Når solen skinnede, og det gjorde den altid …« Sådan skriver journalisten Lone Kühlmann underfundigt og oprigtigt et sted i sine erindringer. For denne slagkraftige kvinde har en udpræget sans for alt det pudsige og ukomplicerede, som hørte hendes barndom til. Hun har et umanerligt godt humør. Hun er så herligt ubekymret. Hun tror jo bare, at folk godt kan lide hende …
Derfor også titlen I medgang og medgang. Denne omdiskuterede journalist og meningsmager og kvindesagsforkæmper opfatter selv sin barndom som både lykkelig og enkel, sådan er det bare. Også selv om det at være teenager i 1950’erne og 1960’erne var en dybt besværlig affære. Og en tid med meget heftig udlængsel fra murstensvillaen i Rødovre.
Barneblikket
Interessant nok er det barneblikket, der præger bogen.
Hvis man tror, at Lone Kühlmann underholdende erindringer udleverer en stribe kendisser ved Danmarks Radio i 1970’erne og 1980’erne, så må man tro om igen. Hvis man længes efter at høre om hendes fadæser for åben skærm som tv-journalist, så er det heller ikke her. Og hendes erotiske debut kommer kun pragmatisk med som et feministisk statement. Hendes erindringer standser nemlig brat den dag, hun som 21-årig omsider får sig en journalistelevplads i Nykøbing Falster. The rest is silence.
Lone Kühlmanns selvironiske barndomserindringer tager sig god tid. Somrene ved Amager Strand bliver vitterlig uendelige, for hun har et vidunderligt blik for sin families særheder.
»Alle myndighedspersoner afskyede børn,« skriver hun ellers undrende omkring barndommens børnehadervoksne. Heldagsskolen vil vist aldrig få Kühlmanns stemme …
Alt for Anna Sophie
Til gengæld kan hun sine klassikere. Hun kan sin Nøddebo Præstegaard og sin West Side Story – og sin Prinsessen holder fridag. Og sin Anna Sophie Hedvig, ikke mindst. Netop Kjeld Abells retfærdighedsinsisterende skolelærerinde bliver hendes ideal.
»Det der skal gøres, skal gøres, og kan vi så blive fri for mere vrøvl,« skriver hun også et sted.
For Lone Kühlmann kræver livet ikke nødvendigvis alverdens forklaringer og psykologiserende argumenter. Der er bare visse ting i verden, der er, som de er.
Kühlmann har en skøn hukommelse, når det gælder børneverdenens mærkelige vandrehistorier. Ikke mindst den om ’børnelokkeren’. Som hun skriver:
»Der var aldrig nogen eksplicit forklaring på, hvad der gjorde børnelokkerne så farlige. Hvis der var nogen, der vidste det, blev det ikke formuleret. De var bare farlige, punktum.«
Lones muntre mostre
Sproget i bogen er holdt i Lone Kühlmanns herligt bramfri og dynamiske talesprog. Og hun videregiver den samme humor, som fik hendes bog om brødrene Price til at blive så muntert et bekendtskab.
Heldigvis vokser læserens nysgerrighed over for hendes utællelige familiemedlemmer undervejs. Min personlige favorit blev Moster Ketty, der cykler omkring i herretøj med en ulækker abe på skulderen. Og jeg formoder, at denne moster og andre skingrende skæve eksistenser netop har været afgørende for, at Lone Kühlmann har kunnet holde fast i sin drøm om at skabe sit helt eget liv og få sig et job med mening i. Og i drømmen om at skrive.
Rollen som hjemmegående hustru har hun dog kun hån tilovers for. »Selv et barn kunne se, at de hjemmegående kvinder ikke havde det godt. Hvis man åbnede skabene, væltede det ud med skeletter i form af tomme madsherryflasker og Restenil,« lyder det.
Hendes højtelskede mor arbejdede nonstop – og hun blev hendes rollemodel.
Men som hun med mærkbar tilfredshed konkluderer over sin barndom:
»Dengang vidste jeg det ikke, men i dag er jeg taknemmelig for at være vokset op i en tid med social mobilitet. En tid hvor det kunne lade sig gøre at omsætte længsel til handling.«
