Læsetid: 5 min.

En fars forlis

Hanne-Vibeke Holst har med ’Knud, den store’ skrevet en grum og generøs roman om sine forældres liv, og en modig skildring af en patriark med social angst og ambitioner
Hanne-Vibeke Holst er bedst i det hun kender, ægteskabets 1000 små signaler om at elske og ikke elske.

Ditte Valente

8. november 2013

Hanne-Vibeke Holsts nye roman om sin fars liv har været ventet med spænding. Med sin politiske trilogi (2002-2008) om magtens kvinder og mænd sprængte hun sit image som feministisk ’kvindeforfatter’, og med Undskyldningen (2011) beseglede hun sit modne forfatterskab.

Men god har hun altid været. God til at sætte problemer under debat, til at fange tidsånden – og modig nok til at gå op imod den. Det gør hun også nu.

Knud, den store er nemlig intet mindre end et forsvarsskrift for den miskendte patriark. Forfatterens far, forfatteren Knud Holst, var i barndomshjemmet i Løkken den frygtede faderfigur, som de tre døtre kaldte ’Trolden’. At denne begavede mand endte som social taber, for fattig til at betale sine regninger, for stolt til at række ud efter dem, der holdt af ham, har formentlig altid undret hans datter.

Bogens forside prydes af en lille dreng, der sidder på en trappesten, på én gang genert og kæphøj. Knud Holst var født 1936 og i 1960’erne ét af modernismens unge talenter. Han kom fra en fattig indremissionsk familie i Vestjylland, men ville tidligt være forfatter. Kom på gymnasiet og mødte som kollega og lærervikar den muntre Kirsten Høybye, datter af en østjysk overskudsfamilie. Parret giftede sig som purunge, og for Knud Holst fortsatte medvinden. Digte, noveller, Borgens forlag, middage i det københavnske forfatterparnas. Kirsten passede børnene, han sin forfatterkarriere. Indtil.

Ja, hvad skete der egentlig, har Hanne-Vibeke Holst ifølge interviews tit spurgt sig selv. Da Knud Holst i sommeren 1995 lå for døden af en kræftsvulst i munden, havde han ikke set sin yngste datter i mange år. Alle tre døtre besøgte ham ikke desto mindre på hospitalet i Nørresundby, hvor han, som Oscar Wilde kunne have sagt, »døde over evne«, udstyret med dyne, rent tøj og ordentlige forhold.

Romanens forklaring på faderens forlis er og må være en fantasi, men er suppleret med en imponerende research, der gør historien sandsynlig. Romanen rummer citater fra Knud Holsts digte og beskrivelser af forfatterselskaber. Arkiverne har været i spil, fra Det Kongelige Bibliotek til Nordjyllands Politi. Ikke mindre end 88 personer takkes for bidrag, bl.a. Rifbjerg, Dorrit Willumsen, Jarl Borgen og en mængde familiemedlemmer.

Resultatet er et vittigt billede af det modernistiske parnas som et patriarkalsk system fra 1960’erne, hvor mændene redigerer tidsskrifter som ’Perspektiv’, og kvinderne flirtende lader sig imponere og omslynge på dansegulvet. Om Jess Ørnsbos kone, Dorrit (Willumsen) hedder det, med Knuds ord, at hun »vist også skrev«. Store Klaus, Brostrøm og Barfoed optræder i al deres magt og vælde. Man aner, at de ’små’ modernister – Knud Holst, Uffe Harder – ikke var dårlige, de var bare ikke Rifbjerg. Bedre klarede de forfattere sig, der gjorde fælles sag med læserne snarere end med Det litterære Akademi, som Panduro og Hanne-Vibeke Holsts mor, Kirsten Holst.

Livet skrider

Allerede da Knud Holst er først i 30’erne, ti år inde i ægteskabet med sin Kirsten, kaldet Bu, begynder livet at skride i sømmene. Skrive er det, han vil, det er hele hans identitet. Han udgiver roste digte og noveller, skriver kronikker, digte til aviserne og bidrager sammen med Kirsten Holst til det nordjyske satireskrift Bjæsken. Men den store roman udebliver, den, der skal sætte hans navn på stjernehimlen sammen med Rifbjergs og Panduros. En skuffet Jarl Borgen må tage hans roman af efterårsprogrammet. Kritikken placerer Holst i laget under digterkongen Rifbjerg.

Knud begynder at drikke og ryge. ’Episoderne’, mellemdatterens konfirmation, hvor han ikke mødte op, Hanne-Vibekes studentertranslokation, han også havde ’for travlt’ til, bliver til flere. Han er en mand med skarpe sanser, men uden evne til at indstille sig på at være ’Knud, den lille’. Måske havde han tænkt sig, at fruen skulle opretholde rammerne og lade ham oste på sit lønkammer, men stadig respektere ham som familiens overhoved? I rigtig gamle dage var familien dog gået ned med sin forsørger.

Det nye er, at patriarkens deroute ikke bliver familiens. Kirsten bliver træt af at finde sin mand på Løkkens taberværtshus, Fiskerstuen:

»Hun begriber bare ikke, hvorfor den habitklædte Knud med den stramme slipseknude og det skarptskårne overskæg befinder sig her blandt dem. Han hører jo ikke til her, deres forlis er ikke hans forlis … Han opsøger undergangen. Er som en selvmorder, der slår vildt ud efter sin redningsmand. Hun skal ikke forstyrre ham i hans forehavende, bare lade ham være. Lade ham kæntre.«

Kirsten hytter sig selv og børnene, da regningerne hober sig op, trods ’lån’ fra familie og venner. Kirsten Holst skrev på 14 dage en prisbelønnet kriminalroman, der reddede familiens økonomi.

»Det er slet ikke hende, der kommer til at forlade ham. Det er ham, der allerede har forladt hende,« skriver Hanne-Vibeke Holst.

Hanne-Vibeke Holst har aldrig skrevet bedre end i denne bog, hvor hun har ladet sig smitte af modernismens kompakte sprog. Dog kunne hun med fordel have skåret de første 200 sider ud af sin roman. Beskrivelserne af den unge Knud samler sympati, men romanen får for alvor flugt i beskrivelsen af det umage par. Hanne-Vibeke Holst er bedst i det hun kender, ægteskabets 1000 små signaler om at elske og ikke elske. Beskrivelsen af en stor kærligheds forlis er mesterlig, smuk og grum. Så meget kan man have, så meget kan man sætte til!

Hanne-Vibeke Holst tegner et smukt portræt af sin ukuelige mor. Men svimlende generøst er det indfølende portræt af faderen. Depression og socialangst er moderne diagnose-ord for det, der ramte ham. Måske er det intet tilfælde, at Onkel Noureddin og en roman om Don Quixote var de stort anlagte romaner, Knud Holst aldrig skrev færdig. Noureddin er manden, der misunder eventyrets Aladdin hans naturlige adkomst til lykken, Don Q, ham, der beskriver tingene anderledes end det andre ser.

Romanen kaster et gustent lys over den sociale opstigning som vejen til lykke. Men især kaster den en projektør af klarhed og forståelse over en mand, der ikke forstod sig selv. Og som tilmed tilhørte den første generation, hvor kvinder ikke længere tog deres mænd, som de var.

Hanne-Vibeke Holst optræder på BogForum fredag kl. 15, C3 Digitalt Forum

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu