Læsetid: 5 min.

Bundne opgaver

Gnidningsvarme. Lars Movin føjer endnu en mursten til rækken af helteportrætter. Denne gang er emnet Jørgen Leth. Det er formidabelt, men nogle gange bliver den monumentale metode reduktiv
Jørgen Leth.

Jakob Dall

29. november 2013

Der kommer ikke mange filmbøger i Danmark, og især er det småt med gedigen kritik. Forlagene har en – muligvis begrundet – fordom om, at der ikke er læsere nok til den slags. Man siger, at brugerne finder kritikken på nettet. Det er dog en myte. Det er stærkt begrænset, hvad man kan finde, medmindre der søges på amerikansk.

Det bliver derfor til biografier, samtalebøger og hitlisteværker af typen ’Film du skal se, før du dør’. Alt koges ned i faste formater. Man savner de sanseudvidende essays, som før var en del af kulturens blodstrøm. Også de findes kun på engelsk efterhånden. Faktisk har kun to skribenter haft held og stædighed til at bygge et kritisk forfatterskab op. Det er Christian Braad Thomsen, auteurtankens primære danske forkæmper, og avantgardisternes førende fan, Lars Movin.

Movins store bog Alt er i Billedet – om Jørgen Leths film ligner umiddelbart en regelret gennemgang, titel for titel, tema for tema, af den lange og rigt facetterede liste, som har samlet sig siden 1963, da Leth skabte Stopforbud, et portræt af jazzpianisten Bud Powell, sammen med Ole John og Jens Jørgen Thorsen. Værket begynder for alvor med klassikeren Det perfekte menneske (1968). Der er 47 titler. En enkelt film – Teatret i de grønne bjerge fra 1969 – er gået tabt. 12 er skabt i samarbejder. Heldigvis er bogen mere end et kronologisk catalogue raisonné.

Når man åbner de enkelte afsnit, bliver det klart, at Movin leder efter et arbejdsprincip, en æstetisk og kreativ fællesnævner, der passer på hele det særegne filmværk.

Han finder den i filmskaberens brug af et fast regelsæt – som i sig selv kan være vilkårligt og ændres. Leth forstår at nyde og lege, men behovet for rammer er fundamentalt. »Jo strammere man binder et lidenskabsførende grundstof ind i nedkølede organismer, jo mere emotionelt ophedet bliver det. Det er et spørgsmål om gnidningsvarme,« skriver Leth i 1968, da han arbejder med Ofelias blomster.

Det er mere eller mindre det samme princip, som Leth og Lars von Trier finder sammen om 35 år senere, da de aftaler spillereglerne for De fem benspænd (2003). Alt er et spørgsmål om framing, og der er intet som bundne opgaver til at frigøre lysten og energien.

Systemdigter

Leth er filmens systemdigter. Strukturen styrer blikket, han kaster, og beskæringen er selve budskabet. Det er det, der sammenføjer de (pseudo) antropologiske film om kunstnere, musikere, sportsfolk, digtere, hverdagen i DK, Haiti, Kina og USA.

Og det er dét, der ikke rigtigt fungerer i fiktionseksperimenter som Udenrigskorrespondenten (1983) og Traberg (1992), hvor anførselstegnene kommer til kort.

Lars Movin er en mesterlig formidler. Han er også en kulturskribent med sans for fagets økonomi. De bedste af hans bøger – Beat (2008) og Downtown (2010) – er kæmpemæssige montager af genanvendt stof, som bliver bøjet og strakt én gang mere. Han citerer Hans Jørgen-Nielsen: »Jeg gider ikke betragte mig selv historisk. Derfor har jeg i vid udstrækning skrevet om, skrevet sammen, skrevet til. (…) Det meste af materialet fremtræder i nye, bearbejdede og udvidede sammenhænge.«

Interview, reportager, kritik og notater er mixet på ny i et essayistisk patchwork, som kommer ud i alle hjørner og ind i alle kroge. Andre forveksler formidling med forenkling. Movin går i stedet den grundige vej. Der er altid fyldige noter, præcise angivelser af hvor og hvornår, 50 meter kontekst til hver basistomme.

Resultatet er store, gavmilde bøger, man kan fortabe sig i flere gange. Der er også en vis labyrintisk effekt, som gør bøgerne svære at bruge, hvis man søger hurtige info – men så kan man lede så mange andre steder.

Skal man anfægte noget for alvor, kunne det være panteon-metoden, som Movin benytter. Man ser det samme hos Christian Braad Thomsen. Begge vælger tidligt nogle kulturelle strømninger og en fast kreds af hovedpersoner, som i stigende grad bliver tiden for dem. Sådan set er det jo fair nok. Hvad Movin ikke har skrevet om beatdigterne, jazzen ifølge Lurie og Zorn, Andy Warhols proselytter, EKS-skolens opgør med Heretica-generationen osv. – er næppe værd at vide. Problemet er, at kritikken tenderer mod ren heltedigtning. Efterhånden er det, som om der kun var Kerouac, Ginsberg, Burroughs og Corso; Dylan og The Velvets; pop og abstrakt ekspressionisme; Jon Bang Carlsen og Jørgen Leth. Man holder op med at forholde sig til tidens øvrige flimren og fokuserer på heltenes virke.

På den måde opstår der mønstre, som er indlysende for skribenten, mens de for læseren tangerer det irrelevante. Det er, som når Braad Thomsen ser overensstemmelser mellem Dreyer og Dylan: begavet, reduktivt og absurd.

Også bogen om Leth er monteret efter patchworkmetoden. Movin fortæller lineært, men lægger tematiske snit vertikalt. Bedst er første afsnit, som samler hovedparten af filmværket under devisen: »Find et område, afgræns det.«

Heltehistorier

Mindst er der at hente i afsnittet om 66 scener fra Amerika (1982) og Nye scener fra Amerika (2002). Her repeteres mange heltehistorier. Dén om Andy Warhol er nu stadig rigtigt god.

Mest originalt er afsnittet om Leths valgslægtsskaber med Per Kirkeby, Torben Ulrich, Dan Turèll og Ebbe Traberg. Kirkeby taler i timer og får næsten sin egen monografi. Movin redegør for Trabergs betydning som journalistisk heltefigur. Han forklarer, hvem mennesket var. Den slags baggrund findes ikke bedre noget sted.

Endvidere byder bogen på lange og rigeligt løse samtaler med Ole John og Asger Schnack, fotograferne Henning Camre og Dan Holmberg, idolet Torben Ulrich (i et flashback til 1970) og klipperen Camilla Skousen. De taler om samarbejdet med Leth, men giver også egne bud på tiden, hvad der var ude, inde og godt.

I sit forord bemærker Movin, at bogen for ham udgør »afrundingen af et personligt projekt: en kortlægning af den trekant i dansk senmodernisme, som kan siges at løbe mellem Dan Turèll, Torben Ulrich og Jørgen Leth. Et stykke lystfyldt forskning, som har holdt mig beskæftiget sådan cirka siden årtusindskiftet.«

Projektet er agtværdigt, men det er lige ved at skævvride tematikken. Bogen om Jørgen Leths film er i højere grad en bog om Jørgen Leths tid, faglige fællesskaber og personlige venskaber. Hovedvægten ligger på 60’ernes bedrifter. Teksterne om Det erotiske menneske (2010) og Jeg taler til jer – om John Kørners verden (2013) føles næsten banale i forhold, men har mere at sige om sagen.

Stjernen er passende nok emnet selv. Der er 16 samtaler med Jørgen Leth, som beredvilligt siger lidt om det hele. Alt er i billedet supplerer den samlede dvd-udgave af filmværket, som udkom 2007-08. Den føjer sig også ret flot til de bøger, som allerede er skrevet om Leth.

Mogens Rukov har sagt: »Jørgen Leths film er svære at se af en bestemt grund. Man er ikke vant til at se den slags film.« Det er dén egenart, Movin vil beskrive. Bogen forklarer Leth formidabelt.

 

Bo Green Jensen er forfatter og filmanmelder på Weekendavisen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu