Velfærdsstatens fødsel og død

Til sidst i Ken Loachs seneste værk, den fascinerende dokumentarfilm The Spirit of ’45 – Ånden fra ’45 – ser man en masse filmklip i farver fra 1945, efter afslutningen på Anden Verdenskrig, hvor den britiske befolkning jubler over den jordskredssejr, Labour netop har vundet. Det er glade, farvestrålende billeder, og man fornemmer optimismen over den nye regering og de nye og bedre tider, som den indvarsler.

Filmklippene indleder også The Spirit of ’45, men er da, ligesom resten af filmen, i sort-hvid, hvorfor farverne til sidst også virker meget stærkere. De fortæller, at sådan var det engang, og sådan kan det blive igen i et britisk samfund, der er ved at ramme den samme bund, som det befandt sig på i tiden omkring Anden Verdenskrig.

Og det er det, socialisten og humanisten Loach – bedst kendt for sine politisk og menneskeligt engagerede fiktionsfilm – vil minde os om: at den socialistiske arbejderbevægelse, der rejste sig efter Anden Verdenskrig, formåede at forandre Storbritannien til et helt andet og meget mere retfærdigt land, end det var før krigen.

Et godt liv

De rige havde det godt i 1930’ernes og 1940’ernes Storbritannien. De kontrollerede industrien og alt det, vi i dag opfatter som offentlige tjenester – sundhed, transport, el-, vand- og gasværker – trynede arbejderne og tjente millioner af pund. De fattige havde det forfærdeligt, kan man se i filmklip fra den tid. De levede i slumkvarterer, kunne ikke få arbejde, og hvis de kunne, var det på arbejdsgivernes betingelser, de havde ikke nok at spise, kunne ikke få lægehjælp – det kostede penge – og levede i sandhed fra hånden til munden.

The Spirit of ’45 er fuld af rystende og rørende personlige beretninger fra dengang, og det er svært ikke at få en klump i halsen, når man hører om familiemedlemmer, der dør, fordi der ikke er råd til en læge, kolleger, der slides ned eller dør, fordi arbejdsforholdene i kulminerne er livsfarlige, eller familier, der bor i rotte- og væggetøjbefængte boliger, fordi de ikke har råd til andet.

Men hvis Anden Verdenskrig lærte den menige soldat, der mestendels kom fra den britiske arbejderklasse, noget, var det, at hvis man står sammen, kan man besejre selv den mægtigste fjende. Den konservative premierminister, Churchill, der havde landet bag sig under krigen, mistede sin folkelige opbakning i fredstid, og ved parlamentsvalget i 1945 vandt Labour stort.

»Jeg tror ikke, folk var grådige og ville have alle mulige ting,« siger en tidligere sygeplejerske, der var ung under krigen, i filmen.

»De ville bare have fred og et godt liv sammen med deres familier.«

Nationalisering og privatisering

Labour havde store ambitioner, og selv om Storbritannien ingen industri eller penge havde, påbegyndte man snart nationaliseringen af alt fra sundhedsvæsen og jernbaner til postvæsen og kulminer. Man byggede gode og billige lejeboliger til dem, der ikke havde råd til at købe. Ja, selv kulturelle tilbud tænkte Labour på.

Det var det britiske velfærdssamfunds fødsel, og det er ikke svært at forestille sig, at man i Danmark skelede til Storbritannien, da socialdemokraterne op gennem 1950’erne lagde fundamentet til den danske velfærdsmodel. Den britiske økonomi var dog ikke god, og da Margaret Thatcher og de konservative efter mange års Labour-styre overtog regeringsmagten i 1979, bekendte man sig straks til det frie marked. Man begyndte at afmontere alt, hvad Labour havde opbygget, og blandt andet privatiserede man alle de statsejede selskaber og offentlige tjenester, hvilket tilsyneladende kun har givet problemer. Især det offentlige sundhedsvæsen har lidt under udliciteringer og nedskæringer.

Det lyder næsten som Danmark, hvor skiftende regeringer har været i gang med nogle af de samme øvelser gennem de seneste 20 år.

Tidligere var den britiske regering og statsapparatet en buffer mellem arbejderklassen og det frie marked, bliver det sagt i The Spirit of ’45. Under Thatcher favoriserede regering og statsapparat i stedet det frie marked på vej og førte samtidig krig mod arbejderbevægelse og fagforeninger.

En nobel idé

Med hjælp fra de mennesker, han har interviewet – især de mennesker, som oplevede 1945 og årene inden – argumenterer Ken Loach overbevisende for, at det igen er tid til en socialistisk modbevægelse. Den slags går i ring, siger en historiker i filmen, og i en kriseramt verden, hvor Occupy-bevægelsen går til angreb på markedsmekanismer og griske pengeinstitutioner, er der brug for ånden og engagementet fra 1945.

»Den centrale idé var fælles ejerskab, hvor produktion og tjenester skulle komme alle til gode,« siger Loach om sin film. »De få skulle ikke blive rige på bekostning af alle andre. Det var en nobel idé, populær og hyldet af flertallet. Det var ånden fra 1945. Måske er det nu på tide at genoplive den.«

The Spirit of ’45 er en på flere måder ensidig film, der formidler sit budskab på en meget bastant måde og springer over mange mellemregninger – tiden fra 1951 til 1979 beskrives stort set ikke. Men Loach har menneskeligheden og dermed retten på sin side, og man skal være mere end almindeligt usolidarisk for ikke at se det fornuftige i filmens budskab: at det i et moderne velfærdssamfund handler om at give alle lige muligheder, fordele goderne og hjælpe dem, der har brug for det.

’The Spirit of ’45’ Instruktion: Ken Loach. Britisk (Empire, Gloria og Grand Teatret i København, Musikteatret i Albertslund, Café Biografen i Odense, Øst for Paradis i Aarhus, Biffen i Aalborg og Klovborg Kino)