Læsetid: 4 min.

Det uhyggelige, tomme rum

Den australske instruktør Benedict Andrews bukker under for angsten for det tomme rum og satser mere på ideerne end personinstruktionen. Til gengæld er flere af ideerne gode
Macbeth (den karismatiske Dario Solari, t.v.), Lady Macbeth synges af Anne Margrete Dahl (t.h.). I midten Banquo, hvis rolle deles af Arutjo Kotchinian og Henning von Schulman.

Miklos Szabo

19. november 2013

På en stor tom scene løber Fru Macbeth og Hr. Macbeth rundt i en fangeleg, hvor han har bind for øjnene, og hun hopper lillepigehop og småhviner, når hun er ved at blive fanget.

Sådan begynder den australske instruktør Benedict Andrews sin Macbeth i Operaen. Det er da en idé, og sådan kan man da også godt fremstille deres forhold, hvis man synes, det er kendetegnende for en stærk erotisk magtbesættelse, men hellere ville man måske bare have haft overskud til at lytte til ouverturens skæbnesvangre musik.

Den samlede begejstring over Det Kongelige Teaters premiere på Verdis opera Macbeth var lige så broget, som forestillingen var det. Der var ting at være stimuleret over: den uruguayske baryton Dario Solaris stemme og fysiske fremtoning og det fremragende orkesterspil under Alexander Joel, så var der ting at være almindeligt underholdt af som mordet på Banquo begået af Snurre Snup, Garfield, Grisling, Fedtmule med flere i én stor sammensværgelse, og så var der ting at blive helt træt af som koret, der ikke havde et øjebliks fred til bare at synge, men hele tiden blev pålagt rekvisitter eller små børn, der skulle sprede klichéagtig uhygge med kødknive og barneleg.

Nøgen udfordring

At lade scenografen Ashley Martin-Davis’ gigantiske krydsfinérkasse danne ramme om tre Verdi-Shakespeare-operaer er en økonomisk succesløsning. Otello, Falstaff og nu Macbeth udspiller sig alle i samme skrabede scenografi, der stiller et næsten nøgent rum til rådighed for deres forskellige indhold.

Men først og fremmest er det en interessant kunstnerisk udfordring, der som udgangspunkt trimmer dramaet og stiller store krav til sangere og musikere om at klare sig uden sceniske udstyrsstykker. Der er ikke noget oprindeligt i det, da Verdi var en teatermand, der leverede musik til udstyrsteater, men der er noget ærligt i det, da man får skilt skidt fra kanel.

Verdi skrev sin musik til de sangere, han havde til rådighed, og drev dem til bristepunktet med kunstneriske krav, og herfra kom udstyret oveni. I dag bliver det ofte den anden vej rundt, at man fokuserer på udstyret og sætter sangerne oveni. Med en nøgen scene tvinger man sangere og instruktør til en meget større dramatisk indsats, og dét er oprindeligt. Hvis altså ikke den nøgne scene bare udløser en slags horror vacui og endnu flere fagter og ideer.

For meget underkæbe

Verdi pressede sin første Lady Macbeth, Mariana Barbieri-Nini til at arbejde fra morgen til aften i tre måneder med at synge som én, der taler i søvne uden at bevæge sine læber og uden bevægelser i resten af ansigtet.

Et ret stort krav for en operasanger og et ret stort krav for dét parti. Men det vidner netop om den fysiske fordring, ligesom han fravalgte den først udsete sangerinde Eugenia Tadolini på grund af hendes for smukke udseende og for smukke stemme.

Anne Margrete Dahl leverede en imponerende kraftpræstation ved torsdagens premiere, men brugte lige præcis for meget tid med underkæben fremme for at understrege sin ondskab og på generel overdrevet gestik, der satte én af som tilhører.

Det mest uhyggelige i Macbeth er ikke små børn med kødknive, men ladyens mange høje toner. Så da Anne Margrethe Dahl i søvngængerscenen kravlede godt op på det høje des og kom dårligt ned igen, var det næsten det bedste moment, da det netop er her ladyen knækker for alvor. Solari har en smuk barytonrøst og ser overordentlig godt ud på en scene. Ikke nødvendigvis gode odds for en falden Macbeth. I starten virker det godt, så længe han bare er en sympatisk mand, der knalder sin kone. Det er han rigtig god til, og er i det hele taget en sanger med en integreret stemme og en integreret fysikalitet. Hans sang og ageren kommer indefra, og man er helt benovet – tag bare det utroligt enkle kys, han svarer sin overspillede kone med i første akt. Eneste problem er, at det er meget svært at fatte antipati for ham. Selv når Macbetto sidder på sin trone – i denne opsætning en slags videokabinestol med udsigt til poledancer og natklubtoilet – og er endt i sin skæbne som massemorder, så oplever man ham i Solaris sympatiske gestalt stadig bare som en anfægtet, udkørt ægtemand.

Horror vacui

Benedict Andrews opsætning balancerer mellem gode ideer og overfladisk påfyld, og det man hele tiden savner, er en trimning af sangernes roller. Ligesom scenen fyldtes af flere og flere rekvisitter, fik sangerne lov til at støtte deres roller på for mange instruktioner. Der var mange flotte scener præget af minimalistisk scenografi og flot lys, men flere gange fik angsten for det tomme rum alligevel lov til at sætte dagsorden.

Mikael Kristensen kom godt igennem Macduffs arie, men havde fået en lille rød pigekjole at græde sin sorg over den mistede familie ud til, så sentimentaliteten distraherede. Arutjun Kotchinians Banquo var sober og velsunget, og koret stillede op til det hele og gjorde det godt. Andrews overordnede idé med at lade Macbeth være en moderne mand overvældet af en moderne forbrugerverden var slet ikke dårlig – man tænker på en Stein Baggers: »Jeg gjorde det for din skyld, Anette« – men ikke nok til at bære det psykologiske drama eller forløse operaen.

Giuseppe Verdi: ’Macbeth’, Dirigent: Alexander Joel, Iscenesættelse: Benedict Andrews, Scenografi: Ashley Martin Davis, Det Kgl. Kapel og Operakor. Macbeth: Dario Solari, Lady Macbeth: Anne Margrete Dahl, Banquo: Arutjo Kotchinian/ Henning von Schulman. Operaen. Fra 14. nov. til 11. dec

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu