Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Jørgen Kielers sidste hilsen til historikerne

Samtaler uden modhager med en dansk helt
Kultur
11. november 2013

Årene har ikke mildnet den nu 94-årige modstandsmand og hans betragtninger om arv og gæld efter besættelsesårene.

Heltene giver sig selv, dem der satte liv og helbred på spil, skurkene samarbejds- eller forhandlingspolitikerne og selvsagt dem, der gik i tyskernes sold, landsforræderne. Til heltene henregner Kieler ikke sig selv, han gjorde kun sin pligt, gik til modstand parat til at betale den højeste pris. Det var han lige ved, da han blev taget af Gestapo og havnede i Porta Westfalica, en af de værste kz-lejre, hvis man kan gradbøje. Kun et mirakel reddede ham; ligeså fra at dø af følgevirkningerne. Som uddannet læge med doktorgrad i følgerne af human udhungring har han siden kunnet følge konsekvenserne af egne og andres lidelser og viet sit liv til at gøre noget ved det. Ikke for ingenting kan man kalde Jørgen Kieler en af modstandsbevægelsens største personligheder, hvis enestående indsats under og efter ikke kan eller bør forklejnes.

Den gamle modstandsmand og læge har med Tom Hermansen – skal man tro titlen: Før jeg siger farvel – ydet et sidste bidrag i den debat om besættelsen, til hvilken Jørgen Kieler flittigt har bidraget. Bogens formål er sådan set klart. Det handler ikke så meget om erindringsstoffet, som Kieler selv udførligt har lagt frem i to-binds erindringsværket Hvorfor gjorde I det? fra 2001.

Fortæller og forfatter benytter snarere lejligheden til at give et polemisk indspark i de seneste års historiske strid om samarbejde og modstand. Jørgen Kieler lægger således ikke skjul på, at han sætter pris på Anders Fogh Rasmussens fordømmelse af forhandlingspolitikerne og samarbejdspolitikkens lykkelige sammenbrud i 1943, da regeringen ophørte med at fungere. Historikere og andre, der søger at nuancere disse kategoriseringer, finder ikke nåde for Kielers blik. Ej heller de historikere, der temmelig klart har påvist besættelsestidens store fortællings relative størrelser, hvor den mere håndfaste tolkning pudsigt nok (igen) er ophøjet som dogme. Politisk er det næppe tilfældigt, at Kieler deler synspunkter, der ikke ligger langt fra de nynationales og fjernt fra den radikale historietradition. Radikal er vel Kielers værste skældsord, som han i øvrigt flittigt uddeler.

Modspørgsmål mangler

Tom Hermansen har delt bogen op i forfatterrefererende, fortællende og interviewende enheder, der bestandigt glider over i hinanden. Desværre rækker Hermansens metode ikke til en spørgeteknik, der stiller sig kritisk an over for Kielers diskutable udsagn; snarere synes de to samtalepartnere at bekræfte hinanden, når Hermansen flere steder direkte lægger konstaterende spørgsmål foran Kielers højre fod. Men den historikergeneration, Kieler angriber, har trods alt ikke skrevet deres afhandlinger og bøger uden de kildekritiske studier, Kielers synspunkter ikke rigtigt tager hensyn til. Og modspørgsmål mangler.

Det er synd, for Jørgen Kieler er som antydet et rigt og omfattende menneske, der utvivlsomt ville have ydet mere ved kritisk modspil. At forholde sig skeptisk over for myterne om besættelsestidshistorien som al anden national historie er jo ikke ensbetydende med ikke at ville anerkende det anerkendelses- og beundringsværdige, som Kieler leverede.

En gang til!

Bogen slutter med den salut, at de fagfolk, der i vore dage forsøger at sætte besættelsestidens fænomener ind i deres historiske sammenhæng, blot er ude på at renvaske sig i dårlig samvittighed over samarbejdspolitikken. Det udsagn blandt mange andre kunne have tålt kværuleren fra forfatteren. Man tør ikke tænke på, hvad Kieler siger, hvis man hævder, at samarbejdspolitikken nok brød sammen pro forma, men fortsatte med andre midler og bragte Danmark mere sikkert – til landets bedste – gennem de sidste års kaos, end det ellers ville være sket.

Gid Jørgen Kieler ville sige farvel en gang til – med en mere kritisk samtalepartner.

Tom Hermansen: Før jeg siger farvel. Samtaler med modstandsmanden Jørgen Kieler. 250 s. ill. People’s Press. ISBN 9788771377132

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her