Læsetid: 4 min.

Den ultimative udsigt

Rumdramaet ’Gravity’ er en elementært spændende højteknologisk triumf, men mest af alt en film om at blive klar til at leve og klar til at dø – i ét og samme magiske hug
Den psykologiske forankring står Sandra Bullock i absolut topform for. Omstændighederne tvinger hendes figur, Stone til at tage stilling til, hvad og hvor meget det jordiske liv betyder for hende, og Bullock finder helt ind til figurens nøgne rådvildhed – og umådelige styrke. Foto: SF Film

Den psykologiske forankring står Sandra Bullock i absolut topform for. Omstændighederne tvinger hendes figur, Stone til at tage stilling til, hvad og hvor meget det jordiske liv betyder for hende, og Bullock finder helt ind til figurens nøgne rådvildhed – og umådelige styrke. Foto: SF Film

7. november 2013

Så kom det, kæmpeskridtet for 3D-filmen. Værket, der forløser, hvad der må være 3D’s fulde potentiale og får ordet ’filmoplevelse’ til at klinge med fornyet kraft.

Gravity er en film, hvor alt går op i den berømte højere enhed. Hyperavancerede filmtricks spiller ganske vist en væsentlig rolle, men det er instruktør Alfonso Cuaróns og hans søn – som er medforfatter på manuskriptet – store bedrift, at de aldrig fremstår som et show i sig selv. Cuarón forener lydefrit det spektakulære effektarsenal med en nedskrællet fortælling om en midaldrende kvinde i (to forskellige former for) dyb krise.

Sandra Bullock og George Clooney spiller de altdominerende hovedroller som lægen Ryan Stone og veteranastronauten Matt Kowalski. Han er en storskrydende superrationalist, hun en mere mut og sart type med ar på sjælen. Sammen er de på arbejde flere hundrede kilometer hjemmefra.

Men så skyder russerne en udtjent satellit i småstumper, vragresterne kommer flyvende lige imod vore hovedpersoner, og snart er Stone og Kowalski uden transportmiddel. Der er ganske vist andre måder at komme tilbage til Jorden på, men der skal i den grad kæmpes for det.

Intim og storladen

Hovedparten af de amerikanske anmeldere har kun lige akkurat formået at få armene ned længe nok til at betjene tastaturet, og Village Voice-skribenten Stephanie Zacharek slog hovedet på sømmet med denne sætning: »Gravity er hårrejsende og beroligende, intim og storladen, en film, der får dig til at føle dig tættere forbundet med verden snarere end mere afskåret fra den.«

En stor del af filmens kvaliteter skal netop findes i dens dramatiske kontraster, blandt andet psykologisk realisme overfor det mytisk-majestætiske billedsprog, der navnlig anvendes i filmens sidste minutter. Og i Steven Prices musik, der er pompøs uden at være anmassende, men også yderst velegnet til at få stilheden derude til at virke endnu mere rungende.

Den psykologiske forankring står Sandra Bullock i absolut topform for: Omstændighederne tvinger Stone til at tage stilling til, hvad og hvor meget det jordiske liv betyder for hende, og Bullock finder helt ind til figurens nøgne rådvildhed – og umådelige styrke og alle andre facetter.

Dybe vejrtrækninger

Sandra Bullock er da også i rigtig gode hænder: Mexicanske Alfonso Cuarón har så forskelligartede, men omtrent lige vellykkede film som … Og din mor! (2001), Harry Potter og fangen fra Azkaban (2004) og Children of Men (2006) på cv’et. Med Gravity beviser han atter, at han kan skabe troværdige figurer inden for ekstraordinære rammer. Vægtløsheden i rummet både vises og italesættes som en slags fostertilstand, og det er lige før, Gravity som filmoplevelse er det samme. Den har en besynderlig urfilm-karakter, der lægger mediets fascinationskraft frem for vores øjne uden decideret at dissekere det.

Den nærmest ærefrygtindgydende ynde Stanley Kubrick fik sine rumfartøjer til at danse med i Rumrejsen år 2001 er uundgåeligt med i baghovedet – men Ryan Stone kunne ikke være mere forskellig fra Kubricks følelsesmæssigt udfordrede astronauter, end det er tilfældet. Den fuldendte isolation og ensomhed, man kan opleve i rummet, knalder portrættet af den nødstedte kvinde ud i alleryderste potens, ligesom noget så banalt som Stones åndedræt antager en mere og mere fortættet symbolsk betydning, som historien skrider frem. Allerbedst er en overrumplende smuk og absurd scene, hvor Stone hylder en såre hverdagsagtig del af tilværelsen, som man under normale forhold aldrig ville opfatte som noget poetisk og livsbekræftende.

Sol over Ganges

Det er desuden en god detalje, at stemmen fra Mission Control i Houston tilhører Ed Harris, der i 1983 spillede astronauten John Glenn i Mænd af den rette støbning. Cuarón afholder sig klogeligt fra at klippe til de jordiske hjælpere, for havde han gjort det, var det gået ud over vores indlevelse i Stone og Kowalski.

En indlevelse, der yderligere forstærkes af den velkalkulerede brug af det bogstaveligt talt til at lade os se tingene fra figurernes synsvinkel. Man hvirvles gennem rummet, og Gravity bliver dermed både en film til sanserne, kroppen og intellektet – rutsjebane møder kammerspil. Det må ganske enkelt være det her, 3D er sat i verden for.

Også filmens mere enkle greb virker nærmest bevidsthedsudvidende, som når Kowalski henleder opmærksomheden på synet af solen over Ganges-floden. Da jeg må erkende, at jeg aldrig selv kommer til at se vores klode fra et mere tryllebindende perspektiv end et vinduessæde i et fly, er denne formidling af astronautoplevelsen absolut en acceptabel erstatning for mig. Gravity er noget af det mest spektakulære, jeg har set i årevis og et bundsolidt bud på årets bedste film. Et mesterværk, der i bogstavlig forstand er langt ude, men ikke desto mindre havner helt inde under huden.

’Gravity’ Instruktion: Alfonso Cuarón. Manuskript: Alfonso Cuarón og Jonás Cuarón. Amerikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Og således må vi endnu engang indse, at det samlede danske anmelder, sammen med det internationale anmelderkorps, falder i svime og begejstering over en film, hvis præmis dels er, at den racistisk og russerfjendtlig, dels over at der er store, stærke, flotte billeder. Præcist som filmanmelderne i det her land jo stort set altid har gjort!

"Men så skyder russerne en udtjent satellit i småstumper, vragresterne kommer flyvende lige imod vore hovedpersoner, og snart er Stone og Kowalski uden transportmiddel. Der er ganske vist andre måder at komme tilbage til Jorden på, men der skal i den grad kæmpes for det."

Ja, selvfølgelig skal det da være russerne, der skyder en udtjent satellit i småstykker, ikke sandt. Endelig kan vi få, USA, få skovlen, under disse russere, disse kommunister, æh, jeg mener.......statskapitalister, hvor en egenrådig diktator, V. Putin, bestemmer alt!

Tror I virkelig, alle I filmanmelderne, at russerne ville skyde end udtjent satellit ned, uden at sikre sig, at der ikke var nogen mennesker i nærheden af den?...??

Majbritt Nielsen

Arh, Karsten Aaen. Nogen ting må man bare lade fare for at historien kan hænge bare lidt sammen.
Hvis filmen skal ses med de fakta-kritiske briller på. Så er der en hel række ting og handlinger der slet ikke hænger sammen.

Og hvis det ikke var fordi der nok var nogen, som læser med her og jeg ikke vil afsløre nogen detaljer fra filmen. Men der kunne jeg nok liste en del op, om at den og den handling, samtale og indhold nok ikke ville ske i virkeligheden. Og nok også vil støde nogen flere på manchetterne.

Og den raket mod en udtjent satellit. I virkeligheden kunne de nok have ændret beregningerne på dens bane, så den blev brændt op i atmosfæren. Og dermed forsvandt.

Som en matros jeg engang sejlede sammen med sagde når det blev lidt for krejlet.
"Lefter it."
(lad det dog være) Han var fra kazakhstan.

Jeg er i øvrigt færdig med at drømme om at komme derop, efter at have set den film. Det er rigeligt farligt at komme ud i en storm med skibet. Og være usikker på om man kommer ind igen. Det har jeg prøvet to gange og så foretrækker jeg helt klart et sted med rigeligt ilt.

Tom Paamand, Morten Pedersen og Morten Lange anbefalede denne kommentar

Og ja, nogle ting må man bare lade fare. Men hvorfor mon det lige er russerne? Og så nu? Kan USA ikke finde på andre fjendebilleder end de indre billeder de har fra den kolde krigs tid... meget tyder på, at det kan USA, hverken som stat eller filmland ikke!

Karsten Aaen @

Du må leve i en anden tidsalder hvis du helt ærligt tror at andre, udover måske amerikanerne selv, går med et latent fjendebillede af Rusland, som på nogen måde kan vækkes af en "detalje" fra ovenstående film.

Egentlig tror jeg Rusland efterhånden nyder en større grad af tillid end hvad der er
U(N)SA forundt.

Det virkelig groteske er at USA ikke kan lave storfilm uden at der optræder en bande revolvermænd, der skal nedkæmpes af John Wayne...

...nu må de da snart komme videre. Idoldyrkelse er bare så meget igår.

USA og Rusland er formentlig de to nationer der har mest ragelse i rummet, så det er vel rimelig realistisk at noget russisk skrammel laver ravage....
Jeg skal tilhvertifald se Gravity!

Ok, Karsten, så prøver vi lige til med den her:
"Men så skyder andorranerne en udtjent satellit i småstykker."

Monsonic Superblast

Til Karsten og Bill. Hvis man gad se filmen, ville man opleve, at (spoiler) nok er det et russisk missil, der starter hele miseren, men en russisk rumstation redder derefter hovedkarakterens liv. Hun har en russisk rumdragt på det meste af filmen... OG et kinesisk rumfartøj hjælper hende derudover også... Men det er da alt andet lige også nemmere at fare i flint, inden man rent faktisk ved, hvad man taler om :)
Måske I har ret i andre tilfælde, men ikke i dette, sorry guys!

Fraus Dolus, claus knudsen, Morten Pedersen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

OK, Monsonic Superblast, naturligvis skal jeg ikke kommentere på en film jeg dårlig nok har læst anmeldelserne af. PUNKTUM.

...men nu jeg har fat i tastaturet så er min generelle holdning til rumfart, at den helt overvejende tjener militære formål og får alt for mange penge og opmærksomhed. Jeg mener at menneskeheden af mange årsager skulle droppe al den flyven rundt ude i rummet og i stedet koncentrere naturvidenskaben om, at finde en energirigtig måde at lave brint på hernede på jorden.

http://www.sciencedaily.com/releases/2013/07/130729111927.htm

Filmen er fin 3D-opvisning som et andet computerspil, men gid jeg kunne have slukket for lyden. Man skal virkelig være en fan af Sandra Bullock's stønnen for at udholde hendes overlevelseskamp.
Er man selv en stønner eller til stønnen generelt - er filmen nok det rigtige valg;)

Filmen minder i høj grad om Contact, hvor Jodie Foster i hvad der for tilskuerne føltes som timevis, var helt alene i rummet. Og er lissom den afhængig af, om den enlige skuespiller er interessant nok. Instruktøren kunne så have valgt en fejlslagen dansk raket, til at starte filmen med, men det er blot en meget lille detalje.

Filmens ret nedtonede bisætning om et russisk StarWars-eksperiment ændrer ikke på, at det er en i sjælden grad upolitisk film. Som andre har nævnt, pendler heltinden problemfrit mellem diverse "kommunistiske" rumfartøjer, uden at disse i særlig grad dæmoniseres som dårligt vedligeholdte eller klodsede. Den eneste stemplende kommentar er vist misundelsen over, at russerne.har god vodka.

Alt er fokuseret på om heltinden når helskindet ned på Jorden, som i øvrigt er ved at blive sønderbombet af nedfaldende tungt rumskrammel, der ses ramme rundt omkring. Hele kloden er altså udsat for en massiv katastrofe, som også har lammet det meste kommunikation, så alt hvad der af fly også er i gang med nødlandinger og nedstyrtninger - folk dør i massevis.

Uden kommunikation er handel og finanser brudt sammen, og indtil flytrafikken lærer at flyve uden satellitnavigation, er hurtige besøg og fjernhandel fortid. Men instruktøren vælger at gøre opmærksom på faren i at det nære verdensrum er overfyldt med potentielt farligt skrammel, ved udelukkende at vise os to menneskers problemer deroppe. En fremragende flot film, helt uden jordforbindelse.

Jeg læste linket som: 'Den Ultimative Indsigt' og må indrømme jeg blev lidt skuffet, da overskriften efterfølgende blev læst ordentligt. Bullock kan jeg ellers godt li'. (jeg har en forkærlighed for skuespillere der personligt afhenter deres Razzies, og hun er også god, indimellem.)

Jeg så den i dag - og lagde intet i det "russiske missil" (som nok er mindre skræmmende end Rohdes berygtede missil ;), fik kortvarigt en association til Kinas øvelser med at skyde afdankede rumraketter ned (og de er sikkert ikke alene om det) samt tidligere artikler om store mængder af rum-affald, der er til skade for rumforskningen.
Som Monica Superblast nævner, så er der en meget skøn blanding af russisk rumdragt og kinesisk fartøj med i handlingen. Spændingen og 3D-effekterne er gode og jeg vil også sige, at det er en god film.
MEN....jeg er helt uenig med de begejstrede anmeldere på både TV2 og her i artiklen: "Så kom det, kæmpeskridtet for 3D-filmen. Værket, der forløser, hvad der må være 3D’s fulde potentiale og får ordet ’filmoplevelse’ til at klinge med fornyet kraft." (Og nej, jeg tænker ikke på smølfe-filmen Avatar, som kedede mig så meget, at jeg gik efter en ½ time...)
Den eneste 3D-film indtil videre, der både har taget kæmpeskridtet, fornyet og LEGITIMERET 3D-film er efter min mening Verner Herzog's "Cave of Forgotten Dreams" - jeg har set den 3 gange i biografen og det er den bedste fremstilling af hulemalerier, som jeg nogen sinde har set, det var virkelig som at være der. En varm anbefaling herfra til alle 3D-fans.