Læsetid: 5 min.

Dronningens tronfølgere er almindelige piger

Lady Gaga har fået sig en uventet udfordrer: En ny tids nede-på-jorden-popsanger og -sangskriver, repræsenteret af en 17-årig storhittende newzealænder og en søstertrio fra Californien
Ella Yelich-O’Connor også kaldet Lorde.

Ella Yelich-O’Connor også kaldet Lorde.

James K Lowe

15. november 2013

Har du lyst til at kende pigen, den nøgne elsker, der lever bag auraen? Vil du gerne smugkigge ind bag coveret? Det er Lady Gaga, der spørger. Hun åbner sit nye, tredje album med at gøre opmærksom på, at hun er et menneske, og koketterer så i samme sang med, at det er sjovt at være en gåde.

Som altid får vi de syv slørs dans i selskab med en semiotiker-krukke, som zapper gennem udklædninger, paraderer seksuel liberalisme, ryster røven i ligestillingens tegn og forsøger at udviske skellet mellem pop og finkultur. Artpop er en liret motherfucker, et gejlt moderskib, et spejlkabinet gennemhullet af stilistiske spredehagl.

Albumdesignet er af ingen ringere end neopop-kunstneren Jeff Koons, som har taget sig den frihed at sakse i Boticellis berømte maleri, Venus’ fødsel til coveret, hvor Gaga tilsyneladende har født en stor blå glaskugle. Hun er altså urmoderen – det ved hendes fans, de såkaldte ’Little Monsters’, vist allerede.

Gaga generelt sej

Men de ved sandsynligvis også, at hun er selveste libidoen, understreget inde i bookletten af damen, der gnubber sig op ad den store blå globe. Venus som verdensdominatrix?

Hun kan være rimelig grov i munden. Teksterne handler om sex i diverse konstellationer og afskygninger, om utroskab, stoffer, hendes generelle sejhed. Der er et hip til modeller, der kaster op for at holde den slanke linje. Hendes røv er berømt, får vi fortalt. Og diamanter er skam også dejlige. Men det handler i sidste ende om »Music not the bling«.

Artpop er amerikanerens bedste album til dato, hun har forladt den forfærdelige rock fra forgængeren og i stedet givet os godt læsset overflødighedshornspop, som endda pletvist er stærkt komponeret og flabet produceret. Dermed lever hun op til ovenstående credo.

Åbningsnummeret »Aura« starter med en derangeret femme fatales fortælling om at knivdræbe sin kvindelige elsker og munder ud i fucked up arabesker og lavfrekvent slangedans. Numrene »G.U.Y.« og »Sexxx Dreams« er begge smukt forløste bangers. Mens »Jewels N’ Drugs« truer med sumpe til i standard-trap-hiphop, men så detonerer den heldigvis i et berusende kor.

Tvangskrampe for dronningen

Denne anmelder ville bare ønske, at det ikke var så skingert, så fast fokuseret på at overvælde. For det er sjældent særligt erotiske sange, men i stedet vulgære overtalelsesinstrumenter. Der behøver ikke være noget galt med vulgaritet, der er bare for mange ofre på diktatets alter, og når hun endelig lader de mere lokkende rytmer tale på titelnummeret, på »Fashion« eller på »Donatella«, så føles det som at komme i læ for alle trommebomberne og synthdolkene, der angriber bølge på bølge. Orgasmen får helt enkelt ikke lov at komme af sig selv. Du skal tvangskrampe for dronningen, lyder logikken.

Det forekommer lidt uklart, hvad der gør hendes musik til mere art end så mange andre popmusikeres udladninger. Akkurat som tidligere skubber hun ikke popsangen nye steder hen, ligesom et væld af teksterne også bare er trætte repetitioner af, hvor vildt livet bare er i overhalingsbanen. Men hun bliver til gengæld ved med at bygge oven på sin dyrt skræddersyede kosmologi. Denne gang måske med noget Gaia-mytologi ind over? Og fred være med hendes symboluvejr, der hærger over hendes persona og varemærke.

Jeg vælger at more mig i skumbadet af tegn og forvirring, for det er sjovt og dansabelt – og i de bedste tilfælde sexet.

Uden guldtænder og diamanter

Men Gagas projekt har kommercielle problemer, for det store hit er indtil videre udeblevet. I disse dage føler masserne sig langt mere tiltrukket af en 17-årig pige ved navn Ella Yelich-O’Connor. Eller Lorde, som hun kalder sig. Den spartansk soulede single »Royals« ligger nummer et for sjette uge i træk på den amerikanske hitliste, hvor Gaga kun nåede fjerdepladsen med førstesinglen »Applause«, som endda er dykket til nummer ti. I stedet dominerer Lordes sang om, at vi aldrig kommer til at dominere, at vi aldrig bliver kongelige popstjerner, at vi altid må tælle vores dollars på vej i toget til festen. Om at de popsange, som dj’en spiller, intet siger – som Morrissey sang i The Smiths – om vores liv. Der er sgu ikke nogen guldtænder eller diamanter her.

