Læsetid 2 min.

Uden metaforer eller følelser

Julie Sten-Knudsens digte til sin lillesøster bliver også til digte om hudfarve, om Amerika og slavehandel, om Congo, om at lade andre skabe sin familie
18. oktober 2013

I sin anden bog, Atlanterhavet vokser, skriver Julie Sten-Knudsen serier af digte, der ligesom stråler ud fra bogens egentlige emne, nemlig hendes lillesøster. Eftersom den lillesøster – i Atlanterhavet vokser får hun aldrig et navn – teknisk set er en halvlillesøster, hvis far kommer fra Congo, og eftersom lillesøsteren nu bor i Las Vegas, bliver det til digtserier ikke bare om midlertidige familiebånd, men også om hudfarver, om racetænkning, om Amerika og Afrika og Atlanterhavet. Det er tydeligt, at digtet her ikke er tænkt som bærer af en stemning eller et øjeblik, men skal fungere som en undersøgende, afsøgende form for skrift. Når digtenes jeg læser en bog om ordet ’nigger’, så dukker citater op i teksten. Når hun modtager et tip om en kunstner, Ellen Gallagher, der arbejder med de historiske slaveskibe, så beskriver hun hendes værk:

»Koralbyer. Kvinder og børn som har lært sig at optage ilt fra vandet/ og lader tangplanter gro i deres hår./ Når skyggen af et skib glider hen over havbunden,/ lægger børnene sig fladt ned i sandet,/ mens kvinderne står oprejst som svajende træer/ hvis lysegrønne kroner filtrer sig ind i hinanden.«

Sigende nok er denne beskrivelse af en anden kunstners arbejde en af de få meget billedtætte passager i Atlanterhavet vokser. Ellers skriver Julie Sten-Knudsen nærmest programmatisk med en sval kølighed, en distanceret ro i stemmeføringen. Man kan mærke omhuen i alle sætninger, arbejdet med at give dem den rette, upåfaldende og samtidigt selvfølgelige rytme og klarhed. Med at ramme et rent beskrivende, konstaterende tonefald, næsten uden metaforer eller følelser eller andre åbenlyse, digteriske greb.

Hvis man har siddet sammen

Nå. Undervejs kan bogen godt føles meget lavmælt. Når Atlanterhavet vokser alligevel fungerer – som undersøgende digte og egentlig også som skønne digte – så skyldes det dels, at Julie Sten-Knudsen simpelthen skriver virkeligt godt og melodisk. Men det skyldes også, tror jeg, at det lavmælte tillader digteren at blive ved konstateringerne. At netop hendes hudfarve er den, der på børnetegningen farves med »den hudfarvede tus«, at feminisme og racespørgsmål ikke følges ad i Amerika. At familiebånd i moderne storfamilier opstår ud af hvad som helst:

»Hvis man har siddet tæt sammen på bagsædet/ på vej op til sommerhuset, kan man være tætte./ Hvis man har delt køjeseng/ og siddet side om side/ på dasset med de to sæder./ Hvis man har tisset i det samme syltetøjsglas/ fordi man ikke gad gå ud på dasset om natten./ Hvis man har bygget hule sammen/ og foret den med mos, samarbejdet/ om at lave dæmninger af kviste og blade i bækken/ og fulgtes hjem ad hjulsporet når man fik en sok.«

En indtrængende liste af barndomsminder, ikke? Og alligevel konstaterer det næste digt, at »man kan næsten aldrig bevare venskabet/ når forældrenes forhold er slut.«

I lyset af de sidste par ugers poetisk-politiske mediecirkus får man lyst til at udnævne Atlanterhavet vokser til en art modpol til Yahya Hassans Yahya Hassan. Som bog er den ikke højtråbende, ikke dramatisk, ikke skrevet fra Underdanmark, ikke skrevet på en voldsom vrede, ikke skrevet midt fra orkanens øje – den kredser om lillesøsteren, ikke jeget selv. Til gengæld er den formelt fuldstændigt sikker. Og så handler også Atlanterhavet vokser om forholdet til forældrene og om privilegier og ulighed og om et Danmark, der ikke længere er så … hudfarvet, som det engang var.

Det føles godt at have mere end ét bud på, hvordan den slags kan behandles litterært.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu