Lad de døde begrave deres døde. Siger vi – og mener, at alting har en ende, at de fleste gamle konflikter og passioner har godt af at hvile i tavshed og med tiden helt blive glemt.
Forfatteren, kritikeren og journalisten Niels Barfoed har villet det anderledes, hvad angår den stormfulde kvindeskæbne, der følges minutiøst op gennem hans nye bog. Han havde som helt ung sin gang i kredsen omkring erhvervsmanden, mæcenen og museumsgrundlæggeren Knud W. Jensen (dels Gyldendal, dels Louisiana) og kom derfor også i berøring med ’Oste-Jensens’ første hustru, Benedicte Hergel (1923-73). Siden så han hende måske (eller måske netop ikke) i en købmandsbutik i Asserbo.
Men da Barfoed i begyndelsen af 2012 overværede Folketeatrets dramatisering af Thorkild Bjørnvigs Pagten og dér så Benedicte skildret som udfarende forførerske, begyndte han at tænke over det gamle bekendtskab og fik adgang til en omfattende samling breve, der nu danner materialet i en indgående levnedsskildring og et særdeles intimt portræt. Ved hjælp af de talrige, ofte lange breve, dels til en elsker, dels til hendes veninde, har han, udtaler forfatteren, »kunnet give hende et liv efter døden.« En død, hun valgte selv fra stranden ud for Sandkro-købmanden en morgen i marts.
Indviklet arrangement
Når de døde i dette tilfælde ikke får lov at begrave hinanden, er det især, fordi Benedictes elsker ikke var en hr. hvem som helst, men digteren Thorkild Bjørnvig, til hvem hun havde et forhold, som til at begynde med holdtes på højspændt platonisk niveau, men som i tiden 1960-63, mens han stadig var sammen med sin første kone, formede sig som indviklet kærlighedsarrangement, bygget på korte, usikre, hemmelige møder med lang adskillelse imellem.
Siden, da Bjørnvig havde mødt sin anden hustru, med hvem han blev gift og fik barn omkring 1970, måtte Benedicte se sig afvist kærligt og oprigtigt, men bestemt. Hvilket hun sluttelig valgte at tage konsekvensen af i erkendelse af, at hun ved sin stadige sorg og tilbagevendende psykiske sygdom belastede sine to børn.
Som Niels Barfoed skildrer hende, den ukendte kvinde i et kendt miljø, var hun fra sin ungdom en drama queen, en rådvild fugl og overfølsom sjæl med hang til ekstreme sindsbevægelser. Men han fremstiller hende tillige som en højt begavet sensitiv kvinde, der blev del af en kærlighedshistorie, som tog magten fra hende. Til sidst havde hun kun den.
Ukendt figur i et kendt miljø
I eftertidens omfattende historieskrivning over Heretica-kredsen er hun stort set blevet holdt skjult. Ole Wivel skrev hende simpelthen ud af sine erindringer, og i Knud W. Jensens tilbageblik fra 1985, Mit Louisiana-liv, er hun ubehændigt skåret væk til højre på et foto fra Grækenland, sådan at man kun ser Karen Blixen!
Dog, for den indviede var der nu ellers klar besked at hente hos Thorkild Bjørnvig, måske ikke i Pagten, hvor hun omtales som ’den gifte kvinde’, men udførligt i langdigtet »Ravnen« fra 1968, hvor deres stormfulde møde i Bonn 1951 danner baggrund for sjette sekvens »Banegården, en adagio«:
Føl, tænkte han, føl, musikken er evig!
Tilfældets, fejlgrebets forurening
strejfer os ikke, hvert trin, hver svingning
er lov og salighed, glød og mening
Her er ordet ’salighed’ centralt til forståelse af den betydning, Bjørnvig lagde i kærlighedsmødet, og som han siden stod ved, også i det sidste af sine afvisnings- og afskedsbreve, den tekst, som i Barfoeds bog optræder umiddelbart inden, at Benedicte får ordet får allersidste gang.
Jeg er glad for nu at have læst netop disse uforligneligt smukke slutord af Bjørnvig, og jeg må erkende, at jeg aldrig ville have kunnet forstå tyngden og rækkevidden i dem, om ikke Barfoed med sin veldokumenterede levnedsskildring havde ledt mig hen, hvor de giver mening, personligt og eksistentielt.
Dermed er imidlertid også sagt, at læseren har en lang vej at gå, i selskab med denne korrespondancestalker, der pr. brev vender og drejer sit svære liv med aldrig svækket selvoptagethed. Efter skilsmissen fra Knud W. Jensen forsøgte hun sig tappert med ny uddannelse, et nyt miljø, en ny mand, et nyt ægteskab, to børn – efterfulgt af en ny, denne gang for alvor opslidende skilsmisse.
Siden hen fulgte seks indlæggelser, aldrig på under en måned, og for den sidste gangs vedkommende drejede det sig om næsten fire måneder. Hun fik, oplyses det, i al fald tyve elektrochok, og hun måtte ved flere lejligheder overmandes og bæltefikseres.
Var det umagen værd?
Konstant forblev faktisk kun brevskriveriet. Breve blev hendes tilflugtssted, de er vågerne i isen, gennem hvilke hun kan drage ånde. Men de må have været drøje at læse, fyldt som de er med besværgelser, tankeeksperimenter, begrædelser, bønner. Ja, selv i hendes drømme får man undertiden et undrende indblik.
»Vor følelse forhindrer os i at bevæge os. (...) For vi vil ikke gå bort fra hinanden, og bevæge os sammen kan vi ikke.« Således blev regnskabet med rette gjort op over denne evighedsaffære.
Tilbage bliver spørgsmålet, hvorvidt Barfoeds gennemskrivning af hele forløbet har været indiskretionen og umagen værd. Det synes jeg, bl.a. fordi jeg nu ved og formentlig forstår lidt mere end før om mennesker, jeg har mødt og for Thorkild Bjørnvigs vedkommende kendt, men primært fordi Niels Barfoed udfører opgaven, som han stiller sig, nøgternt, velskrivende og sobert. Benedicte Hergel brændte alle broer bag sig, og genopbygges, det kan de ikke, men vi kan af bogen om hendes liv lære, både hvor vidunderlig og hvor ubønhørligt grusom kærligheden kan være.
