Læsetid: 6 min.

Monstret som menneske

Volker Ullrichs monumentale Hitlerbiografi gør endegyldigt op med dæmoniseringen af ’føreren’ og den tilsidesættelse af hans person, som i årtier har stået i vejen for en dybere forståelse. Den viser også, hvor svært det er at efterfølge Ian Kershaws mesterværk
Hitler som barn. Foto: Scanpix

Hitler som barn. Foto: Scanpix

29. november 2013

Efter Anden Verdenskrigs rædsler og folkemordet på jøder og roma kunne der være grund til at fremstille Hitler som den inkarnerede ondskab, en galning, en psykopat – ganske vist med menneskelignende træk, men kun som dem, vi finder hos Frankensteins monster. Det onde unddrager sig som metafysisk begreb rationelle forklaringer. Dette gav måske mening for den civilisation, der i 1945 skulle finde vej ud af ruinerne, men det var ikke tilfredsstillende for senere generationer.

Volker Ullrichs nye Hitlerbiografi Adolf Hitler. Die Jahre des Aufstiegs 1889-1939. Biographie skriver sig ind i en lille, eksklusiv række af værker om diktatoren. Alan Bullocks Hitlerbiografi fra 1952, som kunne bygges op om bevismaterialet fra Nürnbergprocessen, står stadig som et monument fra den tidlige efterkrigstid. Også tyske intellektuelle har grundigt og meget entusiastisk diskuteret Hitler og nazismen, efter at der gik hul på bylden i 1970’erne: Tyskerne kan i dag rose sig af at være førende i den internationale Hitler- og nazismeforskning. Men det var en journalist, Joachim Fest, der leverede den første store, sammenfattende tyske biografi over manden bag det hele (Fest var dog historiker af uddannelse).Heller ikke Volker Ullrich er universitetshistoriker. Hans historiske forfatterskab og mangeårige arbejde som publicist og anmelder, bl.a. i Die Zeit, hvor han har været medarbejder og redaktør siden 1990, har skabt ham et vist ry blandt tyske intellektuelle. Født i 1943 er han samme årgang som den britiske Ian Kershaw, som i 1998-2000 udgav sin monumentale Hitlerbiografi i to bind.

Afmytologisering

Noget generationsopgør kan man altså ikke hænge hans projekt op på. Hamburghistorikerens kritik af Kershaws arbejde er anderledes konkret: Han vil ’afmytologisere Hitler’. Billedet af Hitler som en mand med begrænset åndelig horisont og ringe sociale kompetencer, en mand ’uden privatliv’, er simpelthen misvisende og hjælper os ikke til at forklare, hvilke personlighedstræk der understøttede hans vej til magten i partiet og det tyske samfund. ’Den tomme skal’ Adolf Hitler må kunne udfyldes.

Første bind i Ullrichs biografi dækker 1889-1939, og man kan hurtigt konstatere, at hans analyse ikke adskiller sig væsentligt fra Kershaws. Forskellen ligger i fortolkningen. Kershaw konkluderer, at Hitlers vej til posten som partileder i efterkrigstidens München hverken skyldtes en stærk personlighed eller en »viljens triumf«. Tværtimod var den formet af tilfældigheder, opportunisme, held og ikke mindst hærens apparat. Han kom ikke til politik. Politik kom til ham – på kasernen i München.

Ullrichs tolkning er markant anderledes, uden dog at markere noget brud. Dens styrke ligger i den konsekvente inddragelse af den samfundshistoriske baggrund for begivenhederne, kombineret med en uophørligt fremadskridende, nærmest insisterende fortælling om Hitler som en målbevidst og meget dygtig politiker, som ud over ideologisk fanatisme og helt usædvanlige talegaver besad et stort talent for at spille skuespil. Ullrichs Hitler styrer sine omgivelser snarere end at lade sig styre af dem. Dertil undgår han Kershaws lettere ironiske distance til hovedpersonen til fordel for den nøgternhed, der kendetegner tysk historieskrivning.

Fronterne i Hitlerforskningen er blødt op efter årtiers skyttegravskrig. I forlængelse af 1960’ernes socialhistoriske bølge udviklede strukturalisterne (eller funktionalisterne) omkring ledende historikere som Martin Broszat og Hans Mommsen deres teser om diktatoren, hvis egentlige mål var magten, og som, da han havde erobret den, tabte både overblikket over og interessen for det samfund, han forventedes at lede. Mens det lykkedes Hitler at fastholde enkelte ideologiske fikspunkter, udkæmpede rivaliserende magtcentre – polykratiet – deres kampe om førerens gunst, hvad der førte til en radikalisering af regimet i en egen dynamik, Hitler kun delvis havde indflydelse på, og som han ikke bevidst havde sat i gang. Det var tesen om »den svage diktator«.

Hitlerskoler

Hitlerforskningens anden lejr, den såkaldt intentionalistiske skole, med historikere som Klaus Hildebrand, Andreas Hillgruber og Eberhard Jäckel i spidsen, insisterede på Hitlers (og hans medløberes) ideologiske fanatisme som den egentlige drivkraft og opfattede det nazistiske Tyskland og vejen ind i krigen som resultatet af en overordnet plan, der lå fast få år efter den første verdenskrig: Den intenderede virkeliggørelse af de mål, Hitler havde opstillet i Mein Kampf fra 1925-26, først og fremmest fordrivelsen af jøderne fra det tyske samfund og erobringen af Lebensraum i Østeuropa. I denne tolkning ledede Hitler sit magtapparat med sikker hånd og lod gerne sine underdogs slås, indtil den stærkeste havde vundet. En darwinistisk inspireret del og hersk-politik.

Man kan endnu finde rester af de to skoler i Hitlerforskningen, men reelt blev striden bilagt for 20-25 år siden. Bl.a. blev det påvist, at institutionel inerti måske nok forekom, men at ideologisk antisemitisme spillede en afgørende rolle blandt de mange tusinde gerningsmænd under Holocaust. Kershaws biografi skal nok læses som et forsøg på at fastholde og anvende de konstruktive elementer i den strukturalistiske fortolkningsmodel i en art syntese mellem de to skoler.

Ullrich tager endnu et skridt og forsøger at tilskrive Hitler de menneskelige dimensioner, han angiveligt har manglet, uden at give køb på alt det andet. Også Ullrich må f.eks. medgive, at Hitlers magtovertagelse ikke var nogen »Triumph des Willens«, men resultatet af politiske intriger, Hitler kun i ringe grad havde del i.

Til gengæld fremfører han meget sigende sit ærinde med kapitler om »Hitler og kvinderne«, »Mennesket Hitler« og »Berghof-kredsen«. Det er i disse kapitler, han eksplicit opponerer mod Kershaws fremstilling som overfladisk. Ullrich påviser, at Hitler på ingen måde var »ude af stand til at binde sig til andre mennesker«, som hans forgængere – Heiden, Bullock, Fest og Kershaw – har hævdet. De har simpelthen ladet sig føre bag lyset af Hitlers gennemførte selvfremstilling som ’manden uden privatliv’ – manden, hvis liv ’tilhørte hans folk’, med førerens egne ord.

Mennesket Hitler

Om Hitler er der efterhånden ikke megen mystik tilbage. Ullrich og Kershaw har begge leveret langtidsholdbare tolkninger. Hver især kondenserer de deres tids toneangivende historievidenskabelige strømning. Mellem de to er der kun tale om lidt mere end nuanceforskelle. Hvor Kershaw ønskede at betone omgivelsernes, ja, ligefrem ’strukturernes’ magt, minder Ullrich os om, at mennesket Hitler ikke bare var en ’tom skal’ men havde et privatliv som alle andre og dertil var drevet af en ideologi, hvis gennemslagskraft kan være svær at fatte, måske netop fordi den var så helt usædvanlig fanatisk. Dermed adskiller de sig fra hinanden, men de supplerer også hinanden. En ny historikerstrid bliver der næppe tale om, når bind 2 formentlig udkommer i 2015, ved 70-års-jubilæet for tyrannens død.

På mange måder var det Bernd Eichinger, der med filmen Der Untergang i 2004 udfordrede stereotypen om dæmonen Hitler og søgte at skildre ham som menneske. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad vi skal bruge Hitlers privatliv til – andet end at konstatere, at han tilsyneladende havde en lige så dragende effekt på sine nærmeste omgivelser som på tusindvis af tilhørere i Berliner Sportpalast. I et større perspektiv lægges der alen til det billede af Hitler, der efterhånden er vokset frem. Hitler var et menneske, der kunne være glad og trist, usikkert og selvsikkert, selskabeligt og tillukket. Græde kunne han også. Der skulle nok gå nogle år, inden det kunne afsløres. Når Ullrich antyder, at Hitler ligefrem havde »vindende egenskaber«, balancerer han vel stadig på kanten af, hvad der kan siges. Ikke tilfældigt gør forfatteren i indledningen opmærksom på, at formålet ikke er at vække sympati for Hitler eller bagatellisere hans forbrydelser. Men Hitler var et menneske, og det er vores forbandede pligt at beskrive ham som et sådant. Det bliver historien ikke mindre uhyggelig af – tværtimod.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Løwenstein
  • Olaf Tehrani
  • Niels Mosbak
  • Torben Nielsen
  • Tom Paamand
Kristian Løwenstein, Olaf Tehrani, Niels Mosbak, Torben Nielsen og Tom Paamand anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Overgaard Bjerre

Interessant artikel, men jeg synes, at når man diskuterer Hitler, må han nødvendigvis sættes ind i en sammenhæng med hvad fascismen er for en størrelse, og nazismens indpassen i fascismen. Ellers diskuterer man alene personlighedsteori og det er selvfølgelig meget interessant, men fordi Hitler er symbolet på lidelse og ondskab og verdenskrig kan man som sådan ikke diskutere (som artiklen gør, jeg har ikke læst bøgerne) ham uden sammenhæng med kapitalismens og Tysklands stade ved den nationalistiske nazi-partis opståen. .

Selvfølgelig kan man ikke studere Hitler uden at studere nazismen og Tysklands nyere historie. Men artiklens formål var at sammenligne Ullrichs nye bog med forgængerne og diskutere synet på Hitler, så dér var jeg nødt til at prioritere. Men læs den supplerende artikel "samme analyse - to fortolkninger" (link ovf.). Her er der lidt mere kontekst at hente.

Her er en oversigt over de vigtigste Hitlerbiografier, der ikke blev plads til i avisen. Bøgerne er fulde af historisk kontekst og analyser af nazismen, krigen og Tysklands situation - men selvfølgelig med Hitler som omdrejningspunkt.

Hovedværker i Hitlerforskningen

Alan Bullock, Hitler: "A Study in Tyranny" (1952; rev. udg. 1962). Skildrede Hitler som principløs opportunist, drevet af magtbegær. Udfordret af historikeren Hugh Trevor-Roper, som påpegede Hitlers ideologiske motiver. Bullock har senere fulgt op med dobbeltbiografien Hitler and Stalin: Parallel Lives (1993).

Eberhard Jäckel, "Hitlers Weltanschauung: Entwurf einer Herrschaft" (1969). Undersøgte diktatorens ideologiske univers og blev et hovedværk i den intentionalistiske skole. Udkom på engelsk i 1982 under titlen Hitler's World View : A Blueprint for Power.

Joachim Fest, "Hitler. Eine Biographie" (1973; seneste engelske udgave 2002). Første tyske Hitlerbiografi fra efterkrigstiden; udfordrede tidens økonomiske forklaringer på nazismens succes og forklarede den med den tyske middelklasses antimodernisme. Kritikere har påpeget, at nazismen også tiltrak store dele af arbejderklassen.

Ian Kershaw, "Hitler. 1889-1936: Hubris" (1998) og "Hitler. 1936-1945. Nemesis" (2000). Den store syntese, som slog fast, at ideologi og magtstrukturer tilsammen skabte den fremdrift, der førte til regimets radikalisering og folkemordet på jøder og roma. Tilstrækkeligt mange tyskere var parat til at ’arbejde føreren i møde’; han behøvede ikke foretage sig meget, da først processen var i gang.

Volker Ullrich, "Adolf Hitler. Biographie." Bd. 1: Die Jahre des Aufstiegs 1889-1939 (2013). Bygger videre på Kershaws værk, men kritiserer det for at savne en seriøs behandling af Hitler som menneske og søger at udfylde diktatorens ’tomme skal’, der angiveligt er efterladt af andre historikere.

Jette M. Abildgaard

Jack Jönsson,

Du spoerger ''Er der virkelig et behov for endnu en bog om Hitler?''

Umiddelbart maa man vel sige, at nej det er der absolut ikke....

Hvad der ER et behov for er, at vi faar at vide bl.a. hvem Hitlers embedsmaend var og, hvilke Europaeiske lande disse kom fra.

Desuden har vi et behov for at faa at vide, hvem der reelt startede WW2 samt, hvem der reelt opfandt udtrykket, at ''den Nordiske race er den reneste''...de allerfoerste bomber, der gjorde at WW2 virkelig kom i gang.....hvor kom de fra... hvem affyrede dem... hvilket Europaeisk land kom de fra og, hvis beslutning var det??

Kan det mon vaere netop dette land der reelt stod bag hele WW2??

Ligeledes boer vi informeres om, hvorfor mindst et EU land nu igen bruger helt den samme ''lovgivning'' (paa et helt specielt omraade) som netop denne Hitler-figur brugte i mindst en af kz lejrene....

Vi boer ogsaa informeres om, hvorfor der lige nu er saa meget omtale af netop Holocaust hvor et utal af uskyldige mennesker blev draebt under WW2...men, ingen information kan faa om de allerede mere end 6 millioner Europaere der indtil nu er blevet brutalt slaaet ihjel af de Europaeiske myndigheder...siden 2001 og, stadig i fuld gang (Det Europaeiske Folkedrab)......en EU afdeling har faktisk saa sent som i dag - igen - bekraeftet dette overfor mig samt, bekraeftet hvilket land der slagter mennesker paa den allervaerste maade....i 2013!!

Naar...ikke foer ..dette er offentliggjort og stoppet....helt stoppet, da kan vi laegge Hitler-figuren og, boegerne om ham, paa hylden for altid....

Der er en helt speciel aarsag til jeg her bruger omtalen Hitler-figur...ganske enkelt fordi Hitler som person, ikke var vaerre end de politikere der i dag - 2013 - er synlige for os!

''Hvem var Hitlers embedsmaend, hvor kom de fra og, hvem var reelt ansvarlige for WW2 og, er det de samme der er ansvarlige nu...i 2013??''

Dette boer vaere titlen paa den sidste bog om Hitler og, noget siger mig vi skal have den skrevet meget snart, saa vi kan stoppe galskaben....for hvis vi vil goere os nogen forhaabninger om, at menneskeheden skal overleve, da skal vi have den nuvaerende galskab stoppet...vi er allerede oppe paa mere end 6 millioner drab denne gang ...2013.....det skal ikke stoppes engang, ikke om nogle aar...men NU!!

@Jette M. Abildgaard

I 1965 udkom i DDR 'Braunbuch - Kriegs- und Naziverbrecher', hvori der blev gjort rede for de mange tidligere nazister, hvoraf mange stadig var ansat i det vesttyske justitsvæsen, politi, forsvar og i udenrigsministeriet. Da Brunbogen udkom, var den vesttyske regering ikke interesseret i, at sandheden kom frem, så den forsøgte gennem beslaglæggelser, forbud og domstolsafgørelser at forhindre, at den blev udbredt, men kunne dog ikke forhindre, at det skete i udlandet.

@Jette:
'Desuden har vi et behov for at faa at vide, hvem der reelt startede WW2 '
Det virker som om du ligger inde med svaret?
Hvilket land er det tale om hvis det ikke er Tyskland?

Jette M. Abildgaard

Ole Falstoft,

Du spoerger mig ''Hvilket land er det tale om hvis det ikke er Tyskland?''

Det er jo det vi skal finde ud af Ole.......jeg ved det ikke, hvilket ikke betyder jeg ikke har mine anelser.....

Det var helt klart Tyskland, men Tyskland var lige saa klart ikke alene om det......og hvis du kigger paa f.eks. historieundervisningen i dagens (2013) Europa, da kan det undre hvorfor det faktisk udelukkende er Tyskerne der stadig bliver undervist paa en lidt barsk maade i, hvordan man netop ikke goer....hvorfor ikke det samme i de smaa lande rundt om Tyskland mon???

Fordi de ''vandt'' WW2 eller......fordi de netop gerne ville kunne goere det igen......paa en lidt anden maade, men med mange flere drab denne gang....

Jette M. Abildgaard

Bill Atkins,

Tusind tak...jeg vil finde og laese den.....de Irske biblioteker har vist naesten opbrugt alle deres budgetter p.g.a. alle mine forespoergsler ;)

Og....du har netop ret, naar du i din anden kommentar her..til Ole Falstoft....spoerger om ikke det var et ''system'' der startede krigen!!

For, er det ikke netop saadan, at mange...maaske alle (jeg kender ikke dem alle) EU landene, netop stadig bruger det helt samme ''system'' som det der startede WW2 og, som jo stadig ''retfaerdiggoer' Det Europaeiske Folkedrab som foregaar nu...i 2013...rundt om oererne paa os alle!?

De er blevet ''bedre'' til det siden WW2...lettere at udfoere drabene over hele kontinentet...lugten bliver ikke saa slem om 60 aar som den stadig er i f.eks. Auswitch og, vi finder ''aldrig'' ud af at de draeber os...hvis altsa nogen af os overlever denne gang.....

Jette, jeg er ret åben overfor din dystopi, måske fordi jeg netop sidder med Anders Rønnow Klarlunds bog "Hvordan vi slipper af med de andre" ...gulp

@Jette. Ja undskyld men du taler meget kryptiskt.
Kunne du ikke nærmere forklare hvad du mener med:
'Det Europaeiske Folkedrab som foregaar nu...i 2013...rundt om oererne paa os alle!? '
Jeg har åbenbart ikke opdaget hvad der foregår rundt om mine ører

Hvis emnet er hvem der startede anden verdenskrig, saa er det jo klart at der er et bestemt menneske der har foerstepladsen i listen af skyldige, og det er saa netop ham der er i omtale.

Noget andet er at tingene har en baggrund, og her er der en del andre skyldige, ikke mindst Sovjetunionen, der undertegnede et traktat med Tyskland (Ribbentropp-Molotov aftalen) og dermed delte Polen mellem begge. Man plejer at sige at krigen begyndte 1ste september 1.939 da Tyskland drog ind i Polen, men ingen minder at Polen ogsaa blev invaderet fra den anden side takket vaere den aftale, undertegnet ca. 15 dage foer. Den formelle krigserklaering kom fra engelsk og fransk side, men den var kun rettet mod Tyskland.

Jette M. Abildgaard

Ole Falstoft,

Jeg oensker ikke at vaere kryptisk .....

At skulle forklare det igangvaerende Folkedrab er en kaempe mundfuld til en kort kommentar her.....og, lige nu kan jeg slet ikke overskue at skulle fortaelle hele historien...

Den ''frie'' bevaegelighed i Europa Ole....den eksisterer ikke og, de Europaere der bruger den til at overfoere diverse mellem EU landene faar alt oedelagt og, staterne stjaeler alt fra dem....desudene mister mange af dem livet paa de mest ''mystiske'' maader....

Jeg skulle selv have vaeret et offer for dette.....jeg har dog arbejdet med netop denne ''lov'', jeg kender den ret godt, - dermed dog ikke sagt, jeg ikke mistede noget for det gjorde jeg skam....helt uendeligt meget....og erstatning.....absolut ikke - blot flere oedelaeggelser men, jeg er jo altsaa stadig i live, som du kan se her .....

Alle de mennesker der formaar at faa deres sager saa langt som til the EU Court of ''Justice'' bliver paa ''forunderlig'' vis vaek og, er ikke laengere at finde noget sted.....alle retssager omkring lige netop denne lov, der ved EU's domstol ser ud til at vaere koert gennem systemet, er desvaerre pure skueprocesser og, menneskene sagerne vedroerer...vaek....hvis du laeser om Stalin og Rusland vil du finde nogen af svarene der! Paa rettens hjemmeside kommer disse safger blot op med foelgende bemaerkning ''information not available''...men man kan let se, at alle d sager deer netop ikke er ''available''...de omhandler helt samme regulation...og i gaar indroemmede altsaa en af afdelingerne at ja...det er det der sker....

Fakta er desvaerre, at det er et minimum af disse mennesker, der nogensinde naar saa langt, som til blot at overveje en retssag.....de mister ''ved fejl'' livet foer de naar saa langt. Hvert aar, er der ca 11 millioner Europaere der bruger denne lov...i retssalen er det ''kun'' 20% det er ''gaaet galt'' for ...og ud af de 11 millioner er det ''kun'' ca. 2% det gaar ''galt'' for hvert aar.....den allerfoerste af disse sager, blev koert gennem det Europaeiske ''system'' tilbage i 1997, og efter 2001 er det gaaet rigtig staerkt.....du kan selv regne dig frem til et estimeret resultat, som dog sikkert er meget lavere end de reelle tal....

Det helt groteske i situationen er desvaerre, at de ikke engang forsoeger at naegte det mere.....ingen vestlige menneskerettigheds organisationer tager disse sager,,,,alle vestlige organisationer der arbejder med folkedrab heller ikke....ingen Europaeiske advokater vil tage sagerne og, ingen vestlige journalister toer skrive om det....

Vi har dem alle her.....men skulle jeg liste dem op her og nu, ville Information udgaa for online-papir.....

Desvaerre sandheden Ole.....og blot en af de regulationer der bliver brugt til at ...jeg ved ikke hvad jeg skal kalde det....udrense maaske...den Europaeiske befolkning paa....

Hitlers vej til magten - den alternative version.

D 30.1.1933 blev Hitler udnævnt til kansler i Tyskland. Nazipartiet havde netop lidt et forsmædeligt nederlag ved det seneste nationale valg og var nærmest bankerot. Eliten i Tyskland, industrialister, bankejere, store godsejere og militæret havde presset Hindenburg til at installere ham, for at han kunne lede landet i deres kamp mod arbejderne. De var overbeviste om, at han ville gøre det, der var nødvendigt og ikke ville sky nogen midler for at knække arbejderpartiernes magt.

Hitler og hans medsammensvorne inden for eliten var enige om, at socialdemokrater, kommunister og jøder skulle fjernes fra ledende positioner i samfundet. Desuden lovede eliten at tage sig af nazipartiets gæld. 12 dage senere kunne Goebbels meddele, at det nazistiske fallitbo over natten havde fået genoprettet sin økonomiske styrke.

Mio. af tyskere var aktivt modstandere af Hitler. Det, som han havde lovet den tyske elite, var ikke popularitet, men at føre en skånselsløs kamp mod arbejderklassen. Inden for 2 måneder efter sin udnævnelse til kansler arresterede han 4.000 kommunister sammen med andre i socialdemokratiet og i andre liberale partier. De blev tortureret og tævet. D.2.5.1933 besatte nazisterne alle fagforeningers hovedkvarterer, konfiskerede deres værdier, opløste dem og sendte lederne til koncentrationslejre. I 1938 var titusinder af arbejderklasseledere i koncentrationslejre eller i fængsel og hundreder var blevet dræbt. Alt i alt gjorde nazisterne 3 mio. til politiske fanger.

Da den nazistiske regering eskalerede sine angreb på jøder ved at ødelægge deres ejendom, slå 90 ihjel og sende 30.000 i koncentrationslejre under Krystalnatten d.9-10.11.1938, uddelte arbejdere titusindvis af tryksager med protester mod Krystalnatten og mio. af andre anti-nazi tryksager. Røde flag blev hejst over fabrikker og plakater angreb regimet. I arbejderdistrikter malede ungdomsbander anti-nazistisk grafitti og tævede regelmæssigt medlemmer af Hitler Jugend. Selv med 3 mio. politiske fanger i lejre nægtede arbejdere stadig at indgå fredsaftaler med regimet. Industrialister kunne rapportere om tusinder af eksempler på nedsat arbejdstempo, arbejdsstandsninger og sabotager såvel som strejker og masseprotestmøder. Under krigen kunne Krupp rapportere til Gestapo om 5.000 eksempler på sådanne "forrædderier".

Som arbejdere i byerne var mange tyske landarbejdere modstandere af anti-semitisme, sommetider i en sådan grad, at de risikerede deres liv for at hjælpe jøder. Eksempelvis, mod slutningen af krigen, hvor SS-vagter marcherede udhungrede jødiske fanger til døde over det tyske landskab, og på trods af 12 års nazipropaganda, der erklærede jøder for at være undermennesker og fjender af den tyske nation og trods trusler fra de tyske vagter om at skyde enhver, der tilbød hjælp til de jødiske fanger, tilbød tyskere mad og vand til jøderne.

Den officielle version af "det gode mod det onde" er uendeligt meget lettere at finde end arbejderklassens modstand mod nazisterne og ikke antydningen af, at Holocaustæraens Tyskland befandt sig i en tilstand af ekstrem klassekamp - ja, nærmest en borgerkrig.

Erling Jensen, cand.jur.

Erling Jensen, meget spændende situationsbeskrivelse . Jeg vil for fuldstændighedens skyld lige tilføje at Hitler ikke fik mere end 1/3 af stemmerne ved valget i november 1932 - 2 millioner færre end ved juli 1932 valget, men at han havde 400.000 brunklædte SA'er fra middelklassen, der agerede veritable bøller og som blev mobiliseret over hele landet for at skabe optøjer og slagsmål overalt. Der blev interneret omkring 10.000 socialdemokrater og kommunister i konzentrationslejre sammen med jøder i de første uger. Og overklassen og intelligensen så på med ligegyldighed.

Anden Verdenskrig - med andre briller.

Der er standardhistorien om krigen, den officielle holdning - den, som vi alle er blevet tudet ørerne fulde om - det gode mod det onde. Den officielle version er fremherskende, ikke fordi den er rigtig, men fordi historie altid skrives af sejrherrerne. En anden version kunne dreje sig om at få et indblik i og forstå, hvordan almindelige mennesker i lande som Tyskland, Japan og USA i virkeligheden var sammensat; hvad de ønskede for sig i livet og hvad de stræbte efter, hvad de troede var rigtigt og forkert, og hvem, der var imod dem og hvorfor.

Den alternative udlægning gør det muligt virkeligt at forstå krigen, og dette er nøjagtigt, hvad den officielle version dækker over med stereotyper og løgne.
Den officielle version om krigen baserer sig grundlæggende på at benægte en enkel og magtfuld kendsgerning: at inden for hvert land, det være sig Tyskland, Japan, USSR eller USA, var deres respektive samfund under og før krigen opdelt i forskellige klasser med modstridende værdier og ønsker. I den officielle version hører vi kun om nationer - "amerikanere" eller "japanere", eller "tyskere" osv., som om de var en grå masse af mennesker, for hvem regeringerne førte krigen. Indtil Pearl Harbor d.7.12.1941 var 94% af alle amerikanere mod krig. Det var den almindelige opfattelse blandt amerikanere, men ikke hos den korporative elite og hos regeringen, at krigsgale idioter i Europa kunne føre alle de krige, de havde lyst til, men det blev uden dem.

Kendsgerningen er, uafhængigt af landet, at almindelige mennesker hadede at blive hundset med og udnyttet; de brød sig ikke om, når et fåtal, en elite, fik særlige privilegier; de ønskede, at fordelingen af goder skulle være mere ligelig og demokratisk. Og i hvert land var der en eliteklasse, som behandlede mennesker som kvæg og udnyttede dem; de nød særlige privilegier, styrede regeringen, ønskede en yderst ulige og udemokratisk verden, og da de følte, at deres greb om magten var ved at glide dem af hænde, skubbede de bevidst deres folk ind i en krig som et middel til at kontrollere dem. Det ligger implicit i sagens natur, at magthavere ønsker den fulde kontrol, den gang som nu.

Intens krigstidspropaganda om Japan som en nation med "et hundrede mio. hjerter, der bankede som et" og tyskere alle sammen fanatiske pronazi militarister spredte rædsel blandt almindelige amerikanere. I dette propagandaspil om "hjerter og sind" var det nærmest umuligt at udtrykke tanker om, af angst for ikke at virke patriotisk nok, at almindelige mennesker i "fjendelande" måske ikke var grundlæggende anderledes fra de fleste amerikanere mht. basale værdier og forhåbninger. Krigsindustrien og regeringen i de respektive lande gjorde alt for at promovere nationalisme; i alle lande bestræbte de sig på at få deres befolkninger til at være "patriotiske", og de definerede altid "loyalitet", som følelser over for deres egen regering og korporative elite og ikke over for mennesker som dem selv i andre lande. En tysk arbejder havde mere tilfælles med en amerikansk arbejder, end med en tysk industrifyrste.

Den tanke, at Holocaust kun kunne gennemføres, fordi de fleste almindelige tyskere ønskede at dræbe jøder støttes ikke af videnskabelig evidens. Det sidste frie valg i Tyskland, nov. 6, 1932, viste, hvor lille tilslutning antisemitisme havde i den tyske vælgerbefolkning. Det socialdemokratiske parti fordømte antisemitisme som reaktionært, ligesom kommunisterne også var modstandere af antisemitisme. Faktisk slog nazisterne kommunisterne og jøderne sammen i en bunke, som en del af den samme onde sammensværgelse.

Efter dette valg var nazipartiet i frit fald. Partiet var bogstaveligt talt bankerot og ude af stand til at betale sine funktionærer. Den tyske elite frygtede ikke kun arbejderklassens stemmer, men en generalstrejke, der kunne føre til borgerkrig. Nazistiske stormtropper blev fysisk angrebet af arbejdere i industricentre og i små byer over hele Tyskland. Eliten installerede Hitler som kansler, fordi de frygtede, at arbejderklassens magt var blevet for stor, og de ønskede desperat at finde en politisk leder, som kunne lede overklassen i en skånselsløs krig mod arbejderklassen.
Det samme mønster kan til forveksling findes i USA og Japan.

Hver gang tyskere havde en mulighed for at stemme for eller imod Hitler, stemte et stort flertal imod ham. Det er ikke det billede, man får, når man eksempelvis læser Daniel Goldhagens "Hitlers Willing Executioners", hvor man skal forføres til at tro, at alle tyskere var fanatiske nazister.

Erling Jensen, cand.jur.

Alternativ baggrund for Anden Verdenskrig

I den officielle version var "tyskerne" og "japanerne" inspireret af fascistiske demagoger til at tro, at de var overlegne racer, og de satte sig af den grund for at erobre andre nationer. Som svar erklærede de allierede krig mod fascisterne for at redde verden fra tyranniske bøller. Denne holdning dækker for det faktum, at tyske og japanske fascister startede deres aggressive krige for at forebygge arbejderklasserevolutioner i deres egne lande.

Før krigen var eliterne i Tyskland og Japan så skræmt over muligheden for arbejderklasserevolutioner i deres respektive lande, at de mente, at det eneste, der kunne redde dem, var ekstreme anti-arbejderklassetiltag. Metoderne var voldsomme. I Japan opløste de fagforeningerne og arresterede dissidenter. I Tyskland anbragte de arbejderklasseledere og alle andre dissidenter, og senere, jøder, i koncentrationslejre. Denne undertrykkelse forudsatte et krigslignende miljø, og derfor kunne "nationalt forsvar" bruges som påskud.

For den japanske elite var truslen den hvide race; for Hitler var truslen Storbritannien, Frankrig, bolsjevikker og jøder. Krig spillede med andre ord en meget funktionel rolle for disse eliter i deres bestræbelser for at kunne kontrollere deres egne oprørske arbejderklasser.

Den officielle version dækker også for grunden til, at lederne af de allierede nationer gik ind i krigen. At redde verden fra tyranni havde intet at gøre med det. Amerikanske, britiske og sovjetiske ledere betragtede ikke tyske eller japanske militaristers brutalitet mod arbejdende mennesker som en vigtig faktor i spørgsmålet om, hvorvidt de skulle alliere sig med disse fascistiske nationer eller ej. Stalin, for eksempel, forsøgte d.18.4.1939 at alliere sig med Frankrig og Storbritannien mod Tyskland for blot at underskrive en ikke-angrebspagt med Hitler 4 måneder senere d.23.8.

Inden for USA og Storbritannien var der stor uenighed blandt eliten om, hvorvidt de skulle alliere sig med USSR mod Tyskland og Japan eller at alliere sig med Tyskland og Japan mod Sovjetunionen. Mange inden for britisk adelstand var åbent anti-semitiske og pro-nazi, inkl. hertugen af Westminster, den rigeste mand i imperiet Universiteterne i Oxford og Cambridge havde bestemte kvoter for jøders mulighed for optagelse. Neville Chamberlain, den britiske premierminister, var tilbøjelig til at betragte Nazityskland som en positiv magt, hvis det angreb Sovjetunionen og Østeuropa og lod Vesteuropa i fred, og han arbejdede ihærdigt på at opmuntre Hitler til at gøre netop dette.

Tidligere, i 1934, mente han, at Storbritannien skulle alliere sig med de japanske militarister, som netop havde invaderet det nordlige Kina, fordi de ville true Sovjetunionen. Churchill. på den anden side, mente det var nødvendigt at alliere sig med Sovjetunionen mod Hitler, fordi han troede, at Hitler ville angribe vesten. I USA var beundrere af Hitler folk som Joseph Kennedy Sr, og Henry Ford, som ejede Ford Motor Company og DuPonts, som kontrollerede General Motors; de troede ikke på, at han var en trussel mod USA. Andre, som Roosevelt var uenige og mente, at USA skulle bekæmpe Tyskland og Japan.

Trods uenighed om at alliere sig med fascister eller kommunister nærede tilhængere af det ene eller andet synspunkt, i de amerikanske og britiske regeringer og blandt eliten, delte de en fælles og altoverskyggende frygt - frygten for arbejderklasserevolution i deres egne lande især, men også overalt i verden. De fandt det naturligt at alliere sig med Stalin, fordi han frygtede arbejderklasserevolution i sit eget land lige så meget som de vestlige ledere frygtede det i deres. I førkrigsårene var arbejdere i de allierede nationer en revolutionær trussel mod deres såkaldt demokratiske, herskende eliter.

Roosevelt førte USA ind i krigen, fordi han vidste, at der ikke var nogen anden måde, til at kontrollere den amerikanske arbejderklasse på. Den var i depressionsårene, med voldsom nød og enorm arbejdsløshed, ved at udvikle stadigt mere og mere revolutionære tendenser. De samme tendenser gjorde sig gældende overalt i verden. Som for fascistiske ledere var funktionen af krig for amerikanske ledere ikke at forsvare sig mod en trussel fra fremmede nationer, men at tjene behovet for social kontrol. Kun i krigstid kan kapitalistiske ledere håbe på at samle rebelske arbejdere bag deres korporative ledere og regering. Roosevelt brugte løgne og manipulation til at få USA ind i krigen, fordi han havde et helt andet motiv, som han ikke vovede at afsløre - social kontrol og ikke nationalt forsvar.

Ps: Bill Atkins - ualmindeligt god kommentar.

Erling Jensen, cand.jur.

@Miguel Tuells, måske stod det ikke i din pixi-bog, men det stykke Polen som den Røde Hær rykkede ind i 1939 var blevet erobret fra Sovjet af fascistiske polske tropper i ledtog med franske tropper i 1923 - 16 år tidligere . Det har måske aldrig undret dig at England/Frankrig ikke erklærede Sovjet krig, de havde jo garanteret Polens suverænitet.

Og de første krigshandlinger kom jo allerede i 1938 da Nazitropperne marcherede ind i de ved Versaillesfreden afståede landområder, og ikke mindst da den suveræne stat Tjekkoslovakiet mod folkets vilje ved München-diktatet blev delt mellem Tyskland og Polen.

@Erling

Tysklands hovedfjende og største trussel/frygt var -fra før krigen og helt frem til Berlins fald - Russerne. Og med gode grunde.

/O