Læsetid: 3 min.

Viagralitteratur

Morten Sabroes hovedpersoner forsøger febrilsk og komisk at løse den moderne mands kønskrise med bukserne nede om anklerne
8. november 2013

Der bliver knaldet, grædt, drukket og slået lystigt på tæven i Morten Sabroes erotiske samtidssatire Libido, som, udover at være en stiløvelse i en bestemt forståelse af klassisk maskuline dyder, skriver sig ind i en aktuel debat om tabermænd, karrierekvinder og kønsroller.

Fortælleren Philip og vennerne Rune og Daniel føler sig trængte på deres maskulinitet, det er ikke nemt med alle de kvinder, som enten har farligt meget lyst, for travlt med deres karrierer eller er vrede, frigide feminister.

Det virker først kedeligt klichéfyldt at gå ind i en skyttegravskrig, hvor mænd er mænd og »kvinder med Karrierer med stort K« er fjenden, men Sabroe har dog sans for at udstille sine heltes fejl, mangler og mindreværdsfølelser, så den manderolle, han skriver frem, bliver nuanceret og uperfekt. Det er mere, end man kan sige om hans kvindeskildringer: Alle damer fremtræder ensartet som himmelsk smukke ansigter, der ligesom svæver over svulmende bryster og evigt lange ben. Alternativt som dæmoniske mandeædere. Personlighed og charmerende småfejl er forbeholdt mænd.

Gammelt testosteron

De tre er københavnske, kreative, midaldrende medietyper, men de ville tydeligvis ønske, at de var tavse, kolde cowboys. Forfatteren vil dem det godt, og lader dem gerne fremstå som nogle fandens karle, der (vinde og skæve) heltemodigt redder en gruppe bøsser fra nogle morderiske, ’mellemøstlige’ fyres hate crime i Ørstedsparkens mørke. Efterfølgende redder vor helte de grundigt forslåede voldsmænd fra en lynch mob af hævngerrige homoer. Sådan er der mange fantasifulde, fordrukne gonzopassager, som hviler lidt for tungt på nogle karikerede stereotyper og hørmer af gammelt testosteron.

Rune, der redigerer et sexistisk mandeblad, har et udestående med den rabiate feministfraktion Nymphomaniacs, og han beslutter, at de tre skal infiltrere deres ølejr (i kajak!), for at han kan score chefamazonen, og simpelthen knalde hende til tavshed. Den plan afsporer selvfølgelig sig selv fuldstændigt.

Philip vælter med, stiv af øl og viagra og syg af hjertesorg over sin Nora (Ibsen-reference?), som er gledet fra ham, efter at hun er blevet fanget af en erotisk bestseller, der opfordrer kvinder til kynisk at forbruge mænd som sexobjekter. Han mistænker Nora for at have en anden, og drukner sin hjertesorg i en strøm af kvinder, der alle måber over hans pragteksemplar af en penis. Sabroe puster en mandeskikkelse op og punkterer den samtidig, han har øje for både storhedsvanvid og mindreværd, men holder fast i, at manden er verdens logiske midtpunkt.

Det lader til, at kontroversen med de »iskolde og livsfarlige« Nymphomaniacs og Noras forsvinden ind i et mandefjendsk univers er forbundne, men så viser de forskellige dele af plottet sig alligevel ikke rigtigt at hænge sammen med andet end meget tynde tråde. Og pludselig tager Philip til New York for at skrive sin egen erotiske roman, uden at det rigtigt betyder noget for plottet i øvrigt. Heri findes til gengæld Libidos bedste passage rent litterært, som beskriver Philips helt syrede, dekadente opvækst med en uendeligt sexet moderskikkelse og den smukke, brasilianske Maria, der bor på loftsværelset, og som hans far døde af lykke oppe i.

Lummersexisme

Romanen er skrevet i en libidinøs raptus, på kort tid og med en erotisk og frustreret energi. Måske i for heftig hast, så de gode idéer er blevet blandet ukritisk med mindre gode, og der forekommer irriterende mange slåfejl. Historien er langt ude og grundlæggende utroværdig, hvilket er fint i satiregenren, men det er som om den alligevel prøver at give mening og samle sig til en rigtig og rørende kærlighedshistorie, som også er en gang gemytlig lummersexisme. Det synes jeg ikke lykkes, det føles højst som discount-Jørgen Leth.

Der er masser af glimt af vellykket humor og satire, men jeg tvivler på, at Libido tilfører nogle store, nye indsigter eller nuancer til den store samtale om kønsroller, feminisme eller små, store mandeegoer.

Morten Sabroe fortæller om sin bog på Bogforum søndag 12.30 Under Uret

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu