Det er den 200-årige Verdis gyldne efterår på Den Kongelige Opera, for sjældent er han blevet spillet på nationalscenen i et så koncentreret overlappende forløb. I september Otello, i oktober Falstaff og i november Macbeth – Verdis tre Shakespeare-operaer, hvor teatret samtidig får markeret den engelske dramatikers 450 år, som nu først indfinder sig i 2014, hvor operaerne genoptages i en samlet opførelse. Den scenografiske ramme er den samme i produktionerne, ganske fornuftigt når der nu skal spares, og både rammen og de tre specifikke udfyldninger skyldes den erfarne engelske designer, Ashley Martin-Davis.
Der er egentlig meget godt at sige om den nye Falstaff. En af de første sætninger, der kom flyvende efter den afsluttende fuga for hele ensemblet med hovedpersonen i spidsen, var: »A good time was had by all«. Alle på scenen havde moret sig, og det er da en vigtig forudsætning for, at netop denne opera kan løfte sig. Sætningen er også titlen på en gammel lp med Thad Jones og Radioens Big Band, og måske var det ligheden mellem Jones og forestillingens modne Falstaff, Donnie Ray Albert, begge afroamerikanere, som befordrede tilsynekomsten fra mit fjernarkiv. Men referencen til en jazzsession blev nu også bestyrket af operaens første scene i værtshuset Hosebåndet, hvor Falstaff sidder snorkende hen over et opretstående klaver som en udbrændt Fats Waller og med et trommesæt og en gulvbas som nærmeste rekvisitter. Mr. Albert er i begyndelsen af 60’erne, hans alder, hans til lejligheden udvidede korpus, hans furede kontrafej, det hele passer fortrinligt til dette forædte, fordrukne, grovkornede, men også vittige og skarpt ræsonnerende renæssancemenneske. Jo vist var han skyld i, at alle de andre morede sig, men i sidste ende kunne han også grine ad sig selv.
De lystige koner
Måske brændte denne sol ikke så stærkt på de vokale linjer, så de kredsende planeter omkring ham blev så forblændede, som Verdi havde tænkt sig. For han kræver meget af sin Falstaff. Når han giver sin lille page-arie for Mrs. Ford, skal han faktisk sætte sig tilbage i den slanke ungdoms vår og så at sige kvidre fnuglet pointerende. Når han manuducerer sine tjenere om det tvivlsomme begreb ære, skal han som en mægtig åndsaristokrat udfolde et arsenal af komiske retoriske virkemidler. Og i begge tilfælde kom Donnie Ray Albert kun halvvejs.
De tre lystige koner i Windsor får de største grin. De sætter løjerne i scene, og de sættes i scene af Peter Langdal med de mange ideer, nogle er sjove, andre mindre sjove. For mig er det vigtigste, at de synger godt, og at de har en god udstråling, og det har de sandt for dyden alle tre. Gisela Stille skulle have været indisponeret, men det hørtes næppe. Hendes Mrs. Ford var kort sagt vidunderlig, morsom, køligt erotisk og standhaftig som en klippe, på et tidspunkt gjort til en klon af Grace Kelly, og i sine vokale luftture glasklar og sikker. Mrs. Quicklys dybere organ er modpolen, og også her var Susanne Resmark en ideel inkarnation, som mere subtile instruktørhænder havde kunnet få flere nuancer ud af. Mrs. Meg Page er i højere grad et ensembleparti, der skal ofte spilles ’uden bold’, og det gjorde humørbomben Tuva Semmingsen fortræffeligt. Sammen med Inger Dam-Jensens Nanetta udgjorde disse tre kvinder en attraktiv komponent i forestillingen.
Cirkus og komik
Sigtet i Peter Langdals iscenesættelse er udelukkende rettet mod morskabsteatret med islæt af cirkus, revy og boulevardkomedie. Det er selvfølgelig en måde at anskue Falstaff på, men efter min mening noget for ensidigt. For den dræner faktisk operaen for dens åndfulde, dybt poetiske eller tragiske momenter.
Et eksempel kunne være Fords monolog i 2. akt, hvor han er blevet konfronteret med udsigten til at blive hanrej. Der er faktisk paralleller til Otellos ukontrollable udbrud af skinsyge, raseriet vælter ud af Ford, for det er da dæleme alvor at få horn i panden også i en komedie. Men den udmærkede italienske baryton Lucio Gallo fik ikke lejlighed til at gå ind i den sorte side af karakteren.
Det er lidt svært at blive enig med sig selv om, hvordan forestillingens måske vigtigste medvirkende, orkestret, klarede skærene. Det må være en ren svir at spille dette mirakuløse partitur, hvor Verdi så at sige fortæller hele historien, og her var det lagt i hænderne på den unge britiske dirigent Leo Hussain, som er et helt ukendt navn for mig.
I de akkompagnerende lag var han gennemgående en følsom formidler. Tempoet var nu ofte en kende for mageligt, de dynamiske kontraster ikke altid tilstrækkeligt vidtgående, når orkestret skulle deltage i dramatikken som i den turbulente scene med Falstaff i vasketøjskurven.
Undertiden burde man få tæt på hjertestop af bar forskrækkelse, når der kommer et drøn fra orkestergraven, men sådan ville Hussain åbenbart ikke have det. Det kommer måske i løbet af spilletiden, der løber indtil 22. november.
Verdi: ’Falstaff’. Iscenesættelse: Peter Langdal. Det Kongelige Operakor og Kapel. Dirigent: Leo Hussain. Operaen den 19. oktober
