Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Fabulerende fransk

Drøm, mareridt og virkelighed blandes i surrealistisk kærlighedsfilm
Kultur
7. november 2013

Det kræver vovemod at kaste sig ud i en filmatisering af Boris Vians lille roman Dagenes Skum fra 1947. Ikke alene er den en klassiker, som mange har dannet deres egne indre billeder til. Den er også en vildt syret, surrealistisk fortælling fyldt med absurde detaljer og hændelser, der ikke er bundet af gængse naturlove.

Instruktør og manuskriptforfatter Michel Gondry har valgt at være yderst loyal over for oplægget – både hvad angår fortælling, personer og den surrealistiske stil.

Kærlighedshistorien mellem de to hovedpersoner Colin (Romain Duris) og Chloé (Audrey Tautou) er den røde tråd; vi oplever deres første møde, forelskelsen, brylluppet og tragedien, da Chloé bliver syg. Alle scener er spækket med absurde detaljer: Colins sko knurrer, stikker af fra ham og er meget pinlige at have med til festen, hvor han møder Chloé.

Brylluppet er et vanvittigt sammensurium af rutsjebaneture, idiotiske hornblæsere og en præst i en rumraket (Boris Vian var ingen stor tilhænger af religion). Og da Chloé bliver syg, er diagnosen en åkande i brystet. Intet er umuligt i dette univers.

Ud over Colin og Chloé møder vi blandt andre kokken Nicolas (Omar Sy fra De Urørlige), der serverer besynderlige, til tider levende retter. Og vennen Chick (Gad Elmaleh), der sætter økonomi og venskab over styr for at dyrke sit idol Jean Sol-Parte (Boris Vian var heller ikke fan af Jean Paul Sartre).

Som referatet her antyder, er det en detaljerig film, der tager mange små omveje, og til tider er den uhæmmet sær.

Michel Gondry bruger blandt andet computeranimation, stopmotionteknik og bagprojektion for at skabe de surrealistiske hændelser i filmen – i stil med hans The Science of Sleep fra 2006. De visuelle effekter i En nuance af blå virker ofte gumpetunge og yder ikke bogens legende, humoristiske og uhyggelige surrealistiske optrin retfærdighed.

Scenografien er til gengæld gennemført – som da Chloé bliver syg, og deres store, lyse lejlighed skrumper ind og bliver mørkere og stadig mere klaustrofobisk. Gondry dræner også filmen for farver undervejs. Verden spejler Colins og Chloés sindstilstand.

Filmen formår ikke at fange den elegance og charme, som præger Vians fortællestil og leg med ord. Til gengæld gør filmen figurerne mere til mennesker af kød og blod end bogen. Filmen kunne med fordel være lidt kortere, men undergangsstemningen er tilpas grum.

’En nuance af blå’ Instruktion: Michel Gondry. Fransk (Grand, Gentofte Kino, Øst for Paradis, Cafebiografen og Biffen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Denne interessante film bliver ikke her anmeldt efter fortjeneste. Den film er et must for enhver kunst- og litteraturnørd. En ordentlig anmeldelse er givet af Bo Green Jensen i WA 8/11/13 - desværre kan den ikke nås på nettet, men læses på bibloteket, eller som jeg undtagelsesvis gå i 7eleven bare for WA.

Dertil er den hægt op i bio Grand's ankomsthal vv sal 3.