Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Bankkrise eller manuskriptkrise?

Café Teatrets forestilling om bankkrisen er båret af fine ideer og intellektuel æstetik. Men som politisk debatteater bliver det kedsommeligt og utroværdigt
Kultur
12. november 2013

 

Bankkrisen er et hot emne. Men et hot emne bliver ikke nødvendigvis til hot teater.

Café Teatret præsenterer sin bankforestilling som ’en forestilling om en civilisation i krise’. Det er nu store ord. Point Omega virker mest af alt som en forestilling om fire finansmennesker i krise. Om bankchefer, medløbere og uskyldige. Udblikket til civilisationen forekommer postuleret i Kristian Husteds tekst. Måske fordi den blander dokumentarklip fra bankkrak med fiktive historier. For Husteds fiktion kan ikke nødvendigvis matche virkelighedens beregninger og ofre. Som til-skuer er det i hvert fald svært at tro på de rollefigurer, der marcherer rundt i kontorjakkesæt og determinerede hæle i den nedlagte bankfilial på H.C. Andersens Boulevard.

Bob-bob

Der er i det hele taget noget forceret over scenografen Nicolaj Spangaas indretning af det nedslidte banklokale. Billedkunstneren Ferdinand Ahm Krag har godt nok kastet billeder og Jesper Carlsens videoer op på to vægge. Og Elverhøjkoret dukker pludselig op iført overtøj og smukke stemmer i Peter Bruuns synkrone korkompositioner.

Men særligt ophidsende er det ikke. Medrivende eller frygtindgydende er det heller ikke. Skal man føle medlidenhed med de bankansatte, fordi de ikke kan få et nyt job efter krakket? Tja, jo – og bob-bob.

Men teksten er så løs, og Christian Lollikes instruktion er så usammenhængende, at man ikke nødvendigvis føler med dem. Man sidder bare på det ellers så muntert sammenflikkede flyttekassepodium i det iskolde banklokale og stirrer på de slidte vandrebaner i væg-til-væg-tæppet – og ser armbåndsurets visere snegle sig af sted, mens ingen på tilskuerbænkene hverken griner eller græder.

Manden-i-metroen

Skuespillerteamet hører ellers til de garvede inden for dansk debatteater. Kristian Halken fører an med sit manden-i-metroen-smil og sin indædte undren over, at kriser rammer lige netop ham. Halken dræver og lunter omkring, men lige lidt hjælper det. Teksten hiver ham ikke op i lyset.

Peter Flyvholm har den betændte offerrolle som aktiechefen, der ikke vidste nok om sin egen svindelstreg – spillet med en fin loyalitet i understregningen af, at han ’bare’ udførte ordrer.

Morten Burian er holdets passionsbombe, der af og til får skreget banklokalet varmt med sin hævntrang, så man som tilskuer næsten bliver tændt på forestillingen. Men så triller den tjekkede Laura Allen Müller ind på sin kontorstol og remser op fra sine ’villig til alt’-ansøgninger, indtil man kommer til at tænke på, om hun ikke kunne have søgt en sjovere rolle end denne.

Noget større

Politiske ideer kan sagtens blive til kunst. Men det kræver et æstetisk greb. Da Kirsten Dehlholm og Hotel Pro Forma præsenterede antikrigsforestillingen WAR SUM UP for to år siden, var det ikke med et manifest om, at Afghanistan-krigen skulle afbrydes. Det var noget meget større – og meget mindre. Og da Tue Biering opsatte Christian Lollikes stykke Skakten på Aarhus Teater i vinter, blev det ikke til nynazismeteater, men til en forestilling om hele den vestlige skyldfølelse efter Anden Verdenskrig. Stort i det små. For nu at nævne nogle eksempler.

Den slags greb er ikke lykkedes i Point Omega. Her stritter alt i en montage af scener, der hen mod slutningen nærmest destruerer sig selv. På trods af fire fremragende performere og et emne, der optager de fleste danskere glødende: For hvordan kan de store banker gå fri, når de svindler deres kunders penge væk – mens ’de små fisk’ trækkes gennem uværdige retssager om småbeløb? Eller sagt med en replik fra stykket:

»Jeg var ikke med til festen. Hvorfor skal jeg betale?«

Svaret blafrer stadig i vinden ude på H. C. Andersens Boulevard.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her