Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

På drømmefangst i glemmebogen

Sangerinden Linda Perhacs udgav i 1970 et visionært album, der lå i dvale i 30 år. Fredag kom seersken til ære og værdighed i Jazzhouse med sin lige lovlig esoteriske folkpop
Kultur
25. november 2013

Forestil dig, at du ligger på ryggen og kigger op på skyerne. Den dér kunne godt ligne et ansigt, hvis du kniber øjnene sammen. Og se, der er en enhjørning … nej, nu ligner det mere en donut. Lyden af rislende vand. En skovsø. Eller den nordcaliforniske stillehavskyst. Mmmm, helt afslappet.

Så, nu må du godt åbne øjnene. Det er Linda Perhacs, der taler beroligende til dig. Den blide californiske tandlæge og ophavskvinde til den visionære psychfolk-perle Parallelograms har taget plads på scenen i Jazzhouse. Hun synger »Chimacum Rain« og viser en forbløffende evne til at få ethvert instrument, selv den menneskelige stemme, til at lyde som vindharper. And the rain, and the rain, and the rain. Ordene tegner duvende mønstre, harmonien indfinder sig, sneglehusets vindeltrappe genkalder sig Mælkevejens spiralformationer.

Romantisk geni

I 1970 var den unge tandlæges vokaleksperimenter og båndteknikker yderst avancerede. Perhacs loopede sin vokal i forskudte lag for at få tonerne til at dale som snefnug, og på scenen gengives effekten ved hjælp af fire yngre musikere. Men selv om vi nu beundrer Perhacs’ fremsynethed, viser det sig hurtigt, at kvinden er et andet sted i dag. Hun har ingen intentioner om at reproducere sit sagnomspundne album til punkt og prikke.

Perhacs’ historie er på én gang enestående og helt efter bogen. Ligesom andre højtbegavede musikere som Margo Guryan og Vashti Bunyan fandt Perhacs aldrig fodfæste i sin samtid. Men retfærdigheden er sket fyldest, efter yngre musikere som Devendra Banhart og Bob Stanley er begyndt at agere musikarkæologer.

Men selv om Perhacs er blevet udråbt som psych-poppens gudmoder af den nye bølge af såkaldt freak folk, så står det i aften klart, at hendes univers er mere spirituelt end psykedelisk. Fortællingerne presser sig på. Perhacs lyder som en mellemting mellem en lillepigesexet Marilyn Monroe og en meditations-cd, når hun genert kommer med alt for mange og lange anekdoter. Som et overbevist romantisk geni beretter hun om, hvordan inspirationen kom til hende i et flammesyn, da hun søvndrukken kørte ud af Ventura Freeway. Og hvordan hun i en intuitiv kreativ raptus skrev en brillant sang på et par timer, fordi hun siden barndommen har kunnet høre alle regnbuens farver synge i synæstetiske visioner.

Musikhistorisk sørøverskat

Det er såmænd både fint og fascinerende, men da den clairvoyante drømmefanger fortæller om sit kommende album The Soul of All Natural Things, bliver det for meget. Skamfuldt tager jeg mig selv i at tænke, at jeg er kommet for at høre musik, ikke for at deltage i fuldmånemeditation i Antroposofisk Forening. Jeg gider ikke være i kontakt med verdensaltet, og jeg er ligeglad med, om sandheden er i et sandkorn.

Er det uretfærdigt over for Linda? Som historien om »Sugar Man«-Rodriguez har vist, er det ingen nem opgave at optræde i den besynderlige obskuritetsøkonomi, der ligger i at være en nyopdaget musikhistorisk sørøverskat. Der er lav tolerance over for udvikling (og afvikling), fordi attraktionen er ideen om den uåbnede tidskapsel: Vi vil opleve det, vi først gik glip af, præcis som det var.

Og dog kan peges på mere prosaiske grunde til at føle sig skuffet over koncerten. Afviklingsmæssigt er det ikke optimalt, at åbningsnavnet bliver aflyst uden et alternativ i baghånden, ligesom der med rette blev surmulet over, at vi ikke fik de lovede visuals, selv om koncerten blev præsenteret under CPH:DOX-festivalens AUDIO:VISUALS-program.

Men da den syngende mandala med »Parallelograms« forvandler sig til en uhyggelig seerske og under en freaky spiritistisk seance indhyller hele lokalet i den mest noieren aftentåge – ja, så er alt, som det skal være. Blæse være med den kosmiske balance, Perhacs er i huset.

Linda Perhacs, Jazzhouse, København, fredag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg læste din artikel "På drømmefangst i glemmebogen" da jeg synes det lød interessant med et visionært album der var udgivet i 1970 og først nu kom til ære og værdighed. Men der er brug for en enkelt korrektion i din kritik af koncerten. Du kobler fuldmånemeditation med antroposofisk forening, hvilket aldrig er tilfældet. Fuldmånemeditation findes i dele af new age bevægelsen, men aldrig i sammenhæng med antroposofi.
Mvh
Erik Lemcke