Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Det effektive frøperspektiv

Hans Falladas hemmelige dagbog fra et nazistisk fængsel er en klassiker og et både bedrøvende og humoristisk værk, hvor tragedien har hjemmel. Han oplevede systemets tryk og underkastelsens mekanik, men uden at resignere i fængslet
Kultur
8. november 2013
Hans Fallada afdækker nazisternes snu råhed og djævelske effektivitet i fremmedgørelsen af almindelige tyskere i sin fængselsdagbog ’i Mit Fremmede Land’.

Hans Fallada afdækker nazisternes snu råhed og djævelske effektivitet i fremmedgørelsen af almindelige tyskere i sin fængselsdagbog ’i Mit Fremmede Land’.

Peoples Press

Siger man navnet Hans Fallada, lyder der som et ekko Lille mand, hvad nu? eller, da han nu var tysker, Kleiner Mann, was nun? Lytter man godt efter, hører man måske endnu en romantitel: Har man én gang spist af bliktallerken. Den gav måske Hans Scherfig ideen til Den forsvundne fuldmægtig, hvis hovedperson også fandt den endelige tryghed i fængselslivets rutiner. Fængsler kendte Hans Fallada (1893-1947) til i nazitidens Tyskland på baggrund af en kaotisk livsførelse. Han var en besværlig person for regimet, da han i modsætning til andre velkendte forfattere valgte ikke at emigrere, men at fægte sig igennem et netværk af kompromiser i en kamp for kunstnerisk frihed som forfatter af romaner og filmmanuskripter.

Mikrografi

Ny aktualitet og det med overraskende brillans bør han have erstatning for gennem publiceringen og nu oversættelsen af hans hemmelige ’fængselsdagbog 1944’ I mit fremmede land. Et ganske sensationelt aktstykke også i helt bogstavelig forstand, idet han, dels for at kunne udnytte den sparsomt tildelte portion papir, dels på grund af dybt kontroversielle betroelser, udviklede en mikroskopisk håndskrift, kun læselig med lup. Yderligere vendte han arkene på hovedet og udnyttede mellemrummene. Det ser i faksimile virkelig utilnærmeligt ud, krypteret som det også er.

Her i fængslet Neustrelitz-Strelitz, hvor han var afskåret fra sit misbrug af alkohol og morfin, udnyttede han sin formidable arbejdsevne. Det blev først til et antal noveller samt romanen Drankeren. Og i en ren skriverus lykkedes det ham i løbet af kun to uger at skildre sin navigering gennem trængselsårene i nazitiden, indgående, livligt og behændigt, en tekst af et omfang på hen ved 300 tryksider som i denne danske version. Dagbogen blev vel en art selvterapi og ikke så lidt af et forsvarsskrift, et modstykke til den letkøbte kritik, emigranterne efter hans mening rettede mod ham og de kolleger, der ikke gik til aktiv modstand mod nazismen derhjemme. Dagbogen afbrydes, siger han, før han er nået til det vigtigste afsnit om krigen. Men den åbne slutning er virkningsfuld som færdigt arbejde, da Fallada fik en dags udgang og bragte manuskriptet i sikkerhed skjult under skjorten.

Pistol og anstalt

Nu var der ikke en direkte politisk begrundelse for at internere den besværlige, letsindige og åbenmundede forfatter på en lukket afdeling for ’sindslidende forbrydere’. Det var et resultat af emsighed hos en partitro jurist i anledning af Falladas ganske vist truende brug af sin jagtpistol i et skænderi med hustruen Suse i anledning af hans grove utroskab. Den slags meddeler dagbogen intet om. Skrivekuglen Fallada brillerer som sympativækkende offer for forfølgelse og er sikkert også noget upålidelig i både stort og småt. Men unægteligt har han udstået meget og afdækker med skræmmende prægnans nazisternes snu råhed og djævelske effektivitet i den totale fremmedgørelse af almindelige tyskere. ’Det fremmede land’, som bogens titel henviser til, groede hastigt frem med magtovertagelsen i 1933 som omdrejningspunkt.

Her i oktober 1944, hvor de allierede og russerne hastigt nærmer sig fra vest og øst, og sammenbruddet synes uundgåeligt, strammer nazisterne grebet om al indre modstand, som er farligere for dem end nogensinde. Trods risikoen for afsløring beslutter Fallada at tale rent ud om sin afsky for nazismen og sin nødtørftige balancegang, mest overbevisende når han fortæller historier om venner og fjender, om stridigheder, trakasserier, nederdrægtigheder, hvor den kunstneriske ironi og distance behersker sprog og fremstilling. Dagbogen er i god forstand et både bedrøvende og humoristisk værk, hvor tragedien har hjemmel. Det handler om et dagligt liv under en stadigt voksende trussel og repression fra myndigheder og naboer og angivere.

Angiveri

Familien er flyttet til en landsby uden for Berlin og har lejet sig ind hos et ældre ægtepar. De tilbyder at købe huset og ordne deres pensionsforhold, men mistænkes for at ville snyde dem. Da de opsnapper Fallada-selskabets letsindige og muntre snak, angiver de dem, og et par selvhøjtidelige SA-folk, brunskjorter, dukker op under familiens påskefrokost og arresterer forfatteren. Det er en grotesk scene: »De skal ikke så meget som overveje at flygte, så skyder vi med det samme!«

»Må jeg eventuelt hente bamsen først?« spørger han uskyldigt. Og således marcherer han med bamse og sin søn i hånden foran de to dystre mænd med trukne pistoler. »Jeg synes selv, jeg spolerede deres dramatiske optrin noget så gebommerligt. Men de opdagede det ikke. Aldrig før har mennesker haft så lidt humoristisk sans som hr. Hitler og hans tilhængere ned gennem rækkerne. Alt var blodig alvor for dem, hvilket det jo i yderste konsekvens også endte med at blive for alle andre.«

Han havner i ’et godt lille fængsel’ i Fürstenwalde, hvor han får tiden til at gå med at repetere digte og har penge nok til at skaffe sig mad og øl fra et værtshus. Der var endnu en rest af menneskelighed at møde, således fra en vagtmester, der spurgte, om han ville spille kort med et par gamle jøder i en anden celle. »Har De noget imod jøder,« spørger han. Vagtmesteren, som kommer fra frontsoldaternes sammenslutning, Stahlhelm, driller på den måde sin kollega, som er SA-nazist. Det er så tidligt som i 1933. Det bliver en lang og led forfølgelsessag fra den mistænksomme og hadefulde husværts side og som fortælling en anskueliggørelse af små, forarmede menneskers nye sociale muligheder for selvhævdelse og magtudøvelse. Forhold, som nazismen med instinktiv opfindsomhed og grusomhed udnyttede, her videreformidlet via den erindrende forfatters stilsikre iagttagelser.

Forlæggere

Overlevelsesmekanismerne hører med til billedet. Forfatterens kone Suse er imens i husarrest, men strabadserer sig frem til fængslet, og ad omveje lykkes det at få ham fri. Det skyldes hans berømte forlægger Ernst Rowohlt, skildret som en renæssanceskikkelse, der langt hen ad vejen også med held beskytter sine forfattere.

Skændigheder, frygt og mod, kritik og eftergivenhed går hånd i hånd i besynderlige skæbnespil i et dødens teater. For ikke at tale om film, hvor Fallada får at gøre med den førende skuespiller Emil Jannings, et usødet portræt af en fedthas og krukke. Og lystig herre. Han er så populær en figur, at Goebbels ønsker at aflægge ham et besøg i hans hjem ved Wolfgangsee. Huset bliver på forhånd inspiceret af en flok Gestapofolk iklædt naturens farver, læderbukser og gemsefjer i tyrolerhatten. Jennings inviterer den haltende minister på en sejltur, men da han jo ved, at han måske har svært ved at hoppe ned i båden, får han bygget en lille trappe til Umba-umba-umba-ba, som hans hemmelige tilnavn lyder. Den negligerer Goebbels imidlertid, da han vupti hopper om bord uden at værdige trappen et blik. Det samme ved tilbagekomsten. Han går ned i knæ og med et hop nærmest lodret i vejret står han på landjorden. »Han er en lille led, misundelig rad, men han er god nok på bunden!« lyder skuespillerens dom.

Værre er øjensynlig de små embedsmænd, oppustede borgmestre, feje og tarvelige naturer, som nazipartiet har gjort til instrumenter for deres herredømme – ganske som vi kender dem fra andre erfarne litterater som f.eks. Sofi Oksanen, der skildrer både nazister og kommunister i romanen Stalins køer. Tragikomiske optrin gør den fængslede skribents og hans venners genvordigheder til fængslende læsning ved at bringe det bedærvede regime og dets uhyrlige omkostninger på anekdotisk formel, der er nok så besk i sin skæve vinkel som den forargedes patos. Sørgmodigheden er skriftens udklang i en klage over den bersærkergang og det teutoniske raseri, der kan gribe brave folk. Dertil et sentimentalt suk: stakkels håbløse tyskere.

Hans Fallada kendte den lille mand og hans rådløshed på travet. Og han lærte smagen fra bliktallerknerne at kende. Derved oplevede han systemets tryk og underkastelsens mekanik, men resignerede ikke i fængslet. Med skrattende pen opsagde han i det skjulte enhver forbindelse med fjenden, omgivet af mordere, tyveknægte og sædelighedsforbrydere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her