Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Bilbo og de 13 små dværge

’Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark’ – den anden film i Peter Jacksons tredelte filmatisering af J.R.R. Tolkiens ’Hobbitten’ er en væsentlig bedre og mere tilfredsstillende oplevelse end den første film. Den kunne dog godt have været lidt kortere
For det meste føler man sig faktisk i godt selskab med Bilbo – der med ringen, han tog fra Gollum i lommen, er blevet noget mere modig og blodtørstig.

For det meste føler man sig faktisk i godt selskab med Bilbo – der med ringen, han tog fra Gollum i lommen, er blevet noget mere modig og blodtørstig.

SF Film

Kultur
11. november 2013

Da dragen Smaug efter cirka to timers spilletid endelig dukker op i Peter Jacksons anden film om hobbitten Bilbos eventyr, Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark, er han præcis så stor, veltalende, skræmmende og farlig, som han skal være – det er jo trods alt den, hvis navn indgår i filmens titel, man sidder og venter på.

Det er tidens mest populære britiske skuespiller, Benedict Cumberbatch (hovedrollen i Sherlock), som leverer Smaugs tordnende stemme – man kan høre, det er ham, hvis man lytter godt efter; resten sørger Peter Jackson og hans computer- og effekttroldmænd og -kvinder for.

Smaug er stor som et hus, ja, flere huse, store huse, og han spyr ild, når han bliver træt af at tale og lege med lille Bilbo (Martin Freeman, der i øvrigt spiller doktor Watson i Sherlock), som ellers gør sit bedste for at smigre den mægtige drage.

Et højt tempo

Som om stakkels Bilbo ikke har været igennem mere end nok på sit nu snart seks timer lange togt fra Herredet til dværgkongeriget Erebor i Det Ensomme Bjerg, hvor Smaug har bortjaget dværgene og i bogstaveligste forstand har lagt beslag på deres kolossale skatte af guld og ædlestene.

Sammen med de 13 dværge og troldmanden Gandalf (Ian McKellen), der dukkede op på Bilbos dørtrin i den første film, Hobbitten: En uventet rejse (2012), har Bilbo overlevet alt fra orker og gobliner til gigantiske edderkopper, en sulten og snedig skabning ved navn Gollum og mørkets øvrige kræfter, der er ved at samle sig i Midgård på foranledning af en mystisk necromancer.

Et lille tilbageblik til tiden lige før den første film sætter i begyndelsen af Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark ganske fikst scenen for resten af filmen, så også de, der først går ombord i eventyret nu, kan følge med.
Og så er det ellers afsted mod Erebor, hvor dværgene med kong Thorin (Richard Armitage) i spidsen vil generobre guldskatten og en hvid ædelsten, hvis ejermand vil kunne samle de syv dværgkongeriger.

Tempoet er højt, humøret ofte lige så, selv om de dramatiske hændelser, der indimellem er ved at tage livet af Bilbo og de 13 dværge, lægger en dæmper på udskejelserne. Men morsom og en ren rustjebanetur er især scenen, hvor vores helte stikker af fra skovelverne ned ad en rivende flod i vintønder, mens de beskydes af orker fra begge breder. Den oplevelse tager også pusten fra publikum.

En bedre film

Nogle gange føles det, som om man er med i et computerspil, hvor man som Bilbo skal nedkæmpe så og så mange modstandere og så en ’boss’, en hovedmodstander, inden man kan komme videre til næste niveau. Det bliver lidt langtrukkent og uinspireret på trods af al balladen og Howard Shores alt andet end diskrete musik, hvilket måske også hænger sammen med, at Hobbitten er en forholdsvis kort bog, der er blevet strukket til hele tre film.

Men for det meste føler man sig faktisk i godt selskab med Bilbo – der med ringen, han tog fra Gollum i lommen, er blevet noget mere modig og blodtørstig, end han var hjemme i Herredet – og Gandalf, dværgene og de elvere, som Bilbo og Co. møder undervejs. Dermed også være sagt, at Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark er en bedre film end Hobbitten: En uventet rejse. Den er mere jævnt fortalt, flytter sig hele tiden rask fremad og har ikke nogle af de irriterende scener – hvor dværgene synger, vasker op eller bader i elvernes springvand – som skæmmede den første film.

I enkelte scener er mødet mellem digitale effekter og fysiske genstande ikke så lydefri, som det burde være, den fremskredne teknologi taget i betragtning. Men ellers er det en vanvittig flot film – Peter Jackson er en verdensbygger af format, og Smaug og dværgenes underjordiske by tager sig fantastiske ud – og selv det forkætrede HFR (Higher Frame Rate), som fik nogle billeder i Hobbitten til at ligne billig video, ser bedre ud i Hobbitten 2. Måske fordi man har vænnet sig til det, måske fordi Jackson og hans fotograf har lært at bruge det ordentligt. I hvert fald giver det billederne en sjælden skarphed og stærk farveholdning, der især gør sig godt i udendørsscener.

Hvad angår 3D-effekterne, så kan jeg personligt godt undvære dem, selv om der da af og til bliver smidt ting i hovedet på publikum.

Et kantet beskendtskab

Bilbo er et mere kantet og mindre imødekommende bekendtskab end Ringenes Herres Frodo, hvilket også gør ham mere spændende som figur. Ringen, Bilbo tog fra Gollum, påvirker hans personlighed, som den påvirker Frodos, og mon ikke man får lov til at se flere af Bilbos mørke sider i den næste og sidste af de tre Hobbitten-film.
Thorin er den mest interessante af dværgene – for ham er der meget på spil – men han er også en noget sammenbidt herre, og kontrasten til hans ofte fjollede artsfæller er stor. Han er en tragisk skikkelse, de hører mestendels til i en falden på halen-komedie, og de fungerer ikke altid sammen.

Endelig folder Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark historiens temaer ud, hvad enten det – som for Bilbo – handler om at finde det mod, man ikke troede, man havde, eller – man som for Thorin – ikke lader sig korrumpere af alt den rigdom og magt, man kan opnå. Samtidig er Midgårds skæbne på spil, og som i Ringenes Herre lader Peter Jackson Gandalf forfølge sin egen dagsorden, mens Bilbo og dværgene kæmper sig vej mod Erebor. Det handler om den onde troldmand Saurons tilbagekomst og er blevet forstærket i filmversionen af Hobbitten i forhold til bogen, hvorfor Hobbitten-trilogien i høj grad vil ende med at lægge op til Ringenes Herre.

I bund og grund fortæller de to trilogier den samme episke og på én gang tragiske og opbyggelige historie om kampen mellem godt og ondt og det undseelige individ, der kan gøre en stor forskel.

 

’Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark’
Instruktion: Peter Jackson. Manuskript: Fran Walsh, Philippa Boyens, Peter Jackson og Guillermo del Toro. Amerikansk (Biografer verden over)

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Thorin er den mest interessante af dværgene – for ham er der meget på spil – men han er også en noget sammenbidt herre, og kontrasten til hans ofte fjollede artsfæller er stor. Han er en tragisk skikkelse, de hører mestendels til i en falden på halen-komedie, og de fungerer ikke altid sammen."

Virkelig højst irriterende at af alle de tolkienske kvaliteter, rækker Jacksons fortælletalent bedst til den disunity of effect, Tolkien kun med nød og næppe slipper afsted med i bogen, hvis lavpunkt vel må være de småt begavede, Cockney-talende troldene, som bliver forvandlet til sten i solen af bar dumhed, men som på uforklarlig vis har formået at samle en anselig skat, inklusive nogle af de kosteligste våben i hele Midgård, i deres skidne hule.

Filmatiseringerne af Tolkien har så mange lavpunkter, at det er næsten umuligt at vælge, men selve filmenes atmosfære må vel tage prisen på trods af en hjælpende hånd fra New Zealands natur.

Gitte Bailey Hass

"Den kunne dog godt have været lidt kortere". ???? Ikke forstået, når det skrives om dette fantastiske filmunivers.

Som en stor Tolkien-fan var jeg dybt skuffet over den første film; mage til makværk skal man lede længe efter, så det kan næsten kun gå fremad i forhold til den.

Jeg håber på, at disse fantastiske bøger bliver genfilmatiseret en gang i fremtiden af en mand med større talent og med større sans for det episke samt større sans for den menneskelighed, som karaktererne udviser og som er nødvendig for at gøre en historie interessant.
Istedet for at lade det hele drukne i barnagtigheder og CGI.

Thomas Gitz-Johansen

Som barn var jeg nærmest fortvivlet, da jeg var færdig med Hobitten og måtte forlade Bilbo og dværgene, for jeg vidste ikke, at Ringenes Herre vented. Da jeg hørte, at Jackson havde strakt bogen til to film, blev jeg bekymret, for bogen er sådan en fin lille og eventyrlig sag, der ikke rigtig egner sig til det episke format. Da det forlød, at der kom tre film, blev jeg virkelig ked af det, og da jeg så den første med al dens unødvendige ruschebanehalløj og bulder og brag og uden den stemming, som jeg husker bogen for, ja, der var det svært at tilgive Jackson. Jeg tror ikke, at jeg kan se 2'eren.

Jeg tror man skal tage filmene for hvad de er, altså underholdning for masserne, det gode og positive ved filmene er dog at de har fungeret som en god reklame for bøgerne og derfor har de på det plan også sin berettigelse.

Man skal huske at bogsalger af Tolkiens værker eksploderede efter den første LOTR film, så mange ville aldrig have haft den fornøjelse det er at læse Tolkiens værker havde det ikke været for disse film.

Ja filmene har ikke bogens charme, men hvor mange film der er bygget på en bog har rent faktisk det, jeg kan godt love for at det ikke er ret mange. og forståeligt for bøgernes univers har ingen grænser, det har filmens derimod og film vil altid lide under en vis form for tidsbegræsning, det er så at sige næsten umuligt for en film at få samme dybe, detaljerigdom som i bøgernes univers. Så troen på at man skulle kunne overføre Tolkiens univers i en tro form til film, forkommer mig lettere utopisk især når man ser på hvor dyrt sådanne film ville være. For filmen skal skabe en indtjening og den bedste måde at gøre det på er nu engang via den opskrift hvorpå de fleste amerikanske og amerikansk finansierede film er designet. Du får aldrig nogensinde pengene hjem via et niche koncept som det ville være hvis Jackson havde været tro mod bogen.

Desuden skal al skylden ikke gives til Jackson, eftersom han ved flere lejligheder har sagt at han gerne ville have lavet en mere tro version, men derimod hans rådgiver og ikke mindst filmselskabet der har finansieret projektet. Det er deres griskhed der spiller en afgørende rolle for hvilke rammer en sådan film befinder sig indenfor. Når det er sagt er Jackson ikke den estetiker som man kunne have håbet på, men alt andet lige kunne det have været meget værre.

Min aller største kritik ligger dog i dette tilfælde hovedsageligt på beslutningen om tre film på en så tynd en bog og ikke mindst den konstante reference til LOTR, hvilket gør at filmen aldrig kommer til at stå på egne ben, hvilket er en fejl.

MIkkel Serup:

Hvorfor mener du, det ville være dyrere end det nuværende special effect orgie at gøre filmen mere tro mod forlægget?

Selvfølgelig vil Hollywood-modellen altid trække mod glansbilleder og klicheer, men jeg tror godt man kan komme ud til et bredt publikum, også selvom der er dybde. Jeg mistænker at Jackson og co. simpelthen har en overfladisk forståelse eller rette følelse for temaerne, de arbejder med. Jeg taler her om LOTR

I forhold til casting (LOTR) og personinstruktion, ser det ud til, at Jacksons behagelige millionærhorisont ligger lige langt fra hobbitter og elvere. Det er ikke helt lige så slemt, som når en eller anden dukke med skabet college-pige accent og nyvasket firserpop-hår skal spille hårdkogt Navy SEAL eller forhistorisk amazone, men det er tæt på.

rette = rettere

Jeg mener ikke det ville være dyrere, men at filmen stadig ville være en ekstrem bekostelig affære.

Desuden kan du ikke fjerne en betragtelig del af speciel effekt i LOTR, medmindre du vil have filmen til at ligne en dårlig komedie på fortidens monster dukke film. Der er simpelthen så kolonorme udfordringer i den bog, at den eneste måde du kan løse dem på er via special effekt, vi kan så godt blive enige om at det til tider tager lige lovligt meget overhånd, og at det bliver for meget speciel effekt for dennes skyld, frem for i højere grad at bruge denne til at livliggøre og understrege historien og universet.

jeg vil give dig ret i at casting, instruktion og makeup på eleverne og hobitterne kunne have været bedre, især elverne er helt ude i skoven og befinder sig et stykke fra den beskrivelse der er i bl.a. Silmarillion. de er simpelthen for fimset og pæne. Noget der også har irriteret mig meget, men sådanne film vil altid benytte generaliseringer, klicheer og glansbilleder og ikke mindst happy chappy ending.

tror som sådan ikke jackson har en overfladisk forståelse, men snare lider han af lidt for meget af en drengerøvs mentalitet, samt at han skulle lave en film som et filmselskab skulle kunne tjene styrtende med penge på, et selskab der vel og mærket havde røven i vandskorpen på daværende tidspunkt, og som havde brug for en kasse succes. Det var en kæmpe satsning og det er ingen hemmelighed at de konstant kiggede jackson over skuldrene, samt stillede krav og at de langtfra altid var enige, vi skal heller ikke glemme at jackson var blevet afvist flere gange og at han af et andet selskab måtte gå fra 2 til 1 film. Så de tre film vi fik var nok det vi kunne få på daværende tidspunkt, jeg finder det helt klart urealistisk at forstille sig sådanne mastodonter lave film som de ikke kunne være sikker på vil bringe dem en kæmpe indtjening ind på.

Så tror jeg for i øvrigt en film med en afstikker aka. tom bobmbadil og co. ikke ligefrem ville fange en betragtelig del som blot vil have underholdning og action.

Jeg kan love for, at hvis der er balrogger, drager og kæmpe slag, så skal folk nok strømme i biograferne, også selvom man havde været tro mod bøgerne.

Dennis Berg

Hvis du skulle være tro mod bogen ville tre film slet ikke være nok, det er simpelthen ikke muligt fordi bogen er så rig på detaljer og historier , så den eneste løsning jeg kan se er at lave den som en tv-serie aka. GOT, hvilket ikke var muligt i slut 90'erne da trilogien blev filmet.

Mikkel Schou

Man kan godt være tro mod bøgerne uden at medtage hvert komma, der skrives i dem, hvis man forstår historiens indre linjer.

Afstikkeren til Tom Bombadil og hans funktion har ingen kunne give en tilfredsstillende forklaring på, og det er rigtigt vurderet af Jackson, at det jelt overg[r hans evner at inkorporere denne del. Bombadil snyder også vor egen Pia Skogman, der udråber ham til trickster-arketypen. Som overtegnede har forklaret i Mallorn (The Tolkien Society), repræsenterer Bombadil barne-arketypen, beslægtet med bl. a. Dionysos. Han er ikke blot "the spirit of the vanishing landscapes of Oxfordshire and Berkshire", som Tolkien siger, skønt han også er det. Bombadil er ånden i værket, transitionen til den Fjerde Tidsalder som begyndelse, hvor Gandalf er enden i forhold til verdensindividuationen som den udspiller sig i individet (Frodo-Aragorn).

Problemet med elverne er ikke blot make-up; det er, at de er ikke mennesker. Man kan ikke blot sætte en attraktiv skuespiller til at spille majestætisk værdig eller fysisk adræt og tro, at så er den er hjemme. Man skal forstå deres tusindårige ælde, deres historie, deres åndsvæsen (elverne er tættere på ren ånd end mennesker, men også tættere på ren natur, så modsætningen ophæves i dem), deres forhold til tid, tab og sorg. At det ikke bliver helt pinligt skyldes udelukkende, at skuespillere som Liv Tyler har noget talent og karisma at spille på, men elvermændene... suk.

Sikke en overskrift!?

"Bilbo og de 13 små dværge" næsten ligesom "Snehvide og de 7 små dværge".

- Nu er dværge jo små i almindelighed, - men er disse så ekstra små(?) siden denne særlige dobbeltbenævnelse af deres størrelse!

Det virker lige så idiotisk som udsagnet der ofte høres; "nu starter den op", - er det ikke nok den starter?