Læsetid 5 min.

Væmmelse ved uniformer

Ernst Jüngers dagbøger fra Anden Verdenskrig er blevet kaldt amoralsk æsteticisme med en selvspejlende, bourgognedrikkende forfatter i første parket til krigen. Men dagbøgerne iscenesætter og dokumenterer snarere et moralsk selvopgør
Den hidtige dom over Ernst Jüngers dagbøger fra Anden Verdenskrig var ikke retfærdig.

Den hidtige dom over Ernst Jüngers dagbøger fra Anden Verdenskrig var ikke retfærdig.

22. november 2013

Ernst Jünger er en lysende stjerne, da han i august 1939 med et skævt smil ifører sig soldateruniformen for igen at drage i krig. Debutbogen I stålstormen, en fejring af krigen som en dør til en højere og sandere virkelighed og en æstetisering af dens gru vekslende mellem malende poesi og kitschet technicolor, har gjort ham beundret af tyske læsere og elsket af nazispidserne. Bogen fra den første store krig, dolkestødslegendens moderhav, var jo genial som ideologisk ild til genrejsningen af Tyskland. Siden har Jünger med mere filosofisk tonede og teknik- og civilisationskritiske værker ganske vist slidt lidt på sit image som ståldragon og nazistisk hofskribent. Men ikke mere, end at Hitler holder hånden over ham, når andre i nazitoppen vil ham til livs.

Nu står han der så igen. Klædt på til felten og klar til at male døden op i skønne ekspressionistiske farver og lodde åndens dybder så langt som til naturmytologiens kridtlag.

Berygtede og foragtede dagbøger

Og det gør han så, ganske vist fra en mere tilbagetrukken bastion, nemlig det relativt fredelige Paris, hvor Jünger gjorde tjeneste det meste af krigen. Til gengæld gør han det, i en grad så dagbøgerne i efterkrigsårene skal blive udskældt fra en kant af og stadig bliver det: Strålinger, som de seks bind kom til at hedde, er berygtede for deres amoralske æstetisering af krigens koncentriske cirkler med Jünger selv som flanør, kvindebedårer og luksusdyr i skønhedens centrum (bourgognedrikkende og på første parket til krigen). De er latterliggjorte for deres romantiske dyrkelse af forfatteren som en særlig følsom modtager af de »strålinger«, der strømmer fra den dybere virkelighed og dens forskellige repræsentationer i den overfladiske verden. Derudover er de foragtede for deres fremstilling af krigen som et naturfænomen, altså virkende med en højere nødvendighed. Og af beskrivelsen af nazismen som noget skæbnebestemt, altså uigendrivelig. Hædret er de vistnok kun som digtværk, højpotent poesi – dvs. uden egentlig dokumentarisk værdi.

Så vidt dommen.

Flid, fed og snyd

Men dommen virker ikke retfærdig, slet ikke hvis den skal gælde for hele værket, som Jünger afsluttede i 1958 for siden at revidere det flere gange. Dagbøgerne er flere bøger, de beskriver en udvikling, eller hårdere trukket op: en undergang for Jüngers syn på krigen.

Han begynder med fynd og klem, på vej gennem Belgien som bagtrop i felttoget mod Frankrig. Tilsyneladende ivrig efter at ramme fortidens form. Det får flere steder et komisk og kitschet skær:

»Denne jords eventyr er kun symboler på det sidste, største – de udspiller sig i den dunkle, skrækkelige majestæts vestibuler og brændingsbælter.«

Komikkens præg har det også, når Jünger optræder som krigsduks og med blankpudset geværløb forsøger at indynde sig hos generalen: »Tør man håbe på, at man stadig kan nå at komme i ilden.«

Fremstillingen i øvrigt følger i den del af dagbøgerne et mønster. Først en beskrivelse, Jüngers berømte nøgternhed og udpensling. Så en lyrisme og en storslået sandhed:

»Kadaverne rædsomt udspilede, med trompetagtigt opsvulmede kønsdele. Læberne halvt krænget op i et udtryk af smerte, så de store hvide tænder er synlige. På den måde formes masker af en særlig art – som dæmonansigter, der er dannet på det henrundne livs grund.«

Til og med de opkrængede læber havde vel rakt.

Nået til Paris fortsætter han i samme spor og med æstetens forfinede stil. Det er også her, at tilintetgørelsen – krigen som filosofisk kategori – falder sammen med den æstetiske fuldkommenhed. »Det højeste, vi kan håbe på,« skriver han, »er en anelse om det skønnes fuldkomne mål.« Altså enten døden eller den perfekte sætning, med et overskud af held begge dele. Lyksalighed af den art går hos Jünger under betegnelsen »overfloden«.

Æsteticismen, de mange afrapporteringer fra middagssamtaler med franske kunstnere og intellektuelle og om indkøb af bøger og kobberstik i lag, skal også gælde som garant for den gode tyskhed. Den bedre, den åndelige, den ikkenazistiske. Eller som Jüngers kone til hans tydelige tilfredshed siger om ham: Han er »i en anden strømning«.

Det gamle riddervæsen er dødt

Men billedet ændrer sig gradvist. Det foregribes med flere spredte bemærkninger om, at krigen er gået ind i teknikkens og ingeniørernes tidsalder. Så med mødet med krigsfanger og efterladte af faldne renset for beskrivelens æstetiske pomp.

Men det afgørende gennembrud og forandringen af stilen og krigens status kommer på Østfronten, i Kaukasus, hvor Jünger opholder sig fra november 1942 til januar 1943. Her møder han krigsnederlaget, tyske soldater under hastigt tilbagetog, men fremfor alt møder han krigens nøgne forråelse, der igen møder en tomhed i ham selv. Her slutter både den hule æsteticisme og det amoralske. Med to citater:

»Vi sprang ned i dækningshullerne og lod stormen drage forbi. I sådanne situationer lægger jeg nu mærke til det halvt komiske, halvt irriterende. Den alder eller snarere tilstand, hvor man finder sådanne ting tiltrækkende og endda anstrenger sig for at fremkalde dem, ligger bag mig.«

»Jeg gribes da af væmmelse ved uniformer, distinktioner, dekorationer, vin og våben, hvis glans jeg har holdt så meget af. Det gamle riddervæsen er dødt; krigen føres af teknikere. Mennesket har altså nået det trin, som Dostojevskij har beskrevet i Forbrydelse og straf, hvor Raskolnikov betragter sine lige som skadedyr. Netop det må mennesket vogte sig for, hvis det ikke vil ende i insektsfæren. Om mennesket og dets ofre gælder jo det gamle, uhyre: ’Det er dig.’«

Det skifte sker altså midtvejs i krigen, det sker også midtvejs i dagbøgerne. Herefter følges det op, bl.a. i skildringen af terrorbombardementerne af de tyske byer. Det ændrer komplet billedet ikke bare af Jünger, men også af æsteticismens – den overdrevne forskønnelses – funktion. Fra at være en potensering af krigens blodige, men ubetvivlelige skønhed bliver den til først og fremmest ironi og kontrast – halvt absurd – til grusomheden. Jünger anvender grebet flere gange gennem dagbøgerne: først udmalet barbari – så frokost på Ritz.

Adam Paulsen kalder det i sin efterskrift med et citat fra Jünger en »overlevelsesteknik«. Man kunne også kalde det et selvopgør.

Det er ét vigtigt højdepunkt i Ernst Jüngers dagbøger og forfatterskab i det hele taget. En drejning mod en enklere moral.

Andre højdepunkter er de dokumentariske; skildringer af frigivne fanger fra kz-lejrene; af amerikanske og russiske soldaters plyndringer; af folkestormens befalingsmænd, der det ene øjeblik sender unge og gamle ud i en meningsløs og selvmorderisk kamp og det næste skyndsomst trækker i civil og stikker af.

Andre højdepunkter igen er Jüngers strålende analyser i dagbøgernes sidste del af fænomenet Hitler (en folkeforfører »uden fysiognomi«); af den værste konsekvens af Hitler og krigsnederlaget (de berøvede »tyskeren muligheden for at have ret«); og af nazitoppens særpræg (dødens funktionærer).

Det er analyser, Ernst Jünger skitserede i sine dagbøger umiddelbart før og lige efter krigsafslutningen. De skal i store træk gentages i litteraturen og forskningen de næste tres, halvfjerds år. Resten af bogen – som litterær kunst og som dokument både over krigen og over manden selv – har vist sig at have mindst samme holdbarhed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Levi Jahnsen
    Levi Jahnsen
Levi Jahnsen anbefalede denne artikel

Kommentarer