Læsetid: 4 min.

En udvalgt rodebunke

Højdepunktet i et nyt Tage Skou-Hansen-udvalg er hans opgør med gamle positioner i Heretica-miljøet inspireret af to poetiske besættelser: digteren Ole Wivels og katastrofemennesket Knud Jensens
Erindringsessayene er højdepunkter i det nye udvalg af Tage Skou-Hansens tekster. Bevægende både i deres indhold og i kraft af de lange linjer, de trækker ned gennem hans liv og forfatterskab.

Kaare Viemose

1. november 2013

Man får et godt indtryk af Tage Skou-Hansens evne til at ’få fat i’ et menneske, når man læser hans lille hilsen til vennen og kollegaen Ole Wivel i anledning af Wivels 60-årsdag i 1981. At ’nå’ eller ’få fat i’ er ord, Tage Skou-Hansen ellers bruger om sine litterære figurer, Holger Mikkelsen for eksempel, hovedpersonen i hans lange romanserie. Tage Skou-Hansen skal kunne fortælle sine personer indefra, mærke og tænke med dem. Kan han ikke det, lader han dem ligge.

Ole Wivel lader han ikke ligge. Han lærer ham at kende i et af de første år efter krigen, da han via Thorkild Bjørnvig og Bjørn Poulsen, studiekammeraterne fra Aarhus, introduceres til kredsen omkring tidsskriftet Heretica og Knud W. Jensen, den senere grundlægger af kunstmuseet Louisiana. Siden følges de to ad, vidt forskellige af temperament og forudsætninger, måske af samme grund nært forbundne, i hvert fald i perioder. Første del af fødselsdagshilsnen er varm, respektfuld, grænsende til det ærbødige. Så kommer det: »Somme tider tænker jeg, at du måske turde være mere åbenhjertig, hvis du agtede dig selv en smule højere. Skulle det værste virkelig være for gement til, at du kunne indrømme det med selvrespekten i behold?«

Det er ikke til at vide, hvad Tage Skou-Hansen præcis har tænkt på med »det værste«. Sandsynligvis er det mere et indtryk, en fornemmelse af vennen bag den aristokratiske bryskhed, end en viden om ham, han har reageret på. Men læst i dag og indsat i bogens ramme er det svært ikke at tænke på de nazistiske sympatier, som Ole Wivel havde næret i sin tidlige ungdom og til det sidste valgte at fortie og benægte. Indtil bomben detonerede i fuld offentlighed.

Detaljerne om Wivels Sturm-und-Drang-periode kendte Tage Skou-Hansen ikke i 1981. Han hørte først om dem godt ti år senere, da han blev ringet op af en bekendt fra tidligere, en forbindelse, han i øvrigt skyndsomst viklede sig ud af, fordi han ville være loyal over for Ole Wivel. Den beretning gav Tage Skou-Hansen i et interview til bogen Hånden over Ole af Anita Brask Rasmussen fra 2008, men forinden havde han nedskrevet den i det vemodige erindringsessay »Sensommeraften« (2006), der nu offentliggøres for første gang.

Gensyn med katastrofemennesket

For Tage Skou-Hansen er historien om Ole Wivel egentlig en sidehistorie eller en sen udløber af en anden historie, der går 70 år tilbage.

Historien handler om Knud Jensen, studiekammeraten, der meldte sig til tysk krigstjeneste i 1943 – efter Stalingrad, da krigen var tabt – og kort tid efter omkom i Normandiet. Knud Jensen skrev Tage Skou-Hansen om allerede i 1964 i Den poetiske besættelse; senere brugte han ham som forlæg for Aksel i de fire romaner, der fulgte efter Holger Mikkelsen-bøgerne. Knud Jensen var et »katastrofemenneske«, forklarer Tage Skou-Hansen, hans krigsdeltagelse var et forsøg på at bryde igennem »til virkeligheden«. Da det slår fejl, står han ved det.

Det er det virkelighedsproblem og eksemplet Knud W. Jensen, Tage Skou-Hansen stadig rækker bagud for at få hold på og samtidig bruger til at gentænke egne og andres positioner. Og til flere opgør, sympatiserende, men også kontante.

Det gælder som nævnt Ole Wivel, der digtede og heppede vennen Ole Høst til Østfronten og bagefter skjulte sig bag et panser af utilnærmelighed. Det gælder Thorkild Bjørnvig, mere drilsk, men alvorligt nok, der løste omverdensproblemet ved at stikke hovedet skiftevis ned i barndommen og op i poesiens syvende himmel. Altså ved at lade, som om omverdenen ikke fandtes. Og det gælder Martin A. Hansen, der ikke kunne finde alvor nok i litteraturen, fordi der ikke var forkyndelse nok. Af samme årsag kunne han heller ikke finde afløb for sit raseri og sin fortvivlelse. For Martin A. Hansen forblev det som for Wivel – men på en anden måde, ja, nærmest omvendt – mørk alvor og snærende indvendighed.

Der begynder letheden

Erindringsessayene er højdepunkter i bogen, bevægende både i deres indhold og i kraft af de lange linjer, de trækker ned gennem Tage Skou-Hansens liv og forfatterskab. Han er jo selv en alvorsmand, tænker man, tungsindig som et digterkammer, og nu for hundrede og syttende gang balancerende hele kloden på hovedet. Men også med en hårdt tilkæmpet lethed, den slags lethed, der følger med det, vi ikke selv har ansvar for, noget uden for os selv. Det er hans utopi, der ligger ’befrielsen’. Der begynder også letheden.

Herudover består bogen af flere gode noveller om kærlighed og ægteskaber skrevet mellem 1980’erne og i dag og to interviews af ældre dato (jeg har – skal jeg højlydt erklære – begået det ene). Foruden noget om fodbold, lidt om Per Højholt og K.E. Løgstrup og oveni en takketale.

En rodebunke altså, udvalgt af en lille redaktionsgruppe efter et princip om erindring. Og alligevel som ét stykke skrevet af Tage Skou-Hansen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu