Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Folkestyre? Nej: Lobbystyre

Ny bog beskriver de danske lobbymekanismer som så professionelle, at det må vække bekymring. Modsat forfatternes hensigt om at vise lobbyisme som sund
Kultur
4. november 2013

Hvor der er mennesker i et samfund, er der lobbyisme. Sådan har det altid været. Tilbage i de ældste tider er høvdingen i sit telt blevet opsøgt af jægere, der plagede om at få at få tildelt bedre jagtmarker. Eller tænk på Det Gamle Testamente: Israelitterne lobbyer hele tiden Gud for at få ham til at behandle dem mindre grusomt.

Og jo, nærværende anmelder har selv været lobbyist. I årene 1984-96 var jeg direktør for Danmarks Naturfredningsforening. I den egenskab søgte jeg at overbevise beslutningstagere om det fornuftige i at behandle natur og miljø mere skånsomt. Jeg kan huske, hvordan der blandt landbrugets organisationer var forargelse over, at nogen overhovedet kunne få ørenlyd, når de talte til fordel for andet end en erhvervsøkonomisk interesse. Som en af mine tydeligste erindringer fra den tid har jeg, hvordan selvsamme landbrugsorganisationer ikke skyede noget lobbymiddel for at opretholde landbrugets privilegier, herunder retten til at svine.

Hængte landmænd

På et vist tidspunkt forlangte landbrugslobbyens øverste ledelse offentligt, at nu måtte miljøkritikken af erhvervet forstumme, fordi det var kommet dertil, at den fik landmænd til at hænge sig i fortvivlelse.

En kvik avis fik den idé at ringe rundt til embedslægerne, der bliver underrettet om selvmord. Det viste sig, at der ikke aktuelt var nogen landmænd, der havde hængt sig. Med disse – og andre nedslående – erfaringer stejler jeg over præmissen i Susanne Hegelunds og Peter Moses nye værk Lobbyistens lommebog – politikere under pres. Ikke at bogen ikke er god. For det er den. Den har som udtrykkelig ambition at »opfattes som en letlæst magtudredning«. Og det er den – den tredje i forfatternes serie, der i de to første bind handlede om nye rollekrav for henholdsvis politikere og embedsmænd.

Den præmis for seriens nr. tre, som jeg døjer med, er: Det politiske system udstøder automatisk uhæderlige lobbyister.

Bogen opstiller et kodeks med 10 »dyder« for en lobbyist: Lobbyisten skal være ærlig, tillidsvækkende, have styr på facts, kunne indleve sig i beslutningstagernes situation, være i stand til at levere en løsning, begå sig i netværk, være behagelig at være sammen med, have et fagligt stærkt hold bag sig, kende grænserne for sit mandat og kunne kommunikere sit budskab slagkraftigt.

Fint, fint nok. Men er det et kodeks, der afspejler virkeligheden? Eller er det en idealforestilling?

Bogen hævder, at ’systemet’ renser sig selv: »Decideret uærlighed kan ramme som en boomerang. Det politiske miljø er som en landsby. Alle kender alle. Hvis først en erhvervsorganisation eller et fagforbund er taget i bevidste fiflerier, spredes rygtet ... Samme dårlige ry kan ramme private bureaufolk.«

Jeg tror, det er et skønmaleri. Det, der er forbudt, er ikke at levere fidushistorier. Det, der er forbudt, er at levere usalgbare fidushistorier, som beslutningstagerne kan komme til at brænde sig på.

Velvillig over for lobbyister

I det hele taget er bogen meget velvillig over for lobbymiljøet. Måske fordi forfatterne selv er tætte på det. Af forfatteroplysningerne fremgår det, at Susanne Hegelund har været kommunikationsdirektør for landbrugslobbyen ’Miljø og Fødevarer’, og at Peter Mose har været seniorrådgiver for lobbyfirmaet Geelmuyden Kiese.

Bogen fremstiller lobbyisme som den smørelse, der får hele systemet til at køre: Interesserne bliver tilgodeset, ministre og embedsmænd får brugbare løsninger, der ikke vækker for meget bøvl, og oppositionen får faglige råd, så den kan klare sig uden hjælp fra centraladministrationen. Og bogen lægger – forståeligt nok, med forfatternes udgangspunkt – megen vægt på, at det hele skal foregå så professionelt som muligt.

Men på et eller andet tidspunkt bliver al den professionelle lobbyisme simpelthen kvælende. Hvad skal der blive af ægte indignation? Af folkelig gennemslagskraft? Ved den nylige regeringsrokade blev Mette Gjerskov (S) afsat som fødevareminister. Hvorfor mon? Gjerskov virkede, som om hun var indstillet på at slås med landbruget for at få sunde fødevarer og et ordentligt miljø. Måske netop derfor.

I bogen hedder det om lobbysystemets tackling af Mette Gjerskov:

»Når der – som i 2011 – kommer en ivrig og rimelig grønt tænkende minister som Mette Gjerskov (S) ind ad døren, kan embedsværk og landbrugsorganisationer i et vist omfang enes om at få hende til at falde lidt til ro, inden hun, med deres øjne, får gjort for meget skade på erhvervet.«

Ja, indtil de får hende lempet helt ud – og de ægte skadevoldere uanfægtet kan fortsætte deres lobbybeskyttede virksomhed.

Susanne Hegelund og Peter Mose: Lobbyistens lommebog – politikere under pres. 296 s. 300 kr. Gyldendal. Udkom i torsdags

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Erhvervslivet styrer politikken, finansverdenen styrer økonomien - og studenterne i den nuværende regering styrter rundt for at skabe nogle akut jobs.

Lobbyisme for lobbyisme? Metalobbyisme? Spændende!

Men ja; den om at uærlige lobbyister formenes adgang er vrøvl og løgn. Lobbyister er advokater for en enkeltsag, og man forventer ikke at de fremstiller sagen neutralt. Det lykkes således ikke forfatterne her at fremstille lobbyisme neutralt, jf. det godt gustne citat, David Rehling har fundet. "Få hende til at falde lidt til ro", mage til klammo eufemisme.