Læsetid: 2 min.

Lerfigurernes oprør

En af de 20. århundredes værste rædselshistorier oprulles på utraditionel vis i dokumentarfilmen ’The Missing Picture’
14. november 2013

At eje en gryde er individualisme. Vi ejer kun en ske,« konsterer instruktøren Rithy Panh i The Missing Picture. Det perfekte kollektivistiske samfund, hvor ulighed var en ukendt størrelse, endte som bekendt i ufattelige uhyrligheder. Det anslås, at en fjerdedel af Cambodias befolkning døde under Pol Pot og hans Røde Khmerers hærgen mellem 1975 og 1979.

The Missing Pictures instruktør og manuskriptforfatter Rithy Panh var kun et stort barn, da hovedstaden Phnom Penh blev invaderet og det radikale samfundseksperiment skudt i gang. Panhs spektakulære greb er da også hentet fra barneverden, da hundredevis af håndmalede lerfigurer fungerer som erstatninger for de manglende filmoptagelser af perioden. Men også som en ny måde at skildre en bedrøveligt velkendt historie på.

Titlen har adskillige betydninger: The Missing Picture er blandt andet et korrektiv til regimets propagandafilm og dermed også en metadokumentarfilm, hvor tyrannernes (selv)-iscenesættelse sættes under lup.

Månelængsel

Efter en skildring af graverende mangel på lighed og retfærdighed, udsultning og undertrykkelse lyder det: »De folk i Paris og andre steder, der elskede vores slogans, og som læste bøger, så de mon dette billede? Eller manglede det billede?«

Panhs film har visse ligheder med sidste års meget omtalte dokumentar The Act of Killing, hvor indonesiske bødler genopførte deres forbrydelser. Lerfigurerne er yderst velegnede til at udtrykke den identitetsberøvelse, store dele af befolkningen blev udsat for, men fungerer også som afledere for tilskuerens mest oplagte følelsesmæssige respons på rædslerne. Selv om det er umuligt ikke at forfærdes undervejs, lykkes det for Panh at lave en film, der i lige så høj grad taler til intellektet og eftertanken.

Han benytter desuden med stor effekt et poetisk billedsprog, hvor himlen og månen bliver modsætninger til det mudder, de menige cambodianere henslæber deres ynkelige slavetilværelse i. Som en amerikansk anmelder bemærkede, repræsenterer The Missing Picture ikke mindst en sejr for menneskets evne til at gøre modstand, fordi De Røde Khmerer forsøgte at udrydde kunstneriske og intellektuelle frembringelser.

’The Missing Picture’ Instruktion og manuskript: Rithy Panh. Cambodiansk og fransk (Cinemateket i København fra 15-20. november)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu