Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

At tørhumpe virkeligheden

Don Jon må tørhumpe Scarlett Johansson, mens han håber på, at verden en dag kan blive lige så intens som hans elskede porno. Joseph Gordon-Levitts instruktørdebut er en kæk, cool kat af en lille samfundskritik
Kultur
7. november 2013
’Don Jon’ er en opløftende og sjov film om bartenderen Don Jon, hvis liv handler om hans krop, hans sted, hans tilfældige piger, hans øse, hans venner og hans porno. Foto: United International Pictures

’Don Jon’ er en opløftende og sjov film om bartenderen Don Jon, hvis liv handler om hans krop, hans sted, hans tilfældige piger, hans øse, hans venner og hans porno. Foto: United International Pictures

Joseph Gordon-Levitts Don Jon er lige så stiv-pik-og-håret-tilbage-og-hvad-så-der, lige så smart (uden at være tjekket) og lige så skingrende og komisk som den karakter, han har skrevet og selv spiller i sin rappe instruktørdebut.

Don Jon er en scorebøv af en bartender af amerikansk-italiensk afstamning. Hans liv handler om hans krop, hans sted, hans tilfældige piger, hans øse, hans venner, hans porno, porno og porno. Filmen er spillet og klippet med den livsstils selvsikre repetition og attitude.

Vi lever i en verden af seksualiserede objekter og romantiserede abstraktioner, der feticheres og holder os på afstand af hinanden. Det er filmens kritik. Dons øse skal poleres, spejlet skal vaskes, pikken skal files, og glorien skal pudses i kirken med ugentlig syndsforladelse i kirken. Han lirer sine ti Ave Maria’er af, mens han pumper kroppen op til fredag aften. I byen scorer han kun damer, der på vennernes scoreskala er ’8’ere’ og ’9’ere,’ men trods det elsker han porno højere end såkaldt ’virkelig’ sex. Han kunne godt stoppe, hvis han ville. Det har han bare aldrig villet, siger han. Heller ikke da han møder Barbara (Scarlett Johansson), som er en vaskeægte ’10’er’ – en ’dime’ – der forventer at kunne gøre Don til en ’10’er’ på hendes romantiske (og pornofjendske) skala – den perfekte fyr som taget ud af et romantisk drama.

Latterligt lækker

Ligesom når Woody Allen hyrer Scarlett Johansson og Penélope Cruz til at spille karakterer så smukke, at det også virker som en vittighed (tænk Vicky Cristina Barcelona), så virker det også som en metajoke og som et castingpletskud at lade Johansson spille »den smukkeste ting, jeg nogensinde har set,« som Don Jon omtaler hende. Men Barbara vil kun være sådan et objekt, hvis hun får en helvedes masse underdanighed til gengæld. Barbara er hans guddommelige lolitadukke, som han desperat efter ideel sex må tørhumpe, indtil alle jeans er knastørre af spildt sæd. Han må love hende at gå på aftenskole, og introducere hende for venner og familie, før han får lov at komme (skuffende, viser det sig) tæt på.

Set på afstand er Don Jon en meget ligefrem, ikke just ny kritik af objektiviseringen af køn og krop som kød og ting. Vi ser montager af røv og patter i burgerreklamer og tv-shows, quizzer og musikvideoer. Denne pornoficerede, urealistiske fremstilling af kvinden spejles i Barbaras hang til urealistisk følelsesporno. Hvis Johansson er det smukkeste sexobjekt, verden og Don Jon har set, så bliver bifiguren Julianne Moore oplagt en slags erfarings- og visdomsgudinde. I rollen som den grænseoverskridende, ældre Esther fra Dons aftenskole lærer hun ham en ting og to om pornoens løgne og nærværets vigtighed. Men den banalitet er så også filmens charme, for alt er så indlevet og ufordømmende fortalt, at det er opløftende og sjovt at se en cool kat lære noget helt oplagt, men væsentligt.

’Don Jon’ Instruktion og manuskript: Joseph Gordon-Levitt. Amerikansk (Biografer over hele landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her