Læsetid: 2 min.

Idealist eller narcissist?

Det private er muligvis det politiske i ’Dom over død mand’, en lidt gammeldaws, men seværdig film om en mand, der på papiret gav nazisterne kamp til stregen
Filmen om den svenske journalist Torgny Segerstedt, der kæmpede en ihærdig, men ensom kamp mod Hitler og nazismen frem til sin død i 1945, stiller spørgsmålet om, hvad der drev ham. Var det idealisme, narcissisme eller begge dele? Og hvilken rolle spillede hans affære med en jødisk kvinde for hans politiske engagement. Foto: Cinemateket

Filmen om den svenske journalist Torgny Segerstedt, der kæmpede en ihærdig, men ensom kamp mod Hitler og nazismen frem til sin død i 1945, stiller spørgsmålet om, hvad der drev ham. Var det idealisme, narcissisme eller begge dele? Og hvilken rolle spillede hans affære med en jødisk kvinde for hans politiske engagement. Foto: Cinemateket

21. november 2013

»Heil Hitler? Nej, De må have ringet forkert.« Sådan lyder stuepigens urkomiske og spøjst uskyldsrene svar på et hadefuldt telefonopkald til den svenske polemiker Torgny Segerstedt.

Segerstedt (spillet af Jesper Christensen) forsøgte frem til sin død i 1945 at få Sverige til at opgive sin neutralitet under krigen. Det gjorde han via avisartikler, hvor han i kaptajn Haddock-vendinger karakteriserede nazisterne som bøller og bødler. En bramfrihed, som skaffede ham fjender både ude og hjemme.

Filmen igennem sætter instruktør Jan Troell og medmanuskriptforfatter Klaus Rifbjerg imidlertid spørgsmålstegn ved, hvad der reelt drev Segerstedt: Idealisme, narcissisme eller begge dele?

Lys og luksus

Ikke for ingenting indledes Dom over død mand med ordene: »Intet menneske kan holde til at blive kigget efter i sømmene.« Heroiske gerninger udspringer ikke nødvendigvis af en persons ædleste karaktertræk, hvilket er en slidstærk (og tidløs) pointe. Segerstedt fremstår afgjort som en mand, der elsker at holde hof og høre sig egen stemme – og som sent glemmer et professionelt nederlag.

Hans kone er aldrig rigtig kommet sig over deres søns død, en tragedie, som den på overfladen stålsat selvsikre Segerstedt forsøger at fortrænge. Hustruen spilles fint og facetteret af Ulla Skoog, som får lov at aflevere denne nøglereplik: »Jeg ville ønske, at du var mere, som du skriver.«

Hovedpersonen har desuden en affære med en jødisk kvinde, hvilket måske også er en del af forklaringen på det glødende politiske engagement.

At filmen er smukt optaget i sort-hvid giver god mening, da der arbejdes med en lys og mørke-symbolik, ligesom begrebet mørklægning her får bibetydningen ’censur’.

Troell dvæler også hyppigt ved lysekroner, som ud over at være lysgivende bliver et billede på den intellektuelle elites luksusliv i et Europa, der er i fuld gang med at selvantænde.

At Troell og Rifbjerg begge er født i 1931 skinner igennem i hovedpersonens tilbagevendende drømmesyn, som domineres af sortklædte kvinder og er faretruende tæt på at ligne en parodi på klassisk kunstfilmalvor.

Men dette skandinaviske oldboys-projekt rummer tilstrækkeligt mange interessante temaer til at udløse en anbefaling herfra.

’Dom over død mand’ Instruktion: Jan Troell. Manuskript: Jan Troell og Klaus Rifbjerg. Svensk og norsk (Cinemateket i København, spilleperiode 21. november til 1. december)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu