Læsetid: 4 min.

Kan man både kysse kæresten og blive minister?

Og kan man elske og være selvoptaget på samme tid? I Aalborg Teaters veldrejede og morsomme iscenesættelse af ’Clavigo’ bliver disse dilemmaer hos Goethe voldsomt aktuelle – med Andreas Jebro som forrygende manipulator
Andreas Jebro og Martin Bo Lindsten skaber en skøn dobbeltmand i Aalborg Teaters ’Clavigo’, når de synkronsnakker og synkronbladrer avisen som magtmanden, der gladelig skubber deres kærlighedshungrende kæreste (Amalie Dollerup) af vejen for at score chefjobbet.

Lars Horn

25. november 2013

Goethes antihelt Clavigo er som enhver moderne karrieremand: Han vil gerne lege med kærligheden, men han vil allerhelst få sig en ekstrem karriere og styre direkte mod toppen.

Det kan godt være, at hans kæreste får noget særligt følsomt og åndrigt frem i ham. Men han bliver hurtigt i stand til at undertrykke følelserne i privatlivet, så han målrettet kan gå direkte efter ministerposten. Derfra kan han charme sig til sex for resten – og droppe kærligheden.

Sådan fortolker instruktøren Lydia Bunk det stormomsuste drama af Goethe, der ret utilsløret skrev stykket ud fra sin egen forelskelse og afvisning af en skøn Friederike.

Goethe kan godt virke svær, så det kræver netop sådan et instruktørgreb at gøre hans tanker tilgængelige som scenekunst i dag. Ligesom instruktøren Elisa Kragerup suverænt formåede det på Det Kongelige Teater med Goethes Den unge Werthers Lidelser for tre år siden.

Knus et hjerte

Clavigo fra 1774 er en spøjs historie. Den handler om digterens splittelse mellem digterkaldet og kærligheden. Samtidig er der en umiskendeligt maskulin forfører i Clavigos skikkelse. En forfører, som nyder selve forførelsen – og som bagefter nyder at tilintetgøre den. Dermed er Clavigo også en ældre fætter til Johannes i Kierkegaards Forførerens Dagbog fra 1843. For Clavigo har godt nok friet til sin Marie, men så har han slået op med hende. Og nu fortryder han så den beslutning …

På Aalborg Teater står han ellers selvtilfreds i sine tjekkede underbukser, parat til at klæde sig på i ulastelig skjorte og slips. Hans andet jeg er med ham overalt. Som to synkronmennesker i én bevæger den tætte, mørkkrøllede Martin Bo Lindsten og den høje, lyshårede Andreas Jebro sig omkring som én person.

Alt gør de synkront. De taler synkront. De tager sko på synkront. De gaber synkront. Det er virkelig revytiming, der vil noget – med Lindstens uimodståelige forfører og Jebros selvoptagede tvivler i samme person. Vildt komisk, men med den sjælelige tragedie og det psykiske sammenbrud lige rundt om hjørnet. Hvor foregår sådan en historie egentlig? Scenografen Nikolaus Porz har henlagt den lidelsesfulde historie til en tjekket verden med lækkert plankegulv. Udenfor ligger græsset og er absolut grønnere på den anden side. Og bagvæggen er en pansermur af puder med glødepærer – og med ministerbalkon. Sådan!

Lyddesigneren Kristian Berg har samtidig sørget for klaverminimalisme, der med sjælden empati drysser poesi ud over de oprørske replikker.

Man er lige ved at tro på en happy end … Samtidig er der et strejf af eventyr over forestillingen. Snehvide kunne sagtens smyge sig ind i den forstørrede glaskiste, der nu ligger midt på scenen som et mausoleum over Clavigos myrdede kærlighed. Inde i glaskisten ligger Amalie Dollerups afviste skønhed og synger ulykkelige kærlighedssang med så smuk en sorgstemme, at selv en døv ville fortryde og løbe tilbage og bede om tilgivelse. Hun flyder rundt i sin forgrædte brudekjole, selv om Malin Rømer Brolin-Tanis søster dukker op med lige dele charme og cancan-korsage. Hvilket saligt suk af ulykke!

Klovn eller abe

Men kvindegråden forstyrres af Martin Ringsmoses storebror, der kommer for at hævne sin søster.

Ringsmose ligner en truckerfører, sådan som han pruster ind på scenen med overskæg og tatoveringer. Hans krop er en af de vildeste i dansk showbiz: Han kan falde, som om nogen sendte strøm igennem ham. Derved bliver der ikke så langt mellem ham og den Clavigo, han vil bekæmpe. For Andreas Jebros krop udtrykker sig akkurat lige så fysisk som Ringsmoses – blot endnu mere følelsessitrende og utilregneligt.

Jebro dirrer med de lange arme som en klovn, der netop er blevet pakket ud af kassen. Men i næste øjeblik er han cirkusaben, der kravler rundt oppe på glaskisten på alle fire, mens han forsøger at kæmpe sig ind til sin eventyrprinsesse. Det overrumplende er, at der er så kort mellem Jebros selvsikre boss og hans indre desperadodyr. Det er også det vidunderlige.

Dermed er Jebro virkelig blevet en stor gevinst for Aalborg Teaters ensemble, der overlegent tager føringen i dansk teater disse år.

Aalborg Teater har i det hele taget fået et overbevisende tag i kærligheden. Teaterchef Morten Kirkskov har sans for at lægge et repertoire med den forulykkede kærlighed som fascinationspunkt. Uanset om det er den resignerede kærlighed i Tjekhovs Kirsebærhaven eller den undertrykte bøssekærlighed i En kort, en lang. Om det er den ustyrlige lyst i Den spanske Flue, den instinktødelagte kærlighed i Perplex – eller altså den manipulerede kærlighed som her i Clavigo.

Morten Kirkskov går linen ud og rammer både elitært og folkeligt med sine kærlighedsbilleder. Og det er godt. For det er vel netop dér, de fleste havner: I dilemmaet mellem kærligheden og karrieren. Familien og selvoptagetheden. Nærheden og Facebook.

Eller konkret: Mellem kærestekysset og computeren.

’Clavigo’. Tekst: Johann Wolfgang von Goethe (1774). Bearbejdelse og iscenesættelse: Lydia Bunk. Oversættelse: Kai Holberg. Scenografi: Nikolaus Porz. Lys: Clement Irbil. Lyddesign: Kristian Berg. Film: Daniel Buchwald. Koreografi: Rebekka Lund. Dramaturgi: Jens Chr. Lauenstein Led. Aalborg Teaters Lille Scene til 21. december. www.aalborgteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu