Læsetid: 3 min.

Analfabeten, der stjal en atombombe og mit hjerte

Halvtreds års verdenshistorie filtreret gennem én ukuelig, nuttet hovedperson; som hvis Hushpuppy var Forrest Gump var Amélie fra Montmartre. Har Jonas Jonasson skrevet den perfekte bog?
Jonas Jonasson er aktuel med bogen ’Analfabeten der kunne regne’. Hans forrige bog, ’Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt’ vandt stor hæder og blev efterfølgende filmatiseret.

Jonas Jonasson er aktuel med bogen ’Analfabeten der kunne regne’. Hans forrige bog, ’Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt’ vandt stor hæder og blev efterfølgende filmatiseret.

Jacob Ehrbahn

27. december 2013

Den statistiske sandsynlighed for, at en analfabet vokser op i 1970’ernes Soweto og en dag bliver lukket inde i en kartoffelbil sammen med den svenske konge og statsministeren, er én til femogfyrre milliarder syv hundred seksogtres millioner to hundred og tolv tusind otte hundred og ti. Ifølge den pågældende analfabets egne beregninger

Sådan begynder Jonas Jonassons helt umulige, vidundeligt sjove røverhistorie, Analfabeten der kunne regne, og citatet rammer præcist den absurde, tørre, men kære finurlighed, romanen bugner af.

Bilen (og den atombombe, analfabeten Nombeko har i overskud, og som er historiens omdrejningspunkt) parkeres hos en snapseglad grevinde (af tvivlsom adelig byrd), hvorefter Carl 16. Gustav slagter et par høns til middag, og Fredrik Reinfeldt, der åbenbart har rengøringsvanvid, vasker op – så taler vi om atomvåben bagefter. Dette umiddelbart før en pensioneret Mossad-agent på hævntogt kommer væltende og kræver bomben udleveret til Israel.

Det er en af de mere tilforladelige problemstillinger i Jonassons (som i 2010 udgav Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt til international måbende begejstring) nye roman: et mildt sagt hittepåsomt studie i usandsynlige hændelser.

Forelsket i Amélie

Kan I huske i 2001, da alt og alle forelskedes sig i fabelagtige Amélie fra Montmartre? Den suicidale guldfisk, de mystiske portrætfotos af Gud(?) i Paris’ fotoautomater – og havenissen, der rejser verden rundt og sender postkort hjem? Der er samme filurstemning her, alle karakterer er kringlet, kærligt skrevet, de er nogle udskud, men stråler i de komplet absurde situationer, Jonasson skriver dem ud i – og redder dem sikkert fra.

Midt i et afsindigt (dog svensk underspillet) persongalleri har vi Nombeko, som vokser op i Sydafrika under apartheid, hvor der ikke er de store fremtidsudsigter for en sort pige, som ikke kan læse og skrive. Barnet Nombeko minder om en anden ukuelig, nuttet heltinde, Hushpuppy fra filmen af samme navn, som på en eller anden måde har bevaret et intakt hjerte af guld gennem en slummet opvækst og samtidig ikke finder sig i noget pis, sin klejne størrelse og status til trods.

Nombeko regner uhyrligt godt og ender ad uransagelige veje som rengøringskone/rådgiver for den inkompetente chef for Sydafrikas kernevåbenprogram. Her laver hun en aftale med Israels efterretningstjeneste: At bytte én udsmuglet atombombe mod sin frihed i form af en billet til Sverige, hvor hun møder sin store kærlighed:

Manden viste sig at være let at tale med. Var det Holger, han hed? Han fortalte om Sverige, om svenske opfindelser, Nobelprisen, Björn Borg …
Nombeko spurgte og spurgte. Havde Björn Borg virkelig vundet Wimbledon fem gange i træk? Fantastisk! Hvad var Wimbledon for noget?

Men ak, bomben er blevet forbyttet med en pakke antilopekød og derfor også endt i Stockholm.

Allieret med tvillingerne Holger og Holger (den ene fast besluttet på at afsætte monarkiet, den anden smaskforelsket i Nombeko), tre kineserpiger, der forgifter hunde og producerer tusind år gamle lerfigurer, og en vietnamveteran med granatchok forsøger Nombeko forgæves at afhænde bomben til nogle mere legitime ejere: helst kongen eller statsministeriet. Nombeko lærer hurtigt, at de 28 ærligt stjålne, sydafrikanske diamanter, hun foruden bomben slæber rundt på, ikke er til nogen nytte i et nordisk politisk klima: »En skam, at Sverige var så lidt korrumperet, at man ikke kom nogen vegne med bestikkelse.«

Skyggeeksistenser

Sådan går årti efter årti, mens vore helte på bedste Forrest Gump-manér både påvirker og er vidne til en verdenshistorie, som de egentlig ikke burde være aktører i. De er hverken rigtige borgere eller rigtig kloge, men Jonasson bruger skyggeeksistenserne til at grine politisk af de ’ægte’ magthavere.

Skal man kritisere Analfabeten, må det være for at være for perfekt: Så kompetent skrevet, at man aldrig tvivler på, at det nok skal gå. Der er en lethed i skriften, en ubesværet humor (jeg måtte hele tiden grinende læse højt for de uskyldige, der nu befandt sig i samme rum), så mange esser i ærmet, der gang på gang løser de vanvittige situationer: en massiv finurlighed, der forhindrer én i at tage værket videre tungt. Hos Hushpuppy, Amélie og Forrest Gump, som bogen mindede mig om, er der netop en klangbund af ulykke, sorg og ensomhed (øv, hør nu den kyniske anmelder klage over, at karaktererne ikke er ulykkelige nok). Analfabeten er mere nuttet end gribende; man kunne ønske sig, at Jonasson havde ladet sine personer lide lidt mere, inden han rager kastanjerne ud af ilden for dem. Men hvis det grimmeste, man kan kalde en roman, er perfekt, så må det nok være en ganske hæderlig bog.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu