Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Svirrefluer passer bedst til poesi

Den svenske forfatter Fredrik Sjöberg, der er aktuel på årets BogForum, har læst naturen som en bog, hvori sommerfugle er kapiteloverskrifter, mens svirrefluer er fodnoter. Derfor ville han skrive om netop dem. Han mener, at insektsamlere er lykkelige mennesker
Kultur
8. november 2013
Forfatter Fredrik Sjöberg deler sin fascination for insekter med nobelprismodtageren og vennen Tomas Tranströmer.

Peter Klint

Allerede som barn interesserede Fredrik Sjöberg sig for insekter. Han voksede op på landet, og for at fordrive ensomheden samlede han på biller og sommerfugle. Hans forældre tillod den dengang 12-årige at gå alene ud om natten for at fange natsværmere.

Det var her, han første gang oplevede naturen som en mystisk og magisk verden, som han aldrig siden har sluppet.

Måske lige undtaget dengang, han som ung mand flyttede til Stockholm og fik job på Kungliga Dramatiska Teatern, fordi han mente, det ville imponere pigerne. Om det lille mellemspil fortæller han morsomt i sin aktuelle bog Fluefælden.

Fredrik Sjöberg forlod teatret og blev biolog, og også på anden måde vendte han tilbage til naturen: Han flyttede ud på en lille ø i skærgården, hvor han nyder og dyrker den storslåede natur, men hans skriverier foregår i en beskeden lejlighed i Stockholm. Her lader han associationerne flyve frit i den særlige stil, han har opfundet, som forlaget kalder kreativ nonfiction.

– Hvordan fik du den idé at skrive en hel bog om fluer?

»Hvis man skal skrive bøger, er det bedst at skrive om noget, man ved noget om. Det spiller ingen rolle, hvad det er, og jeg havde samlet svirrefluer ind i syv år. Jeg vidste, at ingen interesserer sig for fluer, så jeg tænkte, at kan man gøre det og få mange læsere, så må man være en god forfatter. Det skulle bevises.«

– Tvivlede du aldrig på, om emnet kunne bære igennem i en hel bog?

»Nej, for jeg skriver jo samtidig om meget andet. Om øen og om kunsten at begrænse sig.«

–Du tilfører videnskaben en poetisk dimension. Er der et slægtskab mellem videnskab og kunst?

»Både kunstneren og videnskabsmanden drives af passioner. Man må have fantasi, og for begge findes i bedste fald en stor frihed. Jeg har placeret mig midt mellem de to kulturer, og man kan poetisere hvad som helst, men svirrefluerne passer klart til poesi i og med, at de er bedragere.«

– Hvordan?

»De forsøger at ligne noget andet, end de er. Hvepse f.eks.«

– Hvad i deres psyke får dem til det?

»De er, som mennesker, der forsøger at spille forskellige roller, og således bliver fluerne en metafor.«

Mit fiskevand

Helt konkret er fluefælden i bogen opfundet af den svenske botaniker René Malaise. Han konstruerede et stort net, som han opstillede i naturen, hvorved han kunne fange mange insekter på én gang frem for at løbe rundt og fange et enkelt ad gangen med en ketsjer. Hans historie udgør den røde tråd i Sjöbergs fortælling.

»Jeg skrev bare løs og begav mig ud ad mange sidespor, for hvis jeg udelukkende havde skrevet om fluer, havde jeg kun fået fem læsere. Lidt paradoksalt, når nu min ambition var at skrive om begrænsningens kunst, men det kom automatisk, for som samler og jæger er jeg hele tiden på jagt efter en endnu bedre historie, og i hver af dem var der udgang til en anden. Når jeg blev træt af fluerne, skrev jeg om Bruce Chatwin eller om mig selv.«

– En metode, som internettet giver uanede muligheder for at bruge?

»Da jeg skrev bogen, var det kun i sin vorden, men i dag er internettet mit fiskevand. Jeg lægger et net ud i nettet og jager data. Med det kan jeg lokalisere ’fiskestimen’, men derefter må jeg gå til arkiver og Det Kgl. Bibliotek for at finde mere om emnerne.«

– Du henviser til Strindbergs satire over knappologer. Folk, der samler på knapper …

»Ja, oprindeligt brugte han udtrykket om forskeren Oscar Montelius, der grundigt klassificerede arkæologiske artefakter. Strindberg syntes, det var underligt. Senere opdagede jeg, at han samlede insekter som dreng, og at nogle af hans kammerater stjal hans samling. Så det er nok årsagen til et livslangt had til entomologer.«

– Du skriver, at der er over 4000 forskellige slags svirrefluer i Sverige. Det kan vel ikke passe?

»Joda. Alt det kontrollerbare i bogen er sandt.«

– Også at fluerne svirrer med over 1000 vingeslag i sekundet?

»1083. Videnskaben kan måle frekvensen.«

– Ved du, at den danske lyriker Inger Christensen har skrevet en hel digtsamling om sommerfugle?

»Jeg kender til, men har ikke læst hende, men der er skrevet meget om sommerfugle i litteraturen, fordi de er så synlige. Naturen er som en bog, hvor sommerfugle er kapiteloverskrifter, mens svirrefluer er fodnoter. Hvem som helst kan skrive om sommerfugle. Det er ikke svært. Havde Inger Christensen skrevet om svirrefluer, havde hun fået Nobelprisen«.

– På din ø bor også den svenske digter og Nobelprismodtager Tomas Tranströmer. Hvordan er dit forhold til ham?

»Vi er meget gode venner, og han indsamlede insekter på øen i 1940’erne. Han fik jo et slagtilfælde, da han var 59 år, og har afasi, hvorfor han taler meget lidt. For en del år siden sad vi hjemme hos mig, og da jeg spurgte til hans insektsamling, sagde han pludselig: vellejus dilatatus. Alle kiggede op og sagde: Hva’beha’r? Det er navnet på en stor skarabæbille. Store dele af hans sprog er forsvundet, men det latinske billenavn var der stadig. Da han blev 70, bad jeg om at låne samlingen, som stod på hans loft. Så gik jeg den igennem og skrev en bog om den. Når man læser hans digte, kan man mærke, at natur-interessen har haft stor betydning for hans forfatterskab. Alt, man gør som barn, har stor betydning. Især når man samler insekter, tror jeg.Charles Darwin skrev engang: ’It seems that a taste for collecting beetles is some indication for future succes in life’. I sine memoirer skriver han, at alle de af hans kammerater, der samlede insekter, senere blev fremtrædende jurister, læger, forfattere og parlamentsmedlemmer.«

Fluesocietetet

– Men opleves botanikere ikke ofte som lidt komiske personer?

»Jo, og også rørende, som om de aldrig er blevet rigtigt voksne. Men jeg synes jo, det er alle andre, der er tossede. Samlere undgår at blive det, netop fordi de er samlere. De hviler i det.«

– Du kalder det for en rolig eufori …

»Som man kan genfinde hos frimærkesamlere og folk, der samler på gamle biler. At samle indebærer noget kontemplativt. Især hvis man samler på noget, der ikke koster så mange penge. Picasso’er er dyre, men fluer er gratis.«

– Hvilken flue er den flotteste, du har set?

»En uhørt stor, smuk og sjælden svirreflue, callicera aurata. Man kan lede efter den et helt liv uden at finde den, men det lykkedes for mig. Jeg skriver om det i den sidste bog i min trilogi. Om hvordan jeg gør lykke i Fluesocietetet, hvor man skal have fanget sådan en for at blive medlem. Vi holder møder på Grand Hotel i Lund, hvor vi spiser dyr mad og drikker gode vine.«

– Hvor mange medlemmer er I?

»To.«

– Handler de sidste bøger i din trilogi også om fluer?

»Nej. I toeren er Gunnar Widforss, som blev vildmarksmaler i USA, helten. I treeren er det Gustaf Eisen, der blandt andet forskede i damask. De er mine formelle helte, men jeg er selv den egentlige helt. Man kan se dem som spejlinger, og trilogien som en selvbiografi, om man vil.«

– Har Sverige en svirrefluepolitik?

»Ikke direkte, men man indser, at kundskab om arterne ikke er uvæsentlig. Fluerne har aldrig været et stort politisk emne. Ikke endnu.«

– Bliver din kone aldrig jaloux på fluerne?

»Det er forekommet på mørke vinteraftener, når jeg har ligget i sengen og læst i en bog om tyske svirrefluer.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her