Der er mørke kapitler i historien, som kan fortælles så hjerteskærende, at det næsten ikke er til at bære at se på. Og så er der manuskriptforfattere og instruktører, som formår at fortælle stærke historier om fortidens fortrædeligheder på en måde, så man fornemmer alvoren, men samtidig får lov at grine med karaktererne og få flere lag ind i fortællingen.
Stephen Frears har med Steve Coogan og Jeff Popes manuskript Philomena fundet det bedste materiale, han har haft i lang tid. Det har tyngde uden at være tungt, og det har masser af humor uden at udvande de store spørgsmål, som er i spil undervejs.
Historien bygger på den virkelige historie om den irske kvinde Philomena Lee, som 50 år efter at være blevet tvunget til at bortadoptere sin treårige søn fik den garvede journalist Martin Sixsmith til at hjælpe sig med at opspore ham. Det førte det umage par en tur til USA.
Og med Judi Dench og Steve Coogan i filmrollerne bliver det en forrygende feel good-historie om seksualitet og synder, klasse- og kulturforskelle, familie og fædreland, såvel som om udfordringerne ved at være en homoseksuel, aidsramt republikaner i Reagan-administrationen i 1980’erne. Det er ingen lille bedrift, men Philomena charmer sig selvsikkert gennem materialet fra først til sidst.
Den kødelige inkontinens
Filmen bygger på Martin Sixsmiths bog The Lost Child of Philomena Lee. Som teenager anede Philomena ikke, hvor babyer kommer fra, men efter et møde med en flot fyr på det lokale marked, havde hun pludselig én i maven. Familien sendte hende til et kloster i Roscrea, hvor hun fik lov til at føde sit barn i mere end almindelig smerte og dernæst arbejde fire år i vaskeriet som tak for hjælpen. De mange piger i klosteret havde mulighed for at se deres børn en time om dagen – indtil børnene uden varsel blev bortadopteret til rige familier.
Peter Mullans drama Magdalena Søstrene har tidligere fortalt om kvindeskæbnerne i de barske irske Magdalena-forvaringsanstalter for kvinder, der havde syndet. De fleste anstalter var vaskerier og lukkede efterhånden, som vaskemaskiner vandt frem, men i Philomena findes klosteret og de ansvarlige nonner stadig. I dag som smilende, teserverende damer, som fermt glider uden om spørgsmål. Men efterhånden finder man ud af, at de ældre nonners foragt for de unge pigers ’kødelige inkontinens’ – som det så smagfuldt formuleres – stadig spøger i de moderne omgivelser.
De tåbelige, sårbare mennesker
Philomena havde premiere ved filmfestivalen i Venedig, hvor det italienske publikum hujede begejstret, da Sixsmith undervejs fik sagt ’Fuck the Catholics’ og givet udtryk for sit desillusionerede syn på religion.
Coogan er mest kendt som komiker og har som medforfatter skrevet mange sjove replikker til Sixsmith, men han underspiller samtidig fint sin arrogante karakter. Sixsmith er vant til de bonede gulve og vil hellere skrive en klog bog om russisk historie end en »human interest-historie til tåbelige, sårbare mennesker«.
Mødet med Philomena udfordrer gradvist hans firkantede verdenssyn, ikke mindst på religionsfronten. Selv om der bliver langet ud efter både ’de onde nonner’ og den katolske kirke, er Philomena nemlig religiøs og tilbyder et andet blik på tro og tilgivelse, som ikke kun får Coogans journalist til at overveje sagen nøjere.
Judi Dench er strålende som den søde, jævne dame, der elsker kærlighedsromaner, ikke er vant til hotelforkælelse og synes, at man bør tale ordentligt til folk. Når hun indimellem er i fare for at fremstå for naiv, bider hun pludselig fra sig eller giver udtryk for en holdning, som overrasker både Sixsmith og os. Det er skønt, når hun hellere vil klukle over Big Momma’s House på tv end se Lincoln Memorial.
Usentimental tilgang
Philomena er historiens kerne, og Coogan giver hende dygtigt plads. De to skuespillere bevæger sig mesterligt ind og ud af de store og små dramaer og spejler dem i hinandens karakterer. Det ses blandt andet i en scene i en hotelrestaurant, hvor de først småskændes om Sixsmiths uhøflighed, indtil et overraskende vendepunkt kræver alvor og sender historien i en ny retning.
Philomena lever og ånder gennem det pudsige parløb, men er samtidig en engagerende detektivhistorie med flere uventede drejninger i ærmet. Filmen bevæger sig sikkert mellem Robbie Ryans flotte billeder af dengang og nu, som tager os fra 1950’ernes Irland over kornede familieoptagelser til nutidens England og USA.
Alexandre Desplats musik lægger lovligt hårdt ud og fylder meget, men hjælper også med at skabe sammenhæng mellem tider og steder og få følelserne frem.
For der er stort drama i historien, selv om filmens lune og usentimentale tilgang til materialet næsten lægger en dæmper på de største øjeblikke. Frears undgår sikkert det rørstrømske, men er heldigvis ikke bange for det ’human interest’-element, som Coogans journalist først forkaster.
Det kan vi som publikum kun sætte pris på, for det er ikke tit, at den svære kunst at skabe vittigt og velspillet feel good–drama med en vedkommende klangbund klinger så rent som her.
’Philomena’ Instruktion: Stephen Frears. Manuskript: Steve Coogan og Jeff Pope baseret på en bog af Martin Sixsmith. Britisk (Biografer landet over)
