Læsetid: 3 min.

Før verden gik af lave

Jón Kalman Stefánsson afrunder sin Vestfjord-trilogi med et fuldgyldigt værk, som forener rå realisme med en fuldtonende lovsang til livet
Jón Kalman Stefánsons Island er en verden, hvor de fleste tror på hænderne, ikke på ånden, på arbejde mere end på tænkning og digtning.

Dmitri Korobtsov

15. november 2013

Med romanen Menneskets hjerte, der udkom på islandsk i 2011, afslutter Jón Kalman Stefánsson (f. 1963) sin trilogi fra det barske, uvejsomme, stormomsuste nordvestlige Island, hvor foråret som regel er borte, inden det overhovedet er ankommet, og hvor det meste af sommeren går med at vente på mørket.

Det var i disse egnes sorte bølger, at vores navnløse hovedperson, Drengen i første bind mistede vennen og arbejdskammeraten, Bardur, fordi denne var så opslugt af et gammelt engelsk digt, at han ikke fik stortrøjen med ud på havet.

Og det var imellem samme egnes majestætiske, iskolde fjelde, at Drengen sammen med landposten, Jens, i andet bind kæmpede sig tilbage til civilisationen, indtil de omsider fandt husly hos lægen i Slettuvik, hvor tredje bind nu tager sin begyndelse.

Ringen sluttes

Her vækkes vores helt med et kys. For hvor er livet i grunden, hvis ikke i et kys? Og er man ikke død, hvis ikke man kan mærke sådan ét? Pigen, der spørger sådan, bliver også den, der bjærger ham til sidst.

Og dermed er ringen sluttet i denne på samme tid ramsaltet realistiske og højstemt lidenskabelige bog, der udover at følge Drengen ind til kærlighedens mysterium også præsenterer læseren for et broget persongalleri: den gamle blinde kaptajn, den stovte værtshusholderske og hotelværtinde, den forskræmt forvildede sømandskone, den selvudslettende vejrbidte bonde med de fire moderløse børn, den alkoholiserede rektor, den liderlige overklassetøs samt mange, mange flere endnu.

Alle indfældes de af forfatteren i en verden, hvor de fleste tror på hænderne, ikke på ånden, på arbejde mere end på tænkning og digtning. Netop derfor er det nødvendigt, at nogen evner at skue udover sild og klipfisk og kan bevare troen på, at »det liv som ordene gemmer i bøger, finder vej til os«, og »at der inde i fortællingerne skjuler sig ord der befrier os for alle vores lænker«.

Drømmene forvandles

På denne forløsningstillid bygger Jón Kalman Stefánsson sit epos fra Usleravnekrog, skabt med en for ham karakteristisk blanding af lokalkolorit og globalt skæbnemaleri. Han konfronterer natur og civilisation og søger konsekvent ind, hvor kønnets kræfter tager pippet fra folk og livets modsætninger spidser til i dramatiske scener og heftige optrin og drøje strabadser af den type, som gør sig bedst med undertekster på gælisk.

Hans ærinde er at erindre, hvordan tilværelsen formede sig, før verden gik af lave, og vise os, hvorledes »det svundne forbliver i os, farver dagene, forvandler drømmene«. Hans fortællekunst former sig som konstante, insisterende spørgsmål ind til selveste meningen med vores tilværelse, for »hvis ingen spørger lukkes vi inde i tavshed med al smerten som med årene forvandles til ensomhed, bitterhed og besværlig død«.

Det er ikke for meget sagt at betegne de tre sammenhængende romaner om Drengen som en fuldtonende sang til livet, en kraftfuld, messende hyldest til både erindringskunsten og digtekunsten.

Et værk i sin egen ret

»Du bliver farlig hvis du taber din uskyld,« siger den selvbevidste, frodige Geirtrud, indehaver af gæstgiveriet Verdens Ende, til helten Drengen et sted. Om Jón Kalman Stefánsson kan man nok med en vis rimelighed sige, at han endnu ikke har mistet sin litterære uskyld, men skriver som i en svunden tid.

Ligesom de to forudgående bind virker Menneskets hjerte, som om den er konciperet, længe før verden gik af lave og litteraturen blev moderne. Før forfattere lod sig overmande af refleksionstrang eller besætte af lyst til eksperimenter med formen. Anderledes og lidt hårdere udtrykt har vi at gøre med et stykke litterær nostalgi, en æstetisk remake af de gode gamle dage før Halldór Laxness kom til og 1960er-modernisterne på Island satte ind. Det ændrer imidlertid ikke ved, at romanen, om end den er skabt på overvejende tilbageskuende præmisser, løfter sig som et smukt, i sin egen ret aldeles gyldigt fortællekunstværk i gode hænder hos sin sikre og lydhøre oversætter Kim Lembek.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu