Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Frivillig i verdenskrigens blodbad

’Jeg kan ikke nægte, at krig er noget anderledes, end jeg havde ventet det’. Feltpostbreve fra seks frivillige hos de allierede under Første Verdenskrig bekræfter krigens gru, men antyder også en anderledes kampgejst end hos de tvangsudskrevne nordslesvigere
Af historiens mange meningsløse massemyrderier var Første Verdenskrig et af de største, og der er grund til at mindes, hvor galt det kan gå, når politikerne lader generalerne tage over. Foto: Scanpix

Af historiens mange meningsløse massemyrderier var Første Verdenskrig et af de største, og der er grund til at mindes, hvor galt det kan gå, når politikerne lader generalerne tage over. Foto: Scanpix

Kultur
15. november 2013

Endnu et historisk jubilæum nærmer sig, og denne gang et virkelig betydningsfuldt af slagsen: 100-året for 1. Verdenskrigs udbrud. Allerede nu er der godt flow i bogudgivelserne, som en nylig optælling viste her i avisen. Oversættelser veksler med danske fremstillinger, fra ren militærhistorie til politisk historie, og med vægtige indslag af de senere års social- og mentalitetshistorie. Optakten er på denne måde godt i gang med at forvandle sig til begivenheden i sig selv.

Første Verdenskrig har givet anledning til en hel del udgivelser af soldaterbreve og dagbøger. Tusindvis af dansksindede nordslesvigere var tvangsindlagt til deltagelse i Flanderns mudder, granatsplinter og sønderskudte kammerater. Mere end 5000 af dem mistede livet. Afmagt og fortvivlelse har lyst ud af brevene fra disse unge mænd og familiefædre, der ikke havde haft del i den tyske krigsbegejstring fra august 1914, men som tværtimod var tvangsudskrevet til at risikere livet for fjenden fra 1864. Skal man sætte livet på spil, hjælper det, hvis det giver mening.

Det gjorde det for den gruppe mænd, som deltog frivilligt i de allieredes hære, først og fremmest de canadiske, US-amerikanske, australske og new zealandske. Og de var med, ikke bare ved vestfronten, men også på Balkan og ved Gallipoli.

Pligtfølelse

Mellem 1.000 og 1.500 drejede det sig om ifølge Claus Bundgård Christensens forord, så altså betragtelig færre end de ca. 26.000 nordslesvigere, der ufrivilligt kæmpede for Tyskland. For de frivillige er krigen ikke fjern og uvedkommende. Ganske vist gjorde en del af dem allerede tjeneste i den franske Fremmedlegion og blev ikke spurgt.

Men mange andre meldte sig ud fra motiver, der ikke alene omfattede eventyrlyst, men også handlede om pligtfølelse over for det land, hvortil de var emigreret, og som havde givet dem alle muligheder. En uomtvistelig lyst til at bekæmpe tyskere spiller også en rolle: Det er sårfeberen fra 1864.

Frivillighed i stedet for sønderjydernes tvangssituation: Betyder det, at de oplever krigen anderledes optimistisk? Man kan ikke undgå at fange en tendens i de seks frivilliges beretninger, som peger på en større personlig, psykologisk udholdenhed. »Vi kæmper for vores ret, og det hjælper os fremad,« skriver Niels Grøntved, en frivillig fra Australien.

Men de blodige, dødsnære oplevelser er de samme, og ligesådan er hverdagen bag fronten, med kartofler, suppe og venten i regn og mudder og lus. Der læses om Buffalo Bill, Nick Carter og Sherlock Holmes. Og ind imellem er der refleksioner over det Danmark, der sælger gullasch, heste og rekylgeværer til fjenden: »For hver kasse smør, der bliver sendt til Tyskland, hjælpes der til med at udgyde nyt blod,« skriver den bramfri Jules Eliasen. Spændende bliver det at se, hvad den danske krigsdeltagelse på Balkan, i Irak og Afghanistan en dag kaster af sig, når behovet for heroiserende, moralsk opbyggelige beretninger en dag har lagt sig. Der er en verden til forskel på fortællinger, der er beregnet på offentliggørelse, og skildringer, der ikke er det.

Den store krig har leveret stof til hovedværker som Jüngers I stålstormen og Remarques Intet nyt fra vestfronten, men vil man vide, hvordan helt almindelige mennesker oplevede skyttegravenes rædsler, kommer man simpelt hen ikke uden om de intime, personlige beretninger, og her udgør de frivilliges erfaringer et vigtigt supplement til nordslesvigernes.

Der er således mange gode grunde til at genudgive denne bog, som ifølge forordet oprindelig udkom i to bind i 1917 og 1920 (kolofonen nævner dog 1917 og 1918).

Heldigvis er den nye udgave ikke redigeret. Den antisemitiske kritiker Harald Nielsen forestod nemlig den oprindelige redaktion, og hans indledende kommentarer er i sig selv læseværdige som billede på den tidstypiske, romantiserende opfattelse af krigen. Her prises de rene instinkter og »medfødt kamplyst og eventyrmod«; kun her kan man skrive om den unge Jules Eliasen, der døde ved Somme i 1916, at krigen var hans livs store chance og »egentlige bestemmelse«. Og Harald Nielsen har kunnet lune sig ved den selvhævdende Eliasens udtalte antisemitisme.

Ved godt mod

Hvordan bærer man sig ad med at skrive hjem til sine kære, der håber det bedste, men frygter det værste? Er det muligt på én og samme tid at få afløb for trangen til at dele sine gruopvækkende oplevelser med dem, der står én nærmest, og samtidig skåne dem for det værste? Brevene hjem bekræfter: Jeg er i live, uskadt, ved godt mod, får nok at spise, keder mig – det hele er ikke så slemt. Men ind imellem kommer der løb i pennen, selvcensuren opløses og vi indvies i den elendige tilværelse i skyttegravene, de timelange bombardementer og de pludselige infanteriangreb fra egen eller fjendtlig side – hurtige og effektive nedslagtninger, der sammen med hundredvis af døde og døende efterlader en skrækblandet eufori hos brevskriveren over at have overlevet endnu et stormløb. De allerblodigste beretninger følges gerne op af fortrøstningens ord: Når det er værst, tænker jeg på Jer derhjemme/min hjemstavn etc. Gud er, tankevækkende nok, fraværende.

Af historiens mange meningsløse massemyrderier var Første Verdenskrig et af de største, og der er grund til at mindes, hvor galt det kan gå, når politikerne lader generalerne tage over. »Hvad skal man gøre, når man har været et år i krigen og ikke har været med til andet end grave skyttegrave og skyde og med bajonet stikke sine medmennesker ihjel, ligesom om man havde lært det i skolen,« skriver en af hovedpersonerne i 1916, men sådan er det jo: »hvis man her ikke slår sin fjende ihjel, slår han en ihjel, og det kan man jo ikke være tjent med.«

Teksten er ikke forsynet med opklarende noter, og de ikkefranskkyndige får brug for en ordbog; en mitrailleuse er et maskingevær, og sådan er det hele vejen igennem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her