Læsetid: 3 min.

Uden metaforer eller følelser

Julie Sten-Knudsens digte til sin lillesøster bliver også til digte om hudfarve, om Amerika og slavehandel, om Congo, om at lade andre skabe sin familie
18. oktober 2013

I sin anden bog, Atlanterhavet vokser, skriver Julie Sten-Knudsen serier af digte, der ligesom stråler ud fra bogens egentlige emne, nemlig hendes lillesøster. Eftersom den lillesøster – i Atlanterhavet vokser får hun aldrig et navn – teknisk set er en halvlillesøster, hvis far kommer fra Congo, og eftersom lillesøsteren nu bor i Las Vegas, bliver det til digtserier ikke bare om midlertidige familiebånd, men også om hudfarver, om racetænkning, om Amerika og Afrika og Atlanterhavet. Det er tydeligt, at digtet her ikke er tænkt som bærer af en stemning eller et øjeblik, men skal fungere som en undersøgende, afsøgende form for skrift. Når digtenes jeg læser en bog om ordet ’nigger’, så dukker citater op i teksten. Når hun modtager et tip om en kunstner, Ellen Gallagher, der arbejder med de historiske slaveskibe, så beskriver hun hendes værk:

»Koralbyer. Kvinder og børn som har lært sig at optage ilt fra vandet/ og lader tangplanter gro i deres hår./ Når skyggen af et skib glider hen over havbunden,/ lægger børnene sig fladt ned i sandet,/ mens kvinderne står oprejst som svajende træer/ hvis lysegrønne kroner filtrer sig ind i hinanden.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Information.dk

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu