Læsetid: 3 min.

En menneskelig transformerstation rammer dansegulvet

Jenny Wilson har med ærefrygtindgydende overlevelsesinstinkt lavet et radikalt album, hvor alting er sat på spidsen, og flugtlinjerne stritter vildt i alle retninger. Og så kan man endda danse til det
Jenny Wilson sætter tingene på spidsen på sit hidtil bedste album.
5. november 2013

Den svenske indiedarling Jenny Wilson har undergået en voldsom omstrukturering; det var allerede tydeligt, da hun i videoen til singlen »Autobiography« tonede frem som en stepdansende ninja på en tagryg, mens verden krøllede sammen i hakkende stop-motion for fødderne af hende. Fire år er gået, siden hun sidst udsendte egentlig nyt materiale, og i mellemtiden er Wilson helt fysisk transformeret, i og med at hun har overlevet en brystcancerdiagnose. Og da Wilson aldrig har tøvet med at vende vrangen udad og bruge sig selv i sin musik, må hendes nye plade forventes at være stærke sager.

Demand The Impossible!, som den hedder, er virkelig også en disharmonisk, stærk, vidtrækkende og dybt rystende tingest af hvid fosfor, der først standser, når alle knogler er blotlagt, og skelethænderne giver sig til at lave jazzhands.

Det står klart med den cardiorytmiske blues på åbningsnummeret »Opposition«, hvor Wilson strejkende sværger »political change/ gonna hold my breath until it happens«. Det fortsætter på den efterfølgende »Restless Wind«, hvor ordene »my scar is right across my heart« gentages i staccato som et politisk slogan hen over klukkende olietøndesynths à la The Knife (som Wilson for øvrigt før har krydset veje med). Det er hårdt, dansabelt og overvejende elektronisk, og det er nærmest væsensfremmed i forhold til de legesyge og cremede ekspeditioner udi soul og r&b på 2009-forgængeren Hardships!.

Mørkt lydbillede

Fra pladens dumpe beats og afkoblede Laurie Anderson-påvirkede spoken word går der dog en linje tilbage til den primale trang til at frembringe lyde, som Jenny Wilson altid har stået for – lige fra de huggende guitarer i indierockbandet First Floor Power til de synkoperede guirlander af håndklap, fingerknips og tramp på hendes soloalbums. Og det mørke og ugæstfri lydbillede klæder Wilsons altid ekspressive og til tider lidt enerverende gasblå falset uhyre godt.

Trods sangenes personlige karakter er der dog på ingen måde tale om dagbogsblade sat til musik. Det, Wilson gør, er snarere at gribe fat om sin sygdomshistorie, rive den løs og lægge den frem foran sig som et forstørrelsesglas til fri afbenyttelse; en lup, hvorigennem vrede og kampe træder fluorescerende frem i helt sygeligt skærpede intensitetsniveauer. Wilson eksponerer sig selv som en biopolitisk slagmark (for er kvindekroppen ikke altid det?). Gennem discoinficerede radiumstråler forbinder hun den syge krops belejringstilstand med de seneste års tumultariske politiske situationer verden over.

Emblematisk er højdepunktet »Autobiography«, som dårligt nok er en sang, men mere et manende lydlandskab af katastrofiske reallydsoptagelser af sirener og trafikstøj; klagende stemmer og nervøse klaveranslag, der udmunder i det brusende vocoder-inficerede robotmantra »Can’t put it down with words/ can’t put it down with letters/ the scar is my only proof/ the scar is my autobiography«. Selv når sproget ikke slår til, kan vi altid moonwalke.

Demand The Impossible! møder vi en indædt, hårdkogt og ubeskriveligt cool Jenny Wilson, som med kuldegysende konsekvens og personlig kampvægt indløser den futurisme og selvfremmedgørelse, som elektronisk musik altid bærer rundt på. En kropsmodificeret superheltinde muteret til uigenkendelighed. Intet kan tages for givet; havene stiger, den skandinaviske velfærdsstat afvikles, og den kommunale rytmikundervisning for svenske børn er for længst sløjfet. Tilbage står et mørkt, fugtigt og uimodståeligt dansabelt reservoir af potentielle forbindelser og udveje. Demand The Impossible! er et pisseinteressant album, og det er Wilsons bedste til dato.

Jenny Wilson: Demand The Impossible! (Sony/Gold Medal Recordings)

Jenny Wilson optræder d. 11. november i Østre Gasværk i København, hvor hun for første gang vil spille sangene fra ’Demand the Impossible!’ live. Koncerten, der er en del af CPH:DOX, bliver samtidig en uropførelse af et audiovisuelt samarbejde med filminstruktøren Daniel Wirtberg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu