De fleste af os får lov til at lægge ungdommen bag os uden at blive stillet til regnskab for den siden hen. Men hvis man har henslæbt ungdommen i offentligheden, bliver man målt imod den resten af karrieren.
For Thomas Helmig har det taget urimelig lang tid at slippe af med imaget som den krølhårede popdreng, der uge efter uge toppede Maiken Vexøs 3773-Hitservice, og få sig selv transformeret til en moden, eftertænksom soulpopsanger. Men hvor den forvandling må siges at flyde med tidens strøm og følge de krøllede ynglingelokkers naturlige retræte, så har der altid været noget selvmodsigende ved punkere, der ældes.
Man kan selvfølgelig sige, at Steen Jørgensen havde forladt punk, længe inden »Let Your Fingers Do The Walking« blev folkeeje hos Familien Danmark. Og også længe inden Peter Peter skred ud af Sort Sol. Og i hvert fald længe inden Steen Jørgensen medvirkede i TV 2-talentshowet All Stars.
Og det er måske lidt uretfærdigt, at en tidligere punkers gøren og laden dømmes så meget hårdere end en 49-årig popdrengs. For arbejdet med at pleje en identitet som gammel punker må på mange måde være rigtig hårdt – langt hårdere end at være en gammel hippie, for eksempel. Det er ligesom lidt svært at blive ved med at gå over for rødt og give fuckfingeren til ældre damer, når man selv er over 50. Punk har altid handlet om at være fremmed for sig selv, og at finde sig selv og stadig være fremmed, det er en umulig opgave. Med andre ord: Hvis man skal sammenligne de nye plader fra de jævnaldrende herrer Thomas Helmig og Steen Jørgensen, så har førstnævnte helt klart oddsene med sig fra starten.
Kammer ikke over i retro
Selv om KH Helmig hverken er relevant eller tidløs, så lykkes det popveteranen fra Gl. Egå at lyde hjemlig uden at kamme over i retro. Det er en vellydende og helt uforstillet poprockplade, der ikke lægger skjul på sine rødder i 1980’erne. Og hvorfor skulle den også det, når man ellers skal helt til søstrene Haim i USA for finde lige så velsnedkererede overgange mellem vers, bro og omkvæd.
Blåtonet og gråsprængt adlyder Helmig poppens påbud om overensstemmelse mellem teksternes dybde og kompositionernes letbenethed. Tag bare den elegant svingende »Fugleflugt«, der kuldslået konstaterer: »Godt at se dig/godt du gik/godt at jeg er langt fra dig/og dit overvågningskamerablik«.
Dog er der elementer ved produktionen og teksterne, som man skal kunne underskrive sig ’KH Helmig’ for at slippe af sted med: Juhu’erne i baggrunden har ikke ændret sig, siden Donna Cadogan sang kor på de fleste danske popudgivelser. Og »Sukker« er en alt andet end subtil satire på jetset-bærmen, hvor ’silikonedukker’ rimer på ’vaselinekrukker’.
Undervandsslowmotion
Steen Jørgensens solodebut Standards For Living er et coveralbum. På papiret ligner det en rigtig god idé, for Jørgensen har bestemt formatet og fortællingen bag sig til at kunne sætte sit aftryk på andre menneskers musik på en måde, der er interessant for andre end den nærmeste kreds. For det er vel ingen overdrivelse at kalde Jørgensen et ikon i dansk musik. Hans evigt tvære, gennemborende blik, den manglende arms gådefulde og helt urimeligt punkagtige mytologi – og den følelsesmæssigt fraværende gravrøst, ikke mindst. Men selv om Jørgensens monotone sangstil har gjort Sort Sol til, hvad det er, så bliver den desværre et problem, når det drejer sig om at fortolke andre kunstnere.
Man får nemlig ikke så meget det indtryk, at mørkemanden har pillet sangene fra hinanden, er kravlet ind i dem og har samlet dem igen ved hjælp af sine egne små personlige tilbøjeligheder. Nej, det virker snarere, som om han er gået til opgaven ved at smøre et lag af Steen Jørgensen ud over dem. Ved at lade sin ikonstatus skinne på sangene, uden at det rigtig rokker ved dem. Det er måske også svært, for sangene er, som pladetitlens ordspil antyder, ubeskedent udvalgte klassikere af Elvis, Beatles, Dylan, Cohen et cetera.
Det kører støt i det samme mørke leje med Jørgensens overartikulerede sandpapirsdiktion i samme intensitetsniveau pladen igennem. Og det går hen og bliver ensformigt. »Help« i halvt tempo virker som meningsløs undervandsslowmotion. Men på den nøgne klaverbaserede fortolkning af »Lay Lady Lay« sker der faktisk noget interessant, når Jørgensen bruger sin vokal sjældent indlevende og flerfacetteret og for en gangs skyld giver os en fornemmelse af, hvad der foregår omme bag det omrejsende rockteater.
Thomas Helmig: ’KH Helmig’ (Sony). Er udkommet.
Steen Jørgensen: ’Standards For Living’ (Sony). Udkommer mandag.
