Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Ungdommens drømmeland

Kirkebys bog handler om det indre og det ydre Grønland der mødes i maleriet
Kultur
22. november 2013
Per Kirkebys ’Grønlands-tekster’ indeholder udover tekst også træsnit og raderinger af kunstneren. 
 Illustration: Per Kirkeby/Tiderne Skifter

Grønland er et grundstof i Per Kirkebys værk. Et endeløst lager af krystalstrukturer som han har kunnet bygge sine billeder og tekster med. Netop endeløst, i hvert fald tilsyneladende, for helt ved han alligevel aldrig, hvad det er.

»Det der har fyldt så meget er den store hvide angst. Den unddrager sig faktisk tid, og strækker sig langt ind og ud i takt med mine år. Men det fylder ikke meget i fortællingen om dengang. Det er umådeligt og anekdotefrit. Det strækker sig uden grænser. Det er lidt som ventetider. Vi fortæller altid om rejser som bevægelse, men i virkeligheden består en rejse mere af ventetider end af bevægelse. Det er ventetiderne der gør den egentlige rejse. Det er ventetider, der giver en rejse tid og udstrækning. Det er her meningen kan dannes. Hvis man springer ventetiderne over, alle de steder man strandede og mistede retningen, så bliver det en tynd historie. Ventetider er irriterende og føles som spildt tid, mens man er i dem. Men uden dem havde der blot været en lille notits (...) det er i ventetidernes påtvungne fatalisme, det stillestående vand, de lerede aflejringer, at rykkene sker.«

Det er på en eller anden måde den hvide angst, der er motoren i Per Kirkebys nye Grønlandstekster. Angsten for isbjørnen, når man sidder bag en sten med den lange hvide rulle, som han siger, for den er der, før man ved det. Og i det selvfølgelig angsten for døden. Kirkebys bøger skal læses i sammenhæng, som én lang tekst, og det her er den foreløbig sidste, måske også den hvor de helt store ting kommer nærmest, selv om han hele tiden holder dem lidt ud fra sig i så at sige skrivende arm ved at lade fortællingen handle om, hvad der bare sådan sker, når man var på ekspedition som studentermedhjælper for 50 år siden, hvor tunge og stive støvlerne fra Østrig var dengang, og hvor meget anderledes det er blevet nu i dag, hvor det er den gamle, berømte kunstner, der leder efter ungdommens drømmeland på lidt mere luksuriøse betingelser.

Det er en bevægende bog på den måde, en bevægende fortælling om, hvordan han finder midlet, hvormed han bedst kan lede efter det, han måske alligevel aldrig finder.

Det vokser ud af hans tidlige arbejde med at tegne de grønlandske landskaber tektonisk, så man kan se de geologiske kræfter, der har formet dem.

Det er maleriet.

»Pludselig skulle jeg ikke lave mad eller andre praktiske ting. Jeg skulle bare sejle, se og tegne. Jeg sejlede helt bogstaveligt ind i en verden som jeg i en vis forstand skulle blive i.«

Det er den verden, der for ham er Grønland. Det er sådan set ikke de bjergtagende landskaber, heller ikke egentlig fascinationen af de fysiske kraftpræstationer, der ellers er, hvad der fangede og fascinerede drenge, når de dengang læste sig gennem dyngerne af hårrejsende beretninger fra farefulde ekspeditioner i de lange danske vinterdage, der åbenbart kun var svage genskær af den rigtige vinter der højt oppe mod nord.

Kirkebys Grønland ligger inde i ham selv, og med årene bliver det tydeligere, indtil det til sidst nærmer sig det afgørende eksistentielle:

»Den mangel på klare konturer og sikre streger som til sidst er døden.«

Bag det ligger selvfølgelig geologens nogenlunde sikre viden, som dog heller ikke er andet end antagelser på baggrund af konkrete iagttagelser, at: »Den beskedne snefane kunne vokse til en altædende gletsjer. Den lille elv nedbryde det største fjeld i den umålelige tid der stod til rådighed. Den viden og den indsigt kom til at sidde i mine fingres nænsomhed.«

Forbindelsen

Men det indre Grønland skal følges med det ydre, og de kendte steder fra dengang, rejsen begyndte, skal besøges igen, så forbindelsen mellem indre og ydre kan holdes ved lige:

»Narssarsuaq. Lander efter 35 år. Regn, tåge, alt er sløret. Jeg kunne end ikke huske de nærmeste navne, Igaliko, Qagssiarssuk. Men her var nu cementbanen, de øde græsstrå, grus og sand. Jeg forlod den nye terminalbygning, gik ud i regnen med min mindste tegneblok og tegnede de udviskede konturlinjer der kom og gik i de drivende tågeskyer. Og pludselig føltes mit hoved som en influenzatørretumbler, en kort brusende lyd og en luftning. Lynhurtigt blev der bladet tilbage til dengang. Alle navnene var der, jeg følte, jeg vidste, hvor jeg skulle sætte foden ved næste skridt.«

Her, i tågen der både er ydre og indre, tumler tider og steder rundt mellem hinanden, og pludselig letter tågen, der bliver klart:

»Man kunne se forkastningerne og indlæse sin elementære tektoniske viden. Sådan havde det ikke været i de tågede dage. Da havde det set ud som et kinesisk tuschmaleri, vådt i vådt, større og mere udtryksfuldt end i klart vejr, stadig underkastet forandringer i en flydende rytme med indprikkede åbenbaringer. Hvis jeg nu blot havde tilbragt to tågede dage her, hvilken sandhed havde jeg så tegnet mig til? Den kinesiske jeg faktisk oplevede, eller havde det været i orden med en ekstrapolering ud fra min erfaring om, hvordan sådan noget er bygget op i klart vejr? Den første ville være en ærlig sandhed, jeg kan ikke stå inde for andet, end hvad jeg har set. Den anden holdning er udtryk for, at der bag tågen er en håndgribelig virkelighed, som der ikke er nogen grund til at sætte over styr med spidsfindigheder.«

Angsten for døden og den hvide bjørn forlader ham aldrig, men han lærer at neutralisere den med indsigter hentet fra kunsten, når Troels Andersen på Eksskolen præsenterer den unge geolog for den russiske suprematist og søger efter det absolutte, Kasimir Malevitch:

»Ved hver en dirrende snefarve og stivnet kyst banker blodet hurtigere rundt. Og den eneste mulige bekæmpelse er symboliseret i det hvide kvadrat. Et spøgelse er aldrig kvadratisk.«

I en efterskrift skriver Kirkeby noget vemodigt om det »uregulerede frirum«, der engang var Grønland, og hvis »mytedannende anarki« nu er afløst af »en Nuuk-middelklasse der har råstofpenge i de rullende øjne«.

Jo da, men det rum, han bevæger sig i, er større end det, ligesom Malevich var større end Stalin, det viser hans bog.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her