’Intet er mørkere end dine nætter, Tanzania’

Teater Nordkrafts dramatisering af Jakob Ejersbos roman ’Liberty’ er bragende vellykket i al sin trøstesløshed. Med skuespillertalentet Esben Smed som en lysende, ung Ejersbo i ustoppelig selvdestruktion
6. november 2013

Afrika mistede sin uskyld på Teater Nordkraft allerede under forestillingen Eksil. Men nu har dette stædige teater i Aalborg fortsat sin dramatisering af Ejersbos trilogi med en opsætning af Liberty.

Denne forestilling foregår også i Tanzania. Men hvor Eksil handler om en engelsk teenagepiges oprør i det hvide, udenlandske overklassemiljø, beskriver Liberty den danske teenagedreng Christian (læs: Jakob Ejersbo) og hans oplevelser i Tanzania, hvor faderen har fået arbejde. Ligesom Eksil er Liberty en historie om manglende forældrekærlighed og om desperat ungdomsoprør – og selvdestruktion. Men det er også en forrået skildring af en ung mand, der ender med at opføre sig præcist så udbytteragtigt som de europæiske kolonialister, han ellers kun foragtede.

Teaterscenen er næsten den samme: Et firkantet hus fyldt med plasticgimmicks og med skillevægge af plastic – og vinduer ud mod et Afrika, som vil tage hævn. Louise Becks scenografi er tilsyneladende bygget af desillusions-PVC, og savannekostumerne er mindst lige så groteske. Her handler alt om liderlighed og billig købesex – eller gratis voldtægtssex, hvis den hvide overklassemand da ikke foretrækker at befamle sin sorte lolitadukke. I gnidsikker plast.

Alligevel er det faktisk lykkedes instruktøren Mikkel Flyvholm at give Liberty en langt stærkere sammenhængskraft end Eksil. Forestillingen hænger meget bedre sammen, også selv om flere af bipersonerne kun forbliver skitser. Men det bærende, følelsesforslåede drengeportræt holder.

Smed med charme

Den nyuddannede, 29-årige skuespiller Esben Smed viser sig at rumme en så vidunderlig blanding af charme og kynisme og dyb sårethed, at man hellere end gerne stirrer på dette menneske i fire timer, mens man naivt hepper på, at det alligevel ender med at gå ham godt. Esben Smed har simpelthen så stærk en udstråling af håb, at han overmander handlingens ellers lammende sortsyn og får tilskueren til at sidde på kanten af stolen. Desuden mestrer han iscenesættelsens sjove leg med metakommentarer: Han hopper i hvert fald gladeligt ud af rollen uden varsel og fortæller regibemærkninger, uden at det forstyrrer det mindste.

Desuden afslører Esben Smed et fantastisk filmfjæs: Når han på hjemmevideoen skyper med sig selv og sine drømme, mens han taler om den sortmørke nat over Tanzania, så tror man på hans uforklarlige kærlighed til dette smukke land. Og man får lyst til at mærke mørket selv.

Skvatmuskler

Henrik Birch har igen rollen som svigtende far med Ejersbo’ske skvatmuskler. Og ingen kan som Henrik Birch spille så ulideligt ærligt omkring sin egen svaghed: Han viser faderens oprigtige kærlighed til sønnen, men der går ikke mange sekunder, før hensynet til hans egen magelighed og endnu en kvindescoring får ham til at svigte sønnen. Igen, igen. Det er en hårfin realismekunst.

Alle får skønt modspil fra den afrikanske skuespiller Anele Situlweni. Han har en vuggende, sort krop og netop dén øjenplirrende benægtelse, som gør alt omkring ham til afrikansk fest. Men samtidig har han også modløsheden i sig. En indadvendt og opgivende tavshed i kroppen. For hvordan skal han nogensinde løfte sig op af fattigdommen, hvis han for altid forbliver de hvides tjener?

Imens spiller et band med Gregers Mogstad, Ginne Marker og Lærke Alrøe den særeste diskoteksblanding af hits fra 1980’erne. Iført plasticparykker, naturligvis. Det dunker og jammer, men alt sammen netop så støvet og uautoriseret, som en Tanzania-klub vel kræver det. I hvert fald så længe, de får penge for det af dørmanden. Hvide penge, der bliver sorte.

For selv her har ABBA ret:

»The Winner takes it all.«

Liberty. Baseret på Jakob Ejersbos roman. Dramatisering: Nis-Momme Stockmann. Instruktion: Mikkel Flyvholm. Scenografi: Louise Beck. Teater Nordkraft. Varighed: 4 timer. Til den 30. november

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu