black Diaries som en slags romantisk fiktion – til trods for, at tiltrækningen af drenge i det fremmede slet ikke var ualmindelig for britiske bøsser. I sine dagbøger fra 1920’rnes Berlin skriver Isherwood f.eks. kort og godt: »Berlin meant boys«. Dermed bliver Llosas Casement mere tør, end en mere frisindet tid som vores ville gøre nødvendigt.

Romanen er sikkert komponeret, med styr på det store stof, præcist som man kan forvente af nobelpristageren fra 2010.

I andre romaner har Llosa demonstreret sin viden om, at hukommelsen sidder i hjertet. Her kan han desværre ikke nære sig for især at tale til hjernen (»Det var en verden, hvor ingen talte sandt, for det gav bare fjender og problemer«). Også den dokumentariske form tynger romanen i form af for meget stof, årstal og navne.

Rigmor Kappel Schmidt har oversat med sikker sans for historiens lag af ’officiel’ rapport, poetiske barndomsminder og en eventyrlyst, der misfarves af afsky.

Roger Casement blev grundigt glemt med bistand fra den britiske efterretningstjeneste. Nu er han trukket frem – og historien er værd at læse, især for sit budskab om, hvordan vestlige lande greb den hvide mands byrde an i de kolonier, de påstod at civilisere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her