Ifølge et interview med musikmagasinet Soundvenue sidder den unge newzealænder fra Auckland og grubler over teenagelivets arketyper, når hun er til fester (som hun beskriver som snuskede – fjernt fra klubbens luksus). Hendes inspirationskilder er soul-mesteren Otis Redding, den unge elektroniske diva Grimes og den fabelagtige novelle-forfatter Raymond Carver (som blandet andet har dannet forlæg for filmen Short Cuts). Hun bærer sin ordinære middelklassebaggrund som et våbenskjold, og gennem hendes sange dunker en gospel- og soul-farvet nerve. Det er syntetisk (er alt efterhånden ikke dét?) og trommeprogrammeret, men debut-albummet Pure Heroine har en varm singalong-kvalitet og er båret af stensikker sangskrivning af damen selv og en Joel Little, der også har produceret.

Gaga har en hær af sangskrivere og producere omkring sig og fortsætter således i traditionen fra det ærværdige pladeselskab Motowns samlebåndsstrategi. Lorde ånder i en rockautentisk pop, hvor hun skriver og synger sange om sit eget liv i et i hvert fald postuleret en-til-en-forhold. Og hun forsøger flere steder at håndtere det truende succesmaskineri. »I still like hotels, but I think that’ll change«. Og selvhadet er allerede ved at melde sig: »Only bad people live to see their likeness in stone/ What does that make me«. Det kan tilføjes, at Gaga for tiden optræder foran en stor Jeff Koons-statue af sig selv.

Velkommen modgift

Det bliver interessant at høre, hvad Lorde gør, når hun løber tør for normalitet at skrive om. En udfordring, som vi tidligere har set Mike Skinner alias The Streets forholde sig til med selvudleverende ironi og væmmelse. Og så stoppede han sin karriere. Indtil det går så galt, er Lorde en meget velkommen modgift til alle de ægte diamanter og al den lirede simili.

Den samme autenticitet og charme finder man hos Los Angeles-trioen Haim, der med Days Are Gone har lavet et blødt soul-funky, pop-rocket, r&b’et debutalbum, hvor referencerne til 80’erne ikke kun er i de glitrende synthesizere, men også i de labre rytmeguitarer, som et sted endda planker direkte fra Michael Jacksons »Wanna Be Startin’ Somethin’«.

De tre søstre Este, Danielle og Alana har selv skrevet og produceret deres drøncharmerende album med en fornemmelse af godt håndværk og kollektiv symbiose, som også bringer Fleetwood Mac omkring Rumours frem i tankerne. De spiller selv de fleste instrumenter, inklusive bas, trommer og guitar, og er altså en rockistisk – og feministisk – drøm af et popband. Og det rejser spørgsmålet, om en ny kødelighed og romantik er på vej tilbage i popmusikken? Er det kroppen og håndarbejdet, som nu skal gjalde i al sin organiske tydelighed over hitlisterne? Er Gagas konstant morfende og stadigt selviscenesættende gakgak passé? Vi får se.

 

Lady Gaga: Artpop (Streamline/Interscope/Universal)

Lorde: Pure Heroine (Universal Music New Zealand/Universal)

Haim: Days Are Gone (Polydor/Universal)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Har lige hørt albummet "Days Are Gone" på WIMP med de tre søstre; Danielle (sang, guitar, 24 år), Este (bas, 27 år) og Alana (keyboard, guitar, 21 år), der alle bærer efternavnet Haim, hvilket meget praktisk ogsåå er blevet bandets navn.

Musikken er virkelig et frisk pust der på mange måder rækker langt tilbage i fortiden, men som også former nutidens og fremtidens musikalske udtryk. Hvis de får held med det, vil min respektens for undommen med deres evindelige fordummendehiphob komme tilbage. Haims viser ihvertfald vejen og det ser ud til at de har succes med musikstilen, - og ikke kun hos os gamle, der kæmper med ikke at gå helt i stå..

" Vores ambition er at lave noget musik, som rører nogle mennesker, og som også lyder som noget, der ikke er lavet før. Og det kunne være fedt, hvis vi kan leve af at turnere. Vi er glade for at være i studiet, men det fede er at være på tur.

" Vores musik er meget percussiv, meget rytmisk. Og så kan vi godt lide organiske lyde, som håndklap eller en, der sparker til en kasse. Vi er inspireret af alt det, vi har hørt af musik i vores opvækst, også rent underbevidst.

Navne som Fleetwood Mac, Eagles, Prince, Michael Jackson, Rolling Stones, Joni Mitchell, Outkast og meget hiphop fra slutningen af 90'er

Haim, der har været et af de mest omtalte bands i 2013, har netop annonceret, at de den 16. februar 2014 igen gæster Danmark, hvor de denne gang giver koncert i Store Vega. Det er ikke mange måneder siden, at man sidst kunne opleve Haim på dansk grund, hvor de i august i år spillede de en seks-stjernet koncert i Lille Vega.

Læs dansk Gaffa interview med søsterne her:

http://gaffa.dk/artikel/76851