Den ellers seneste udgivelse på dansk af Stefan Zweigs omfattende produktion er to noveller, en af hans allerførste, »Praterforår«, og den velkendte »Skaknovelle«, hans sidste værk, før han som 61-årig sammen med sin nye, unge kone tog sit liv i 1942. Han var da landflygtig i Brasilien, for længst i ly for Hitlers jødeforfølgelse, men deprimeret ved tanken om den sejrrige nazisme – og det kun et halvt år før Stalingrad, hvor dens endeligt var i sigte. Skaknovellen er en symbolsk fortælling om en opslidende kamp mellem to spillere, den humanistisk dannede amatør og den stupide, antiintellektuelle verdensmester, hvor det storpolitiske perspektiv er indlysende.
Det lille stykke fiktion er i en nøddeskal temaet i det store erindringsværk Verden af i går, skrevet samtidig, men først udgivet året efter hans død som en mægtig billedvævning af en epoke, hvor dannelseskulturen bukker under for barbariet. Den former sig som den involverede tabers subjektive historieskrivning, et stykke vidnesbyrdlitteratur næsten samtidigt med den en smule yngre Hans Falladas hastige ’Fængselsdagbog 1944’ I mit fremmede land. Han var berliner udstyret med en smidig overlevelsesdrift, mens wieneren Zweig snarere syntes fanget af en tiltagende angst trods det, han selv kalder visse jødiske familiers grænseløse selvtilfredshed. Han er ganske nøgtern i analysen af jødiske væsenstræk: idealet om at være af god familie og at kunne svinge sig op til en højere kulturel og åndelig sfære. Og hans familie var absolut ’god’ med en stenrig far og en italiensk mor, der forventede, at der mindst kom en doktor ud af ham.
Vindstille
Humanist blev han med tidlig litterær fremgang i det Wien, som ligefrem domineredes af jødiske personligheder. Det skete i en lykkelig assimilation med habsburgernes østrig-ungarske kejserrige og tysk sprog og tradition dér i Haydns, Mozarts og Beethovens hjemby. Den husede Gustav Mahler og Arnold Schönberg og komponisterne Oscar Strauss og Kálmán, som satte gang i valsen og operetten, Hofmannsthal og Arthur Schnitzler var europæiske berømtheder, Max Reinhardt gjorde Wien til teaterbyen, og Freud tog sig af underbevidstheden. Dertil kom videnskabsmænd, virtuoser, malere, instruktører, arkitekter og journalister, nævner han med stolthed.
Det er en beruset skildring af den trygge verden i fremskridtets ånd, de gyldne år eller den vindstille tidsalder, som tiden inden Første Verdenskrig afvekslende kaldes, den lange pause siden sidste europæiske krig. Med en klang af forelsket nostalgi skildrer han den bedsteborgerlige driftsikre livsstil, som dog derefter grundigt modificeres i beskrivelsen af det autoritære, dødsenskedsommelige skolevæsen, selvoplevet i et livsfjernt gymnasium, hvor så en klan af unge løver opsnusede ny kunst og poesi. Betaget dyrkede de for eksempel Rilkes så godt som ukendte digte, optakten til et senere varmt bekendtskab, én blandt de utallige andre skønånder, som Stefan Zweig kom til at stå nær. Modernismen i bildende kunst og litteratur dukkede op i horisonten. Nyt liv og tiltro til ungdommen sættes op mod tidens grundfæstede fordomme, fortielser og dobbeltmoral, dens kvindesyn og mandfolkeliv.
Tegn og træf
En generel spændingstilstand eksploderer i 1914 med skuddet i skæbnebyen Sarajevo. Han spadserer denne skønne sommer i Badens vinbjerge, hvor en gammel bonde spår, at de i år får en ny vin uden lige. En sommer, folk vil huske. Den gamle mand i den blå vinbondejakke vidste ikke, hvor grusomt sande hans ord skulle blive, hedder det med Zweigs opmærksomhed for tegn og tilfælde.
Kosmopolitismen krakelerer til patriotisme og falsk heroisme hos krigens parter. Kejserriget splittes, Tyskland ydmyges. Inden krigens afslutning er han i Zürich, hvor oplevelser af andres hjemløshed møder ham som et forvarsel om af hans egen skæbne. På Café Odeon sidder et ungt menneske med brunt skæg og tykke briller, James Joyce, en irer, der nok skriver engelsk, men vil finde et sprog, der står over sprogene, et sprog, de andre skal tjene. Han ved da ikke, at Joyce skriver på Ulysses, et værk, som skal »ramme ned i vores tid som en meteor«. En af de gode eksplosioner. Zweig slår sig, da krigen er forbi, ned i Salzburg og skaber et hjem, hvor den ene efter den anden berømthed nu opsøger den østrigske berømthed, som drømmer om et åndens broderskab her i Europas ’vindstille periode’ gennem 1920’erne frem til hitlerismens gennembrud i 1933, hvorefter hans bøger totalt forbydes og destrueres i Tyskland.
Hans slebne stil er levende i fylde og sansning, situationsskabende, pointeret, en nydelse at læse i denne livsskildring gennem en epokes omvæltninger. Han fortæller et sted om sit omhyggelige sprogrenserarbejde, der skyldes, at han selv er en temperamentsfuld og utålmodig læser, der hader »alt hvad der er svævende, svælgende, sværmerisk, vagt og omstændeligt«. Ja, hvem gør ikke det, men han tager også fat i klassikerne og drømmer egentlig om at redigere udgaver af verdenslitteraturen, fra Homer over Balzac og Dostojevskij til Trolddomsfjeldet, hvor alle overflødige beskrivelser er skåret væk. Selv kondenserer, fortætter og dramatiserer han sin skrift i version efter version til allersidste korrektur. Han må have været ikke bare en hurtiglæser, men også en dynamisk skriver.
Kritisk over for avantgarden
Omgav han sig med samtidens store moderne skribenter, var han dog særdeles kritisk over for avantgarden og noterer sig med tilfredshed, at ekspressionisterne, aktivisterne og de eksperimenterende har udspillet deres rolle. Excessionister, kalder han dem, da han allerede som 36-årig må betragte sig selv som en ældre model, mens malerne »kastede sig ud i de vildeste kubistiske og surrealistiske eksperimenter. Overalt lod man hånt om det forståelige: melodien i musikken, ligheden i portrættet, kommunikationen i sproget ... Telegramstil med hidsige udråbstegn. Musikken ledte efter ny tonalitet og spaltede takterne. Selv valsen forsvandt til fordel for cubanske og negroide trin og bevægelser, klager han. Kort sagt, verden af i går var trængt i dagens kunst. At han derved kom til at dele kunstnerisk anskuelse med fjenden, tog han ikke i agt, da han skrev dette sent i sit liv. Han flygtede i første omgang fra sit Salzburg til England allerede i 1934 og opnåede engelsk statsborgerskab. Der kunne han fortsætte sin frie omgang med åndsmennesker, genoptage sine lange samtaler med Freud, hos hvem han en dag introducerede Salvador Dali, møde modsætningerne H.G. Wells og Bernard Shaw. Da England kom under angreb i 1940, tog han til New York og snart efter til Brasilien, hvor han slog sig ned uden for Rio.
En skikkelse i en verden i opbrud. At den siden stabiliseredes i andre former for uro og forandring hindrede hans fremtidsangst ham i at opleve. Han ville sikkert som så mange moralister den dag i dag foretrække store dele af verden af i går og rundhåndet afvise alle tendenser i retning af materialisme og modernisme og understrege diverse værditab, vitterlige og indbildte. Han lagde dog langtfra skjul på nytten i opgør med det forløjede i den idealistiske dannelsesverden, eller at de raslende skeletter i skabene var forvarsler om ideologiernes dødelige hærgen, og tog konsekvensen af sin kulturpessimisme.
Som menneskeligt dokument, som kunstnerisk formet historiefortælling, som sørgmodig forsvarstale for europæisk kultur har disse erindringer om verden af i går stadig levende interesse. Læsningen af den veltempererede oversættelse stimuleres af et grundigt og personligt engageret forord af Peter Tudvad.
