Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Nuttede musikalske hvalpe

Med dollars i vente har nye og gamle boybands sat sig for at gøre julen endnu sødere. One Direction og genopstandne Boyzone er stilsikre sukkertrip, mens Robbie Williams kører i samme rille
Kultur
30. november 2013

Internettet skulle efter sigende være drevet af porno og kattebilleder. På samme måde ser boybandgenren ud til at være udødelig, fordi konceptet ’brunst og nuttethed forenet i en treminutters popsang’ aldrig går af mode. Ifølge den geniale Tumblr-blog Des Hommes et des Chatons (’Mænd og kattekillinger’) er lysten til at kigge på sexede mænd og lysten til at kigge på nuttede kæledyr to sider af samme sag. Og efter at have set et billede af One Direction ved siden af en kurvfuld missekatte vil de fleste nok være enige.

Så hvilken kælen hundehvalp skal ligge under juletræet i år? Skal det være skælmske Harry Styles med de smalle slædehundeøjne? Eller du er måske mere til gode gamle Robbie med de prollede tribaltatoveringer og underbiddet, der lover håndværkersex? Okay okay, hvad så med den blonde gæliske sukkerknald Ronan Keating? I december er der frit valg på alle hylder.

Tonserpop for smartphones

De nye kids on the block i den flok er selvfølgelig One Direction. Det tredje album fra de britiske teenyboppere hedder Midnight Memories – en sær albumtitel for en håndfuld ynglinge, der kun lige har forladt teenageårene og ikke ser ud til at leve så usundt, at 20 år skulle være deres livs midnat. Men et boyband-år svarer nok cirka til et hundeår.

Forud for udgivelsen rygtedes det, at tween-idolerne ville gå i en mere rocket og ’moden’ retning, men ifølge Midnight Memories er boybandmusik anno 2013 stadig højoktan tonserpop skrevet og produceret til at blive hørt på en smartphone.

Hænderne er solidt plantet oven på dynen. Når Niall, Zayn, Liam, Harry og Lewis forsøgsvis dypper storetåen i den voksne seksualitet, bliver det underligt karikeret: »Little Black Dress« med det huggende Def Leppard-riff er voksen parcelhusliderlighed tilsløret i kaudervælsk popsprog. »It’s alright. I wanna see the way you move it for me baby,« tigger Zayn med de mandelformede øjne. Det er mere Joan Ørting og »You Can Leave Your Hat On« end »Boing Boing«, og det lyder i hvert fald ikke som noget, en 20-årig ville synge i håb om at få fedtet rotten.

Bortset fra den megalomanisk betitlede singleforløber »Best Song Ever«, som er en sodavandsdisko-idyl om at danse hele natten, ha’ lolleren på og bare være helt crazy med rigtig meget voks i håret, så bærer albummet præg af, at producerne har haft snablen nede i Joan Jett- og AC/DC-riffs. Stadionbaskeren »Midnight Memories« er en opdateret »We Will Rock You« til en generation, der har deres musikhistoriske viden fra Rock Band på Playstation 3.

Rockelementerne er med andre ord lige så påklistrede som glimmerklistermærker i et matematikhæfte. Men er de ikke altid det efterhånden? Det er næsten, som om albummets producere står og vifter provokerende med en One Direction-cd i fjæset på The Strokes og Mumford & Sons, mens de siger: »Se her, de er jer og I er dem, og I ved det. PS. Katy Perry synger bedre rock end jer.«

Gælisk krammerock

Indtil videre har Direction-formlen bestået i ublu genskrivninger af retrohits. Selvreferentiel genrebevidsthed har vist sig at være et overlevelsestrick i boybandverdenen: Når Boyzone er still going strong, som Jørgen Mylius plejer at sige, så er det, fordi de har gjort det til deres schtick at løfte arven fra 1970’ernes softrock på smukkeste vis.

Boyzone mestrer stadig den mest oprigtige og helt uironiske popsensibilitet. Gennembrudshittet »Love Me For A Reason« var et The Osmonds-cover, og BZ20 fortsætter loyalt den tradition med en fortolkning af Breads »Everything I Own«, der ligger lige til højrebenet. Ronan smelter hjerter, når den svagt selvretfærdige irske timbre i hans stemme i bedste Motown-stil rimer ’invitation’ på ’conversation’, og »Love Will Save The Day« tilsætter blot en knivspids keltisk melankoli til den modne voksenpop med linjerne »pass around the bottle/ and I’ll share your troubles«. Boyzone er holdt op med at gå rundt i strandkanten i hørbukser og bar overkrop, mens de indfølende trykker hånden mod brystet. Men hører man til dem, der stadig får optur over Ronan Keatings suveræne 2000-hit »Rollercoaster« i Radio Soft, så er BZ20 en yderst tilfredsstillende omgang gælisk krammerock.

Endelig har vi Robbie Williams, hvis Swings Both Ways passende kunne ligge under træet ved siden af Mad Men-dvd-boksen. Det er ikke første gang, det tidlige Take That-medlem kaster sig ud i klassikerne, men i modsætning til Swing When You’re Winning fra 2001 er der her tale om nyt og ret ligegyldigt materiale i duetter med folk som elevatortenoren Michael Bublé og den evigt campy Rufus Wainwright.

Robbies solokarriere har udspillet sig som en langtrukken flirt med hans arbejderbaggrund. Med den metroseksuelle titel Swings Both Ways lægger den hårdtpumpede gavflab med kulturelt feinschmeckeri afstand til arbejderklassens homofobi og antyder, at han nogle gange spiller på det andet hold. For stik mod intuitionen er det jo ret prollet og nouveau riche at hoppe i et jakkesæt og optræde som Sinatra-imitator.

Robbie får lov til at svede fløde alene i denne omgang. Men ellers er der lutter gode grunde til at lade en flok kåde retrieverhvalpe slikke dig i håndfladen i den mørke måned.

 

One Direction: Midnight Memories (Sony)

Boyzone: BZ20 (Warner)

Robbie Williams: Swings Both Ways (Universal) Er udkommet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her