Det er en grum sag, der er kommet ud af børnebogsforfatteren Ane Riels (tidligere Ane Brahm Lauritsens) første voksenroman. Bogen igennem hober de gruopvækkende og ekstreme tildragelser sig stadig højere op, men det er samtidig hændelser, som kunne ske. Man har før fundet kvindelig i kummefrysere, parterede lemmer i en skov, hørt om ildspåsættelse og giftmord mv. Forskellen på virkelighedens bestialiteter og Ane Riels er, at hendes er mere opfindsomme.
Slagteren i Liseleje er ud over at være grusom og forfærdelig også tossemorsom og fyldt med fantasifulde indfald og overrumplende handlingsvrid. Personerne er originale og originaler, et galleri af skikkelser, som skæbnen har haft gennem vridemaskinen, og som er kommet skævtrukne og vanføre ud af livets tildragelser. Nogle er gode nok, andre onde.
Onde kvinder
Det er her seriøsiteten i løjerne kommer ind. For under de dramatiske og eventyrlige hændelser gemmer der sig en menneskekundskab og en diskret empati, som betyder, at psykologien holder. Derfor holder også romanens groteske humor og dens plausibilitet. Handlingen bliver på én gang komplet usandsynlig og uafviselig, ja man kan sige, at Ane Riels debutroman udmærker sig ved at udforske psykologien i det usandsynlige og på den måde gøre det sandsynligt. Også ondskaben.
I centrum står Judith, en indtagende, ældre dame, som vi imidlertid introduceres til, mens hun spekulerer på, hvordan hun bedst slår postbudet ihjel. Så er vi advaret om, at der bag hendes elskværdige ydre gemmer sig et dunklere indre. Ikke for ingenting er hun navnesøster til den Judith, der i Bibelen huggede hovedet af Holofernes.
Men hun er ikke den eneste onde kvinde. Sagførerfruen Edith, mor til en vis Jørgen, der kommer i slagterlære, er et forfærdeligt kvindemenneske. Og her bliver skildringen faktisk alvorlig. For af snobberi og bitterhed over ægtemanden, der ikke har levet op til hendes forventninger, opdrager hun Jørgen til at indfri alle sine frustrerede ambitioner. Han skal være bedst og dygtigst og artigst. Det sidste honorerer han ud i absurditetens fjerneste afkroge, bedst og dygtigst kniber det til gengæld med, da det viser sig, at knægten er svært ordblind. Derfor slagterlæren. I midten af alt det eventyrlige står således en bidsk, realistisk historie om, hvordan et tyrannisk moderdyr hensynsløst og med håndfaste tæsk hersker over mand og barn.
Eventyrtonen derimod slås eksempelvis an i skildringen af tre lokale drankere i et læskur. De hedder Hans, Christian og Andersen og spiller en afgørende rolle for handlingsgangen. Midt i al grumheden spilles der således bevidst på eventyrgenren, men det er Snehvides onde stedmor, snarere end »Historien om en Moder«, der rinder én i hu.
De tre drukkenbolte har kranke skæbner bag sig, de er groteske, men menneskelige og de er ikke alle tabt bag af en vogn. Også det får betydning for handlingen ligesom et stort kunstværk, en hund og en abild, et vildt æbletræ.
Mere skal ikke røbes her, plottet er udspekuleret, men økonomisk skruet sammen, alt vi får at vide, bliver brugt til noget. Ane Riel skriver underfundigt med en skarp karakteriseringsevne, som når vi hører om Judiths falsk indsmigrende stemme, at den »lagde sig som et gnistrende syntetisk tæppe« over postbudet, eller om grønlænderen Hans Enoksen, en af de tre drankere, at hans »lange lokker fordelte sig som sorte penselstrøg ned over hans ansigt«. Man er godt underholdt af denne spøjse og intelligente roman. Blot skal der udstedes en lodret advarsel mod at læse bag i bogen, før man er nået til slutningen. Denne bog skal læses forfra!
På BogForum fortæller Ane Riel søndag kl 14 om sin bog på Scene C3-25
Lyder lovende