Læsetid: 4 min.

Not cool!

Stedordene stiller sig i kø til jazzet finger-knipsende namedropping i Henrik Palles nye overfladespændende Dan Turèll-krønike. Protohipsteren får endnu en kulturekvilibristisk taxatur, men eventuelle bud på mandens relevans udebliver
Henrik Palles forsøg på at skildre Dan Turèll i vekselvirkning med kulturer og modkulturer virker fint samtidsskildrende, men bringer ikke meget nyt på bane. I ’DT. En krønike om Dan Turèll og hans tid’ får vi  alle de obligatoriske anekdoter, vi efterhånden kan i søvne.

Kennet Havgaard

22. november 2013

Verdens coooooleste mand« hedder første kapitel af DT. En krønike om Dan Turèll. Med antiborgerlig hån over for dansk retstavning understreger Henrik Palle således, at han har haft fingrene i dansk kulturs enevældige fyrste af coolhed. I bogen møder vi en Turèll, der med kølig distance til verdens gang byggede bro mellem kioskbaskeren og den litterære finkultur og selviscenesat førte sig frem i medierne som læderklædt excentriker med gedebukkeskæg og sorte negle.

Men hvorfor skal vi atter læse om den diabolsk udseende mand, når der allerede foreligger bøger i bunkevis? Fordi han er så cool, synes Palle at svare. Når den mangeårige Politiken-journalist beskriver Turèll som »dansk litteraturs første rigtige rockstjerne og befolkningens yndlingshipster«, så fornemmer vi en interesse for digterens ’coolhed’ som en slags overordnet trope.

Man kan ikke påstå, at formen ikke er loyal mod indholdet, for den coole attitude sætter sig også igennem i fremstillingen. Efter alt at dømme opflasket på en diæt af Hunter S. Thompson og Lester Bangs (sidstnævnte legendariske rockskribent får bogens indledende ord) skildrer forfatteren sit objekt med en connoisseurs begejstring, men på sikker afstand. Det ville sådan set være cool nok, hvis blot det var uproblematisk at bruge begrebet ’cool’ så ukritisk – og hvis man i øvrigt ikke har ambitioner om at føje andet end nostalgisk beundring til det eksisterende billede.

For som den canadiske musikkritiker Carl Wilson for nylig spurgte i Slate: Hvad betyder ’cool’ overhovedet i 2013? Oprindeligt var ’cool’ en særlig attitude fra det 20. århundrede, opfundet af slavernes efterkommere til at lægge afstand til verdens uretfærdigheder, emblematisk udtrykt i solbrillens emotionelle brynje, der illuderer kulturel kendermine og skjuler ethvert uhipt følelses-udbrud.

Så hvis Turèll virkelig skal forstås som en protohipster, kunne det da have været oplagt at gå lidt mere eksplicit diskuterende til værks. Særligt nu, hvor alle tilsyneladende er ved at dø af fascination af hipsteren som social figur. I DT får vi dog ikke mere end et let ironiserende billede af en tilbagelænet og apolitisk betragter. En digterkendis, som ser på samfundet med satanisk uopbyggelighed, når han forsøger at kravle ind i hovedet på morderen Charles Manson, eller når han kalder krimien »den kunstform, der i højeste grad fortæller sandheden om vor tid«.

Bevidstløse anekdoter

Bogens forsøg på at skildre Turèll i vekselvirkning med kulturer og modkulturer virker fint samtidsskildrende, men bringer ikke meget nyt på bane. Vi får alle de obligatoriske anekdoter, vi efterhånden kan i søvne: Nashs halshuggede havfrue, kemikeren Albert Hoffmans opdagelse af LSD, provoernes hvide cykler og den elektrificerede Dylan, som de kaldte Judas. Det er velskrevet og elementært underholdende, men det er også en lidt tom tressermytologi, som der allerede er tygget drøv på. At læse kapitlerne om 1960’erne er lidt som at nærstudere Sgt. Pepper-coveret. Alle ikonerne er der, uanset om de havde en relation til manden eller ej. Krønikeformen tillader omsorg for det uvæsentliges væsentlighed, og det udnytter forfatteren til fulde. Det er fakta frem for fortolkning. Man kunne kalde det et ekvilibristisk kæphesteridt eller overfladesurfende namedropping. En tre sider lang detaljeret digression ud i beatudgivelser i året 1967 afsluttes næsten komisk med konstateringen: »Dan Turèll var ikke nødvendigvis fascineret af al den nye unge musik«.

Dog er der klokkeklare og hårdtslående indkapslinger af tidsånden: Fotografierne, der dokumenterer, hvordan Dan Turèll i 1972, et år inden oliekrisen, kronragede sig til en gratiskoncert i Fælledparken og med tonstung symbolik lagde hippietiden bag sig.

Samlermentalitet

Da forfatteren så undtagelsesvis tager sine Ray-Bans af og træder personligt frem i teksten, så er det guddødemig i egenskab af samler, som i bakspejlet ærgrer sig over, at hans far dog ikke gav ham lov til at købe Karma Cowboy, da den udkom. For den havde været mange penge værd i dag, regner Henrik Palle sig frem til. Tilsvarende lyder det om Turèlls digte på forlaget Arena, at »var man i sin tid vaks og hip nok til at skaffe sig hæfterne, ville man ligge inde med et par tryksager, der ville kunne indbringe ganske mange tusinde kroner«. Her er værkerne blot reduceret til samlerobjekter.

Men hvis vi godtager påstanden om, at et kulturprodukt altid siger noget om sin tid og vice versa, hvor efterlader det så bogen selv? Som Carl Wilson ender med at konkludere i Slate, så er coolhed nu blevet den fornødne attitude, hvis man skal leve op til de gængse krav til en senmoderne kreativt freelancende vidensarbejder. Hipsteren formidler det coole mellem modkultur og massekultur, fordi coolhed er nødvendig, hvis man vil overleve.

Det giver mening, at Turèll i 1978 blev hyret til at skrive om sine menneskebotaniserende nattevandringer i Politikens nystartede IByen-tillæg. Den egentlige hovedperson i DT er den tilhørsløse middelklasse, der flakker om på overgangen fra 1960’ernes udeblevne revolution til 1970’ernes smalkost: Detektiven, journalisten og den gådefulde flanør Onkel Danny. Digteren, der zapper mellem Arena-modernisme og Chandler-krimier. Rockskribenten, som lukrerer på rockens autenticitet uden selv at gå helt til kanten. Den afkoblede observatørrolle – dét er cool.

’DT. En krønike om Dan Turèll og hans tid’. Henrik Palle. Gyldendal, 328 sider. 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu