Læsetid: 4 min.

Tror I, Connie lyver?

Nej, det er der så ingen, der gør. For Margrethe Koytus Connie er verdens bedste barmutter i Anna Bros menneskevarme og fortryllende morsomme stykke ’Varmestuen’ på Husets Teater.
Der er hjertevarme og alkoholikertomgang i Anna Bros vidunderligt menneskevarme bodega-juleforestilling ’Varmestuen’. Med Margrethe Koytu (i midten) som den elskelige barmutter Connie – og Kristian Holm Joensen (t.h.) som den generte alkoholikersærling Svend.

Henrik Ohsten Rasmussen

26. november 2013

Øllerne bliver knappet op, jukeboksen dunker, og Connie smiler i baren. For Fiskerihavnens Varmestue er hendes stolthed – og hendes livs Skipper troner stolt bag disken i sin lædervest. Her bliver alle fulgt ud til taxaen!

Vi er bænket rundt langs væggene i Varmestuen på Husets Teater, så det er unægtelig som at være der selv – med halvgardiner og et tiljublet miniatureskib i loftet.

Stamkunderne vakler ind og bestiller deres rystekaffe og deres pilsnere, sådan som de plejer – i hvert fald ind til de går over til ’fisk’, altså til snaps. Men sjældent har et bodegabesøg været så muntert. Dramatikeren Anna Bro og iscenesætteren Moqi Simon Trolin har simpelthen fundet frem til en varmestuejargon, så vi tilskuere hikster af grin – samtidig med at vi helst ikke vil gå glip af de mange guldkorn, som vælter ud over de små borde i Ida Marie Ellekildes kærlige bodegascenografi.

Nænsomme klichéer

»Har du nogensinde set en grønlænder arbejde,« spørger Frank kækt.

Det er ham, der ikke vil være kæreste med Pia; han vil bare godt have, at hun vasker hans tøj. Selv laver han ikke andet end at bøje armen. Det er vist nok også noget med en fejlslagen operation i halsen. Men sådan er der så meget.

Anna Bro er bare 33 år gammel. Som dramatiker skriver hun imidlertid med en livserfaring, der virker flere generationer ældre. Hun rammer alkoholikerens tomgangssætninger med et åbent sind. Og hun er nærmest nænsom, når hun lader klicheerne vælte ind over hinanden som erstatning for den intelligens, der er drukket væk hos værtshusgæsterne. Det er så loyalt, at det er rørende.

Svend har aldrig kysset

Kristian Holm Joensens stille eksistens Svend kan således sagtens blive en ny alkoholikerklassiker i det danske teaterrepertoire.

Han snubler forsigtigt af sted i sine træsko med hælkappe i sin faste rutefart mellem stambordet og baren. Han har aldrig kysset en pige. Det indrømmer han. Men han ville gerne, hvis han ellers bare turde …

Kristian Holm Joensen spiller rystende godt, når han kigger genert ned i gulvet, og griner lidt for højt.

Nej, denne Svend har ikke gennemskuet verden. Men når han læner sig op ad Margrethe Koytus barmutter Connie, bliver han helt salig.

Øl til evig tid

Det kan man godt forstå. Koytu har den helt rigtige udstråling af tryghed og skarphed. Hun kan sætte kunderne på plads, men hun kan desværre også drikke sammen med dem.

»Tror du, Connie lyver,« spørger hun truende, mens hendes røde hår stritter, og øjnene bliver smalle. Men det er der ingen, der tror. Slet ikke Hans Henrik Clemensens lydhøre kæreste, der hellere end gerne bærer sin Connie på hænder og fødder – og hjem i seng.

Clemensens stemme bevarer en beundrende klang uanset, hvad hun gør. Hans ryg ranker sig, og han vasker gulv i takt til musikken. I hvert fald indtil ulykken rammer dem, og intet er det samme som før. Uanset hvor grundigt han stryger pomadehåret tilbage …

Det er en af forestillingens store kvaliteter, at man ikke aner uråd, førend det er for sent. At man kommer til at tro på, at man kan sidde på denne bodega og få en øl til evig tid.

Tvivlsomt mandfolk

Det tror Frank vist også – Lars Topp Thomsens stædige og vrede rigmandssøn af en falleret fiskefabriksdirektør. Thomsens alkoholiker er ude af stand til at være noget for nogen. Han afviser verden – og netop derfor tiltrækker han selvfølgelig Christine Exners omsorgsfulde alenemor med de hvide støvler og den alt for tynde polyesterjakke i Hanne Mørups sikre vintervalg. Exner sætter grænser for ham som for et barn – og netop på den måde får hun et mikroskopisk mandfolk ud af ham. Lige indtil den dag, hvor hun har katastrofalt brug for ham – og han ingenting stiller op. Her forstår hendes reducerede blondine for første gang, at han slet ikke kan hjælpe hende. Og så slår hun fra sig …

Livsløgnene trives

Varmestuen ville have været en midaldrende fest, hvis ikke rollegalleriet også havde bestået af et ungt par, der lige kommer forbi. Egentlig er de stykkets mindst troværdige personer. Men Lykke Sand Michelsen har en glimrende naivitet over sig som pigen, der er stolt over at kunne score sig et bartenderjob. Og Andreas Berg Nielsen kæmper bravt med rollen som hendes hættetrøjekæreste. Hans smukke stemme er da også lige ved at lokke hende – og os andre – med til Indien for at sælge stoffer og bo på stranden. Til evig tid, velsagtens. For drømmene stortrives på denne varmestue, der engang lå ved en fiskerihavn med ’72 både ude i havnen og masser af mennesker’. Nu er der stille. Alt for stille. Kun livsløgnene stortrives.

Som Svend selv siger det:

»Jeg skal lige ha’ en øl. Det er min hobby.«

Og det er det. Selv efter at Connie holder op med at stå i baren.

’Varmestuen’. Tekst: Anna Bro. Instruktion: Moqi Simon Trolin. Scenografi: Ida Marie Ellekilde. Producent: Hanna W. Grue. Overhuset på Halmtorvet. Til 20. december. www.husetsteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu