Der findes en svulstig fantasi med meget lidt rod i realiteternes verden, som danske popkunstnere jævnligt planter for at forstærke i det mindste den hjemlige interesse. Det bliver til en løgn, når en bred vifte af danske medier ukritisk gentager den til hudløshed. Den om den internationale succes. Det er sådan en god historie at fortælle.
Men når Ida Corr anno 2013 kan være en af vores største musikalske eksportsucceser på grund af et remixet nummer helt tilbage fra 2007, siger det lidt om, at den gode historie sjældent holder. Heller ikke for to af denne teksts tre anmeldte kunstnere.
»Ida Corr kan, hvad hun vil,« blev der således sagt i DR1’s sjældent uvenlige, ofte emotionelt overstimulerede fordøjelsespille Aftenshowet onsdag aften. Herefter remsede speakeren sangerindens nylige triumfer op. De inkluderede ud over remixet fra 2007 en dommersejr over selveste Thomas Blachman i den seneste X-Factor-sæson. Mere skal der ikke til, før man kan, hvad man vil.
Tam junglefeber
Med et indlysende blik for julesalg udgiver TDC-blikfanget nu nyt materiale, der præsenteres som et rendyrket konceptalbum. Den evigt sympatiske sangerinde, hvis far er gambier, søger tilbage til rødderne med eget ’afroelektronisk’ lydunivers udgivet på eget pladeselskab, forlyder det i en pressemeddelelse, der også får langet følgende citat af sted fra hovedpersonen herself: »House of Corr (pladeselskabet, red.) er min idé om et udgangspunkt for kreative møder, hvor cirkler af kerner giver en synergisk effekt (…?)«
Hvad det egentlig betyder må være op til læsernes fortolkning. Men intentionerne er utvivlsomt gode – også bedre end eksekveringen – på Corr Values, som synes stærkt inspireret af den amerikanske sangerinde Kelis’ konsekvente stilskifte til eurodanceinficeret elektropop i 2010.
Selv om albumåbneren »I Found Her« kommer stampende og skvulpende af sted, så støvet løfter sig og knitrer i effektfiltrene, vinder maskinparken generelt over afro-groovet gennem de rundgangsrige og generelt stillestående 11 sange. Bedst eksemplificeret ved »Jungle Fever«, der benytter samme påfaldende klikeffekt som Hot Butters 1972-genindspilning af et af electroens første hit »Popcorn«. Det er der ikke meget junglefeber over – og er det i øvrigt ikke en lovlig parodisk sangtitel, hvis man virkelig vil ned i den afrikanske materie?
Inspirationerne stopper heller ikke her. Det karakteristisk underdelte beat i slutningen af »Hold My Head Up High« lyder tyvstjålet fra Michael Jacksons suveræne »They Don’t Care About Us«, og programmering og vokalanslag på selvsamme sag har en hel del til fælles med »22nd Century« fra førnævnte Kelis.
Dybere stikker rødderne ikke.
Lidt af hvert, alt for meget
Nik & Jays rødder er som bekendt i Værløse – eller ’Weatherloose’, som de engang omtalte forstaden nordvest for København. Be Loose havde vel været en mere gangbar oversættelse, men lad nu det ligge. Pointen er vist, at de to aldrende forstadsprinser – »stadig i wifebeaters, stadig i leopardsneakers« – ikke virker bekvemme og hjemme i de engelsksprogede skæringer, som er taget med i mikset på duoens album nummer fem siden 2002. Det er hverken fugl eller fisk, modent eller ungt, pophop eller EDM, dansk eller engelsk.
Det er både-og og lidt af hvert og ofte alt for meget. Nik & Jay skyder med spredehagl på United og virker mest af alt interesserede i at fodre så mange radiolyttere og sommerkoncertgængere i så mange forskellige aldersgrupper som muligt. Visionen er en blind villavej. Retningen mangler, og materialet »går i cirkler«, som der rappes et sted undervejs.
Tekstmaterialet synes alt andet end gennemarbejdet, men Nik & Jays fornemmelse for øjeblikkelige pophooks lever i det mindste stadig – der er bare væsentlig længere imellem dem nu om dage.
Den sfærisk producerede »Ocean of You«, som har Søren Huss med på omkvædet, er måske deres flottest konstruerede til dato, men linjer som »Like syllables and sentences / Who gives a fuck, if they make sense and shit,« gør det svært at give sig hen til storheden. Til gengæld er der brug for sådan en disclaimer, hvis linjer som »Når de skriver om mig, ’legende’ / læser jeg det som legende« skal glide ned – og så er det lige meget, at ’legende’ både kan være en lang tillægsform af at lege og et substantiv med hårdt g.
Andre steder lugter fortællingerne konstrueret, grænsende til det udspekulerede. Også selv om de ikke nødvendigvis er det. Men stjal Jay virkelig »blommer fra fru Jensens træ«, da han var dreng i de tidlige 1990’ere? Fru Jensens? Det lyder jo som en replik fra Far til fire.
De berejste Nik & Jay føler selv, at United tager hånd om dansk-heden udefra, og den formanende albumlukker »Velkommen hjem« prædiker således større rummelighed (»Vi er, vi er et land / Hvor vi burde ha’ plads til hinanden«). Det lyder letkøbt, og det bliver i hvert fald svært at realisere, hvis alle går rundt og anser sig selv som verdens navle. Hvis pointen på albummets store kærlighedssang vitterlig står til troende – at Nik & Jay altid kan »finde vej til hendes hjerte.«
En forkælet titel
Duoen drømmer vist ikke for alvor om det store USA-eventyr længere og godt det samme. Ambitionerne er nedjusteret til Tyskland, og det ligner også en enorm mundfuld – især hvis de gør alvor af tegnebrætsplanerne, som luftes i en medfølgende albumbio, om måske også at ville rappe på tysk.
Hvis det kniber med den internationale gennemslagskraft og optimisme i ovenstående, synes potentialet anderledes uforudsigeligt i tilfældet MØ.
De store drenge vil allerede lege tagfat med 25-årige Karen fra Odense, som endnu har en større udgivelse til gode. Til gengæld har hun lagt festivaler i ind- og udland ned med sin gådefulde »Pilgrim«, kollaboreret med housemonsteret Avicii på hans debutalbum og høstet hype hos indflydelsesrige Pitchfork.
På ep’en Bikini Daze teamer hun blandt andet op med Diplo, og alt ved »XXX 88« lykkes, når nummeret først kommer i omdrejninger. Fontæner af MØs dubbede altrøst skyder ud mellem den synkoperede stortromme og tjatter til vagtparaden af spjættende trækbasuner. Kollaborationen med den skoleskabende dj holder med andre ord, hvad andre bruger mange ord på slet ikke at opnå: International klasse.
Og på resten af den fire numre korte ep demonstrerer MØ og producermakkeren Ronni Vindahl, hvordan hendes dramatiske klangrum måske nok er i familie med Lana del Reys på den filmnoir’ske »Never Wanna Know«, men stemmematerialet til gengæld er langt mere elastisk, umiddelbart og fritaget fra den snert af neurose, der kan lure på en landsmandinde som Oh Land. Tiden er tydeligvis med MØ, måske er originaliteten også. Når hun garnerer sin forkælede ep-titel med en kommentar om, at den selvfølgelig skal forstås som en ironisk hyldest til en bekymringsfri æra, tja, så begynder det da at ligne noget.
Ida Corr: Corr Values (House of Corr). Udkommer i dag
Nik & Jay: United (Copenhagen Records). Udkommer i dag
MØ: Bikini Daze (Sony). Er netop udkommet